Sidste Sæson
Bundesliga: Nummer 4
Champions League: Kvartfinale
DFB Pokal: 2. Runde
Efter en større omstrukturering i den sportslige ledelse og udskiftning af nøglespillere i truppen var der stor tro på en opløftende sæson. Som et velkendt ansigt i Borussia Dortmund, men relativt ubeskrevet i cheftrænergerningen, var Nuri Sahin kørt i stilling til at løfte det spilmæssige udtryk i klubben. De store forhåbninger til hans trænertalent blev hen over efteråret udstillet. Resultaterne var hostende og hakkende, og hos spillerne var lyset nærmest slukket i øjnene, når de efter bedste evne forsøgte at effektuere en helt ny spillestil – boldbesiddende fodbold med inspiration fra liga-rivalerne Stuttgart og Leverkusen.
For at sige det pænt, så virkede det ikke. Slet ikke. Selv om der blev prædiket tålmodighed, kunne enhver i januar måned se, at det var drevet for vidt. Nederlaget ude til Kiel på 4-2 blev det berømte strå, der fik kamelens ryg til at knække. Man kan vel dårligt klage over Nuri Sahin, men den sportslige ledelse, der ansatte ham, traf i hvert fald en beslutning, der ligner en af de største ledelsesmæssige fiaskoer i de senere år, da man gjorde ham til cheftræner. Borussia Dortmund forblev på nuværende tidspunkt i hans karriere en alt for stor mundfuld, både for hans taktiske formåen og i særdeleshed for hans mandskabsbehandling. Truppen virkede så langt fra inspireret af hans ideer.
Efter et kort vikariat af Mike Tullberg blev Niko Kovač ansat. Der var løftede øjenbryn fra omgivelserne, hvor den generelle opfattelse af hans spillestil var mere henholdende og kontra-baseret, end man ofte ville forvente af BVB. Den rutinerede Bundesliga-træner fik dog hurtigt udstillet basale mangler i truppen og klubben. Spillerne var i dårlig form, var en af hans første konstateringer. At han havde ret, udtrykte Karim Adeyemi efter sejren på 4-2 ude mod Leverkusen i 33. spillerunde. Spillerne havde trængt til at få spark bag i – og det havde Niko Kovač formået at give dem.
Hvordan det kan lade sig gøre at en trup, med det sportslige setup som Borussia Dortmund har, kan være i dårlig form midt i sæsonen, forbliver lidt af en gåde. Men det falder selvfølgelig også tilbage på klubbens øverste ledelse. Udover et øjeblikkeligt fokus på fitness tog det lidt tid, inden den ideelle opstilling indfandt sig. Et 3-mandsforsvar med wingbacks syntes at give holdet mere ro bagud, og offensivt fandt Karim Adeyemi hurtigt ind i en rolle som hængende angriber bag Serhou Guirassy. Det hele faldt på plads over de sidste otte kampe for Niko Kovač, hvor der blev hentet 22 point. Ifølge Opta Analyst løb Borussia Dortmund i netop disse 8 kampe 120,4 km i gennemsnit pr. kamp – mest af alle i Bundesligaen. Det blev lige præcis nok til en 4. plads og Champions League deltagelse denne sæson. Det hele blev pludselig meget velkendt for folk i Ruhrpott, og en sæson, der startede med spil efter en nodeløs melodi, blev erstattet med et spark bagi og en vilje til at yde for fællesskabet – begge dele noget, der værdsættes af klubbens fans.
Transfers
Allerede i maj meldte Lars Ricken ud, at det ville blive en stille sommer, hvad angår indkommende transfers. Det har indtil videre holdt stik, og udover det tidlige køb af Jobe Bellingham er det kun blevet til en knap så bemærkelsesværdig tilgang i form af Patrick Drewes, der skal fungere som tredjevalg på målmandsposten.
Det skal dog nævnes, at der i dette vindue er indgået permanente aftaler med Yan Couto og Daniel Svensson, som hidtil har været i klubben på lejeaftaler. Disse indgår derfor også i det samlede transferbudget. Der kommer formentlig flere tilgange, inden vinduet lukker om en måneds tid, men timingen og mulighederne synes altafgørende for, om nogle af klubbens ønsker kan indfries.
Hvis man skal tro de mest sejlivede rygter netop nu, er sidste sæsons lejesvend Carney Chukwuemeka stadig et varmt emne. Prisen skal dog være rigtig, og allerhelst ønsker man endnu en lejeaftale, så hans fysiske formåen kan vurderes over en hel sæson, inden man forpligter sig til en endelig transfer.
To argentinere – Facundo Buonanotte og Juan Gimenez – nævnes også som potentielle nytilgange. Mens Juan Gimenez (central forsvarer) lader til at være en økonomisk overkommelig transfer (der tales om €5 mio.), kan det vise sig vanskeligere at få Facundo Buonanotte (offensiv midtbane/10’er) fri af sin kontrakt med Brighton.
