bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Borussia Dortmund > Reportage fra FCK – Dortmund: Masser af gnist, men ingen ballade

Reportage fra FCK – Dortmund: Masser af gnist, men ingen ballade

FCK – Dortmund

Borussia Dortmund gæstede onsdag aften Parken i København, hvor die Schwarzgelben ikke var uheldige med at slippe fra den danske nationalarena med et enkelt point. Det største succeshistorie fra aftenen var dog, at der ikke var ballade de to fangrupperinger imellem, hvilket dansk politi ­og mange andre havde forventet og måske endda regnet med.

Onsdag eftermiddag kl. 15.34 parkerede jeg min cykel ved Odense Banegårds Center, inden jeg trådte ind i den stadig forholdsvis nye letbaneforbindelse, der gav mig ly fra de begyndende regndryp, som begyndte at komme ned ovenfra. I letbanen mødte jeg en billet-kontrollør, som skulle se min billet, og fem minutter senere kom han så forbi igen for nok en gang at tjekke billetten.

Jeg går ud fra, at det bare var ekstra opmærksomhed eller såmænd bare glemsomhed, der gjorde, at han gik turen igen. Men det må – apropos regnvejret i det fynske – være vand ift. den kontrol, som både de danske og særligt de tyske fodboldfans på denne dag måtte gå igennem.

Det danske politi havde således opfordret de medrejsende Dortmund-fans til ikke at bære klubbens farver i gadebilledet i den danske hovedstad af frygt for ballade. En helt forfærdelig retning, som fodbolden er på vej imod, fordi nogle, som desværre ikke bare er en håndfuld, udviser en opførsel, som ikke har noget med fodbold at gøre.

Og netop ballade var der allerede optræk til tirsdag aften, hvor politiet var talstærkt til stede foran Parken, mens man også måtte sende knap 200 personer fra Vestegnen, som formentligt var på vej imod selvsamme sted, tilbage hvor de kom fra af frygt for ballade.

Så var linjen ligesom lagt, og det var nok en meget klog beslutning at sende ”fansene” tilbage. Brøndby og Dortmund har således et fansamarbejde, mens det samme er tilfældet mellem FCK og HSV, hvorfor det danske politi stod overfor en enorm stor opgave for at forhindre de skandaløse scener, der udspillede sig i Dortmund i den første kamp mellem de to mandskaber.

Læs også: Sympati, støtte og slåskampe: Tyske og danske fanvenskaber

Det danske politi havde sågar opfordret UEFA til, at der slet ikke måtte komme fans fra Dortmund, men den appel blev dog afvist. I stedet havde Københavns Politi indført skærpet strafzone i området omkring det danske nationalstadion, så de var i den grad oppe på mærkerne, hvilket tirsdagens optræk til ballade desværre også viste var en nødvendighed.

Det var slet ikke muligt for de to fangrupperinger at mødes omkring stadion, da der var festivalhegn rundt omkring Dortmunds udebaneafsnit. Foto: Mads Haugaard

Kampklædt politi – er det overhovedet fodbold?

Tilbage i letbanen, som bragte mig ud til Odense Parkering Syd, hvor jeg stille og roligt kunne sætte mig ind i en FLIX-bus, som skulle bringe mig til København og til kampen mellem FC København og Borussia Dortmund. Et opgør, som – i hvert fald i de danske medier – har fået mere opmærksomhed for det, der kunne ske udenfor kridtstregerne end indenfor, hvor der i øvrigt heller ikke var så meget at spille om.

FC København lå placeret på gruppens sidsteplads med to point for fem kampe, mens Dortmund lå placeret på andenplads med 8 point, hvorfor begge holds skæbner var afgjort, inden der blev fløjtet op i Parken. Dortmund var sikre på at gå videre som nr. 2 i gruppen, mens FCK ikke kunne nå at kravle op i puljen. Alligevel var der en stor portion præmiepenge på godt 20 mio. danske kroner på spil, da det er gevinsten for en sejr i Champions League – og hvem vil ikke gerne have lidt ekstra at gøre med?

Så økonomisk var der fortsat noget på spil, og FCK havde stadig deres første CL-mål i indeværende sæson til gode, mens Dortmund også ville jagte sejren – dog med det forbehold, at Edin Terzic nok ville spare et par profiler.

Tilbage i bussen tikkede der en nyhed ind fra Ekstra Bladet, der skrev, at politidirektør hos Københavns Politi, Preben Dahl, kunne fortælle, at man forventede hooligans fra både Slovakiet og Polen, hvilket åbenbart ikke var unormalt. Han forsikrede dog, at almindelige fans ikke skulle frygte noget, hvis man ellers bare var opmærksom.

Foran Parken var der kampklædt politi så langt øjet rakte, og jeg blev lidt i tvivl, om det var en fodboldkamp, jeg skulle til, i det københavnske mulm og mørke. Der var konstant udrykning og politifolk, der mandsopdækkede området i og omkring det danske nationalstadion. Men det var heldigvis fodbold og ikke en krigszone, og heldigvis kunne politiet løbende berette, at alt var under kontrol. Og så kunne det endelig handle om det, der havde fået alt for lidt fokus, nemlig spillet på grønsværen.

Kobel kom på hårdt arbejde

Det var BVB, der også helt som forventet var spildominerende fra første fløjt, selvom Edin Terzic havde roteret i truppen sammenlignet med opgