Det blev en blandet omgang i første spillerunde af Champions League for de tyske hold. Vi ser nærmere på Bayern München, Gladbachs, RB Leipzigs og Dortmunds muligheder for at kvalificere sig videre fra gruppen.
Den seneste sæson blev en mindeværdig en af slagsen for tysk fodbold, da Bayern München gik hele vejen i Champions League og kunne løfte pokalen med de store ører efter en imponerende kampagne, der bød på lutter sejre og en meriterende 8-2-sejr mod Barcelona.
Nu har UEFA trukket lod til gruppespillet i Champions League, og der venter nogle interessante opgør for de tyske hold.
Gruppe A
Bayern München
Atlético Madrid
Red Bull Salzburg
Lokomotiv Moskva
Atlético Madrid blev kørt over, som de ellers sjældent gør det, i hvad der vel kunne kaldes for en tidlig gruppefinale. 4-0-sejren gør, at Bayern er er tæt på sikret at slutte bedre end Atlético i tilfælde af pointlighed, og det er gode nyheder i forhold til at sikre sig førstepladsen i gruppen. Tirsdag aften gælder det Lokomotiv Moskva på udebane, og det ligner nye tre point for tyskerne, og så er vi næsten ved at kunne sende dem videre efter blot to kampe. Ved seneste chancevurdering gav vi dem 90-95 procents mulighed for at kvalificere sig, og det er blot steget en smule siden da. Bayern München går videre fra gruppen, og de gør det som etter i puljen. Også selvom det ser ud til, at de må spille resten af efterårets kampe uden Alphonso Davies.
Chance for at gå videre fra gruppen: 92-98 procent
Gruppe B
Real Madrid
Shakhtar Donetsk
Inter
Borussia Mönchengladbach
Svær, svær opgave for Marco Rose og Gladbach, der kan få vanskeligt ved blot at nå tredjepladsen. Sådan skrev vi inden gruppen gik i gang, og det gør sig vel egentlig stadig gældende, selvom Gladbach imponerede stort ved at få 2-2 ude mod Inter i en meget moden europæisk præstation. For et eller andet sted åbnede Shakhtar Donetsks overraskende sejr mod Real Madrid gruppen helt op. Tredjepladsen blev vanskeliggjort af ukrainernes tre point, men den direkte kvalifikation blev selvfølgelig gjort en smule lettere. Nu gælder det så Real Madrid i et brag af en kamp, og hvor Gladbach igen er presset til at skulle have point. Vi øger chancevurderingen en smule, men meget afhænger af kampen mod spanierne.
Chance for at gå videre fra gruppen: 15-20 procent
Gruppe H
PSG
Manchester United
RB Leipzig
Istanbul Başakşehir
En flot start fra Nagelsmanns tropper med en overbevisende sejr mod gruppens dårligste modstander. Problemet var dog, at Manchester United hentede tre point i PSG, og da vi fortsat tror, at det er englænderne, som Leipzig skal konkurrere med om andenpladsen i gruppen, så var det en streg i regningen. Onsdag venter der derfor en tidlige skæbneduel, når Leipzig drager til Old Trafford. Et nederlag her, og så er de presset forud for dobbeltopgøret mod PSG, mens en sejr omvendt sender dem et stort skridt i retning af videre kvalifikation. Af samme årsag forbliver chancevurderingen for videre avancement foreløbig uforandret.
Chance for at gå videre fra gruppen: 30-35 procent
Gruppe F
Zenit
Borussia Dortmund
Lazio
Club Brügge
Som det eneste tyske hold skuffede Dortmund i deres første opgør, og de skuffede fælt med en uinspirerende indsats mod Lazio. Udekampe mod italienske modstandere har aldrig været gode nyheder for BVB, og katastrofen er trods alt til at overse, men det kræver selvfølgelig en sejr mod Zenit, der lidt overraskende tabte med 2-1 i deres første kamp i Champions League. Det er en gruppe, hvor det er svært at se nogle af holdende hente meget mere end 12 point, så der er råd til et par enkelte fejltagelser, men det kræver tre point onsdag, og så skal der også gerne som minimum fire point ud af dobbeltopgøret mod Club Brügge for at få ro på igen.
Chance for at gå videre fra gruppen: 75-80 procent