Hver uge umiddelbart efter sidste slutfløjt sætter bulibold.dk rundens Bundesligahold. Buli-holdet er vores bud på spillere, som på den ene eller anden måde har gjort sig positivt bemærket og dermed fortjent en lille anderkendelse.
Rundens hold – Uge 2 (4-2-3-1):
TOR
Kevin Trapp (Eintracht Frankfurt) – Keeperpladsen var billigt til salg denne runde, men den går til Kevin Trapp, der godt nok lukker et mål ind mod Bayern München, men som også leverer seks redninger og kommer godt tilbage ovenpå sidste uges 1-6 nederlag.
ABWEHR
Stephan Schröck (Eintracht Frankfurt) – Det er ikke nemt at skulle forsvare over for verdens måske bedste spiller lige nu, Ribery, og specielt ikke ugen efter man har tabt 6-1 til en oprykker. Schröck lod sig dog ikke skræmme og med 62 boldberøringer og uhørt høje 11 tacklinger var han klart sit holds bedste!
Naldo (VfL Wolfsburg) – Det har ikke altid været en lige stor succes med brasilianeren i Wolfsburg, men mod Schalke var han enestående. Lukkede fuldstændig af for gæsternes offensiv med en forudseende præstation, og var en evig trussel i luftrummet i offensiven, hvor han var den Wolfsburg-spiller med flest afslutninger. Vandt næsten samtlige dueller mod landsmanden Santana, og så trækker et mål selvfølgelig også altid op.
Martin Stranzl (Borussia Mönchengladbach) – Der var mange gode præstationer i det bagerste geled hos die Fohlen, men Stranzl skiller sig alligevel ud med sin forudseenhed. Syv gange lykkedes det ham at bryde Hannovers spil, og det er mere end en tredjedel af Gladbachs samlede ‘interceptions’
Ricardo Rodriguez (VfL Wolfsburg) – Schweizeren bliver bare bedre og bedre, for hver gang han går på banen. Farfán fik ikke et ben til jorden gennem hele kampen og måtte lade sig udskifte med et kvarter igen uden at have leveret hverken skud eller nøgleafleveringer. Rent offensivt var der også flere glimrende aktioner, og specielt afleveringen til Vieirinha i slutningen af første halvleg var spitzenklasse.
MITTELFELD
Niki Zimling (Mainz 05) – Mainz’ bedste spiller i den tid han var på banen. Et mål, en assist og flere nøgleafleveringer fra den nye plads som offensivt omdrejningspunkt trækker gevaldigt op i karakterbogen.
Luiz Gustavo (VfL Wolfsburg) – Han nåede kun at træne med holdet en enkelt gang efter sit skifte fra Bayern München, men det var ikke til at se. Altid spilbar, god i duellerne og ekstremt pasningssikker. Er det her niveauet bliver han uden tvivl en stor gevinst for Wolfsburg.
Roberto Firmino (Hoffenheim) – Det er svært at indvende noget mod to mål og tre assists! En drabelig præstation fra brasilianeren, der klart var den Hoffenheim-spiller med flest berøringer, og som uden tvivl kan kåres som rundens spiller.
Vieirinha (VfL Wolfsburg) – Kæmpe afbrænder ved stillingen 0-0, men det er også det eneste at sætte på Vieirinhas superkamp. Hjalp til med at lukke af i defensiven med tre succesfulde tacklinger og en konstant trussel i offensiven. Fremragende gennembrud og oplæg til Diego, der havde fortjent bedre, og så var det bare eminent den måde han tørrede Fuchs på og sparkede bolden over i det lange hjørne.
Raffael (Borussia Mönchengladbach) – Han er vel egentlig angriber i Gladbachs formation, men søger en del ud på venstrekanten, får pladsen her på rundens hold. Var konstant truende med syv succesfulde driblinger og gode afleveringer.
STURM
Anthony Modeste (Hoffenheim) – Det er tidligt, men Modeste virker til at være den angriber Hoffenheim har manglet siden Ibisevic. Fem mål i de sidste tre kampe vidner om målnæse. Den 187 cm høje franskmand er rå i sit spil og scorede to gange i denne runde på trods af færrest boldberøringer på hele Hoffenheim-holdet.
TRAINER
Dieter Hecking (VfL Wolfsburg) – Havde lagt den rette taktik mod Schalke og hans mandskab tillod kun 6 skud (heraf to inden for rammen). Fik lukket godt af for Draxler, Farfan og Clemens med til tider dobbelte markeringer, og så var man overlegne på dødbolde, hvor man tydeligvis havde luret Schalkes svagheder
RUNDENS KAMP
HSV-Hoffenheim (1-5). Den havde vi trods alt ikke set komme.
HONORABLE MENTIONS
Nicolai Müller, Kevin Volland, Robin Knoche, Mats Hummels, Max Kruse, Diego, Daniel Ginczek, Hiroshi Kiyotake, Marc-André ter Stegen, Mehmet Ekici, Jonas Hofmann.