28-årige Sébastien Haller var 200 dage om at få debut for Borussia Dortmund. Inden da var han igennem en både mental og fysisk hård periode, da han fik konstateret testikelkræft. Nu er han tilbage. Med mål og ambtioner.
Det kunne næsten ikke være mere symbolsk. Med sine orangefarvede støvler med teksten f*ck cancer og så lige netop den dag. Dagen hvor hele verden satte fokus på kampen mod kræften, og hvor Dortmund havde ændret på midtercirklen af selvsamme grund, scorede Sébastien Haller sit første mål for Borussia Dortmund foran die Gelbe Wand, der fejrede deres målscorer. Sådan som de havde ventet på at gøre det i syv måneder.
For da Dortmund den 6. juli 2022 underskrev med den ivorianske angriber efter en fantom sæson i Ajax, var der næsten ikke grænser for, hvor stort smilet var. Hos Haller og BVB. Men Smilet forduftede kort efter.
Sébastien Haller følte sig utilpas under en af de første træninger, og der blev foretaget en række tests. Diagnosen var testikelkræft. Og flere prøver viste, at den var ondartet. Et voldsomt slag for ham, men også Dortmund, der rent sportsligt havde udset sig den 1,90 cm. høje angriber som erstatning for Erling Haaland.
Emotionelt comeback
Sébastien Haller har dog holdt hovedet højt hele vejen, og nu er han så endelig tilbage på grønsværen. Efter præcis 200 dage fik han langt om længe sin debut i den sort-gule-trøje mod Augsburg.
Følelserne sad udenpå tøjet for både Haller, holdkammerater og ikke mindst de 80.000 tilskuere, der langt om længe kunne se deres nyindkøb i aktion for første gang. Haller blev mødt at klapsalver fra 160.000 hænder, der taktfast ramte mod hinanden, og glæden var heller ikke til at tage fejl af hos Dortmunds ”nye” nr. 9 efter debuten.
”Det er meget følelsesladet. Det betyder meget for mig, for det har ikke været den nemmeste periode i mit liv. Jeg vidste, at jeg kunne regne med støtten fra fansene, holdet og fra alle”, lød det fra en glad debutant efter opgøret.
Den glæde vender vi tilbage til.
Frankfurt blev springbræt til Premier League
Men det er dog ikke første gang, at Sébastien Haller har betrådt en tysk fodboldbane. Tilbage i 2017 blev han solgt fra hollandske FC Utrecht til Eintracht Frankfurt. Her blev det til ni kasser i 31 Bundesliga-kampe i den første sæson, hvor Frankfurt kvalificerede sig til Europa League, ligesom Die Adlern også vandt DFB-Pokalen.
En mere end godkendt første sæson i det tyske for Haller. Han havde også en stor andel i, at Frankfurt også i 2018/2019-sæsonen havde en god Europa League-kampagne. Endestationen blev semifinalen efter et nederlag i straffesparkskonkurrence til Chelsea, hvor Haller dog var skadet i det første opgør.
I Bundesliga-sammenhæng scorede Haller 15 mål i 29 kampe, og det fik andre klubber også øjnene op for. Han skulle dog senere vende tilbage.
Flop i London, hot i Holland
Men inden da skulle Premier League prøves af. London-klubben West Ham åbnede pengepungen og betalte 40 mio. euro for den målfarlige angriber. Premier League blev dog aldrig det match, som hverken West Ham eller Haller havde håbet på, og han havde store udfordringer med at finde målformen, som han ellers havde vist prøver på sæsonen forinden.
Ligesom mange andre fodboldspillere måtte Haller erkende, at der skal tilvænning til, når man skifter til den engelske række, der er mere fysisk hård end Bundesligaen. I to sæsoner scorede Haller 10 Premier League-mål i 48 optrædener, inden han måtte tage et step ned ad stigen.
Han måtte tilbage til Holland, hvor han tidligere havde fået sit første gennembrud for Utrecht.
Ajax Amsterdam blev i sæsonen 20/21 næste destination, og selvom den hollandske Eredivisie ikke niveaumæssigt kan måle sig med hverken Premier League eller Bundesliga, så stod den på Europæisk fodbold i sæson to i det hollandske. Det kunne den sådan set allerede have gjort i den første sæson, men en administrativ fejl hos hollænderne forhindrede, at rekordindkøbet Haller kunne spille Europa League.
Haller havde dog fået kickstartet karrieren i Ajax, hvor han i sin første sæson leverede 11 mål i 19 kampe i ligaen samt to kasser i pokalturneringen. Ajax vandt mesterskabet, og de kvalificerede sig samtidig til Champions League. Og denne gang lykkedes det heldigvis for hollænderne at have orden i papirerne.
Rekord i Champions League
Den ivorianske angriber scorede intet mindre end fire mål i sin CL-debut mod Sporting Lissabon. Haller blev dermed den første spiller siden legendariske Marco van Basten til at score fire gange i sin Champions League-debut, hvilket fik mange til at spærre øjnene op.
Sébastien Haller put FOUR past Sporting CP in Lisbon 🤯
What are your predictions for tonight?#UCL pic.twitter.com/rjbLIYb0O0
— UEFA Champions League (@ChampionsLeague) December 7, 2021
I den hjemlige liga fortsatte Sébastien Haller i samme spor, hvor han var så stor en mundfuld, at de fleste forsvarsspillere ikke kunne håndtere ham. Han bombede mål ind, og i CL-sammenhæng scorede han i syv kampe i træk. Haller satte også rekord, da han blev den hurtigste i Champions Leagues historie til at score ti gange, da den milepæl allerede blev rundet i gruppespillet. Blandt andet efter to sejre mod netop Dortmund.
Ajax var særligt i efteråret flyvende, og i Eredivisie tabte de kun tre kampe hele sæsonen, hvilket betød endnu et mesterskab til Haller og Ajax. Godt nok endte Champions League-eventyret i 1/8-finalen, da Benfica blev endestationen, men Haller havde rystet omdømmet som Premier League flop af sig.
Samtidig kronede han en flot sæson med at blive topscorer i den hollandske række med 21 mål og syv assists i 31 kampe.
Værst tænkelige besked
Sébastien Haller havde genfundet målformen og spillelysten, og det fik man altså øje på i Borussia Dortmund. Den 6. juli skrev Haller under på en kontrakt frem til 2026. Haller var hentet ind for at afløse Erling Haaland, der blev sendt afsted til Manchester City, så det var nogle store sko, der skulle udfyldes.
Det skulle dog vise sig at blive det mindste problem i første omgang.
For der gik ikke mange dage, før han følte sig utilpas på holdets træningslejr i Schweiz. Det var ikke kun højdemeterne, der tog på kræfterne, da det viste sig, at Haller havde testikelkræft.
Som følge af kemobehandlinger forsvandt Hallers hår også, men han var meget åben om hele forløbet på sin Instagram-profil, hvor man kunne følge hans hidtil vigtigste kamp. Den 24. november gennemgik Haller sin anden operation for at få fjernet svulsten, og den gik heldigvis ligesom Hallers tid i Ajax: Succesfuldt. I begyndelsen af januar kunne man så se en video fra Dortmunds egen hjemmeside, der viste en storsmilende Sébastien Haller iført en gul Dortmund-trøje, og han meldte sig klar til træningslejren i Spanien.
Seb hat eine Nachricht für Euch! 💌 pic.twitter.com/eMmN26mEmL
— Borussia Dortmund (@BVB) January 2, 2023
Efter næsten et halvt år udenfor banen, lykkedes det så i første omgang i januar måned langt om længe at komme tilbage på græs med sine nye holdkammerater.
Det var da også en glad Haller, der mødte pressen, da han igen var tilbage i træning: ”Selvfølgelig har det været seks hårde måneder. Men nu er jeg bare glad for at være her sammen med drengene og være i stand til at træne. Så ja, det har ikke været nemt, men det har været det hele værd. Det er mit job, og det er også det, jeg elsker mest, nemlig at spille fodbold, så jeg blev nødt til at være i god form”, fortalte han til Bundesligaens egen hjemmeside.
Forløsning og glæde
Den 10. januar kom den uofficielle debut så, da Haller blev skiftet ind efter 74 minutter i træningskampen mod Fortuna Düsseldorf.
En forholdsvis anonym debut i forhold til det rent spillemæssige, men allerede et par dage senere fik han vist, hvorfor Dortmund udså ham som Erling Haalands afløser.
For mod FC Basel scorede han hattrick på bare syv minutter. Haller virkede til at være klar til Rückrunden. I første omgang som indhopper, mens han byggede formen op, men allerede i anden kamp ude mod Mainz, leverede han assisten til det afgørende mål i overtiden, da han kom højest på et hjørne. I runden efter var han valgt til startopstillingen for første gang, og lørdag lykkedes det ham så også at gøre det, han havde drømt om for lidt over 200 dage siden. Score et officielt mål for sin nye klub.
I sine orange støvler med skriften f*ck cancer og på den internationale kræftdag.
Sébastien Haller 1 Cancer 0.