De offensive positioner har i hvert fald brug for forstærkning efter afgangen af Donyell Malen i vinter, Jamie Gittens denne sommer og Gio Reyna, der ser ud til at være på vej væk. Jadon Sancho nævnes endda som en mulighed, selvom hans kvaliteter ikke nødvendigvis matcher Niko Kovač’ krav til fysik og formation. Men en tilpas lav pris i slutningen af vinduet kan blive for fristende for Borussia Dortmund og et gensyn med englænderen er bestemt ikke usandsynligt.
Det mest markante salg er Jamie Gittens til Chelsea – en transfer, der var rygtet allerede i det tidlige forår, men som først faldt på plads under Klub-VM, hvor den unge englænder langt om længe kunne slutte sig til de nykårede verdensmestre.
Læs også: Få rabat på Borussia Dortmunds kampe i Bundesligaen
I den danske Superliga har man også fået glæde af en Dortmund-afgang. Ingen ringere end klubbens tidligere stortalent Youssoufa Moukoko har fundet vej til en plads i angrebet hos FC København.
Gio Reyna synes at have udspillet sin rolle i klubben, og i skrivende stund (5. august) ligner det et farvel til Bundesligaen og goddag til Serie A – nærmere bestemt Parma, som har afgivet et bud på den unge amerikaner. En transfer virker nært forestående.
Styrket eller svækket?
Styrket
Selv med afgangen af Jamie Gittens synes den nuværende trup at være stærkere end på samme tidspunkt sidste år. De fleste af sidste sommers nytilgange er nu integreret i truppen, men vigtigst af alt er der skiftet på cheftrænerposten, og det har styrket helhedsindtrykket.
Niko Kovač viste i foråret, at han med både erfaring og dygtighed kunne få mere ud af truppen med relativt få justeringer. Hvis han formår at overføre stabiliteten fra de sidste otte Bundesliga-kampe til den kommende sæson, står holdet klart styrket.
Sådan går det Borussia Dortmund denne sæson
Den korteste vej til en titel er at vinde DFB-Pokalen, har Lars Ricken slået fast. Om det lader sig gøre, er dog usikkert – de seneste års præstationer i turneringen taler for sig selv, og det kan være svært at forestille sig, at holdet går hele vejen til finalen i Berlin.
Til gengæld må der ikke herske tvivl om en top-4-placering i Bundesligaen. Det bør være uomtvisteligt og på intet tidspunkt komme i fare. De seneste to sæsoner har været en farlig leg i forhold til dette mål, men afslutningen på sæsonen 2024/25 giver anledning til optimisme – i modsætning til forrige år, hvor det endte med en 5. plads.
Det kræver dog, at cyklussen fra tidligere sæsoner – med indledende optimisme efterfulgt af ustabile resultater – brydes. Emre Can er netop blevet bekræftet som anfører, med Julian Brandt og Nico Schlotterbeck som viceanførere. Om det hierarki er stærkt nok til at skabe en gruppedynamik, der for alvor kan bejle til en titel, er tvivlsomt, og det kan tælle lidt ned i forhold til placering i bundesligaen, og hvor langt denne gruppe af spillere reelt kan gå i Champions League og DFB Pokalen.
Selvom der var skepsis over for Niko Kovač, da han overtog efter Nuri Sahin, virker det til, at han har fundet en stil, der passer både passer til truppen og tiltaler klubbens fans. Det er desuden uvant for Dortmund at starte en sæson med så erfaren en træner.
Niko Kovač levede op til forventningerne som Bayern München-træner (The Double) og overgik dem i Eintracht Frankfurt (vandt DFB-Pokalen). Den erfaring samtidig med at de nærmeste konkurrenter som RB Leipzig og Bayer Leverkusen i gang med større transformationer tegner et billede af en mulig topplacing i Bundesligaen for Borussia Dortmund.
Derfor er buddet, at Dortmund slutter som nr. 2 – stadig efter Bayern München, men med pil op i forhold til de to foregående sæsoner.
Dortmunds idealopstilling
3-4-2-1
Gregor Kobel – Waldemar Anton, Emre Can, Nico Schlotterbeck – Julian Ryerson, Daniel Svensson, Felix Nmecha, Pascal Groß – Jobe Bellingham, Karim Adeyemi – Serhou Guirassy
Hold øje med
Yan Couto havde en svær første sæson efter skiftet fra Girona sidste år.
Han indfriede langt fra de forventninger, klubben havde til ham, og skiftet – både på og uden for banen – var tilsyneladende også vanskeligere for ham, end forventet. Det har både han selv og Sebastian Kehl givet udtryk for.
Han har efter sigende fået et træningsprogram med sig på sommerferie, og kombineret med en generelt bedre fysisk form, kan han ligne en spiller, der kan drage fordel af Niko Kovač’ foretrukne brug af wingbacks. Selv om han for nærværende ikke er førstevalg på pladsen.
Jeg spår ham et gennembrud i den offensive del af Dortmunds spil i denne sæson.




