bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Diverse > Tåler Erling Haalands bundesliga-stats sammenligning med de helt store igennem tiden?

Tåler Erling Haalands bundesliga-stats sammenligning med de helt store igennem tiden?

De færreste havde en idé om, hvem Erling Haaland var for blot et par år siden. Og hvis efternavnet klingede bekendt, så ville de fleste have associeret det med den norske landsholdsspiller Alf Inge Haaland, der blandt andet spillede en hæderlig karriere i engelsk fodbold gennem 10 år indtil 2003. Men Haaland rimer i dag på Erling Haaland, Alf Inges søn, som netop blev født i Leeds, mens Alf Inge færdiggjorde sin karriere.

I dag har den blot 21-årige søn, Erling Haaland, stjålet alle overskrifter. Især med sin kometkarriere i østrigske Salzburg, som i sidste ende mundede ud i en kontrakt med mægtige Dortmund. Men hvordan har Erling Haalands første sæson så været i den bedste tyske række, og tåler den overhovedet sammenligning med andre store navne igennem Bundesliga-tiden?

 

Første rekord blev sat i selve debutkampen

De fleste som interesserer sig bare lidt for fodbold og som eventuelt pløjer gode fodbold-nyhedssider igennem dagligt, vil sikkert have bemærket at den unge 194 centimeter høje nordmand allerede gjorde sig ekstra bemærket i sin debutkamp mod Augsburg. Haaland skulle blot bruge 23 minutter i sin første kamp for Dortmund til at kvittere med ikke blot en men hele tre scoringer. 7 andre debutanter i Bundesligaen har igennem tiden formået at score et hattrick i debutkampen, men absolut ingen har formået at gøre det som indskifter. Haaland kom først på banen i det 56. minut, men skulle så heller ikke bruge mere på at forme sit første hattrick for storklubben fra Ruhr-distriktet.

 

Hattricket var tæt på sætte endnu en rekord

Da euforien over sejren over Augsburg havde lagt sig, var flere tyske sportsjournalister i arkiverne for at se, om Haalands hattrick nu også var skabt af den hidtil yngste spiller i Bundesligaen. Det viste sig, at Haaland kun blev overgået af Walter Bechthold, der som 19-årig i 1965 noterede sig som den yngste spiller til at score et hattrick i Bundesligaens historie. Han var blot et par måneder yngre end Haaland var på daværende tidspunkt.

 

Anden rekord blev sat i den efterfølgende ligakamp

De fleste ville næppe tro deres egne øjne, hvis de fik at vide, at Erling Haaland ville notere sig for sin næste tyske rekord allerede i den efterfølgende kamp i Bundesligaen. Men det var ikke desto mindre lige præcist det, der var tilfældet, da han gik på banen til sin efterfølgende kamp på udebane mod FC Köln. Han kom igen ind som indskifter, og denne gang endda senere end i Augsburg-opgøret, men skulle alligevel kun bruge 25 minutter på at notere sig for 2 mål i kampen. Det sendte hans samlede målstime op på 5, hvilket er det største antal mål én spiller har scoret i de første to indledende runder i Bundesligaen nogensinde.

 

Og rekorderne faldt derefter i stimer

Haaland noterede sig nærmest øjeblikkeligt for endnu en rekord, da han i sin tredje ligakamp scorede yderligere 2 mål i 4-0 sejren hjemme over Freiburg. Her startede Haaland for første gang inde. De 2 mål i kampen øgede hans samlede målstime til 7, hvilket er det største antal mål, som én spiller nogensinde har scoret i de 3 første runder af Bundesligaen. Rekord nummer 4 blev sat allerede to uger efter, da han i sin 5. kamp for Dortmund noterede sig for sit 8. ligamål i 3-0 sejren hjemme over Schalke 04. Blot en uge efter kvitterede Haaland med yderligere en scoring samt endnu en rekord, da han blev den første spiller i Bundesligaen til at notere sig for 9 scoringer i de første 6 runder af sæsonen.

 

Rekorden på først til 5 mål nappede Haaland også

Inden Haaland troppede op i Bundesligaen stod den tidligere spanske landsholdsspiller Paco Alcacer for rekorden for de hurtigst scorede 5 mål i Bundesligaen. Spanieren nettede sine 5 første mål inden for 72 minutter, men Haaland brød den rekord, da han scorede sine første 5 mål på under én times effektiv spilletid. I alt nåede Haaland op på hele 40 utrolige fuldtræffere i 43 kampe for Dortmund i sæsonen. En vanvittig statistik, som næsten forekommer umulig at gentage i den kommende Dortmund-sæson.

 

Haaland brød alle rekorder og går en lys fremtid i møde

Kan Haalands statistik så tåle en sammenligning med de største i Bundesligaen gennem tiden? Svaret er et rungende ja. Vi fik desværre ikke set noget til Haaland og Norge i den netop overståede EM-slutrunde, men noget tyder på, at den store nordmand ikke har sat sin sidste rekord endnu i fodbold. Bundesligaen venter forude, og mon ikke den blonde skandinav vil tryllebinde fodboldelskere om 3 år, hvis Norge formår at kvalificere sig til slutrunden i Qatar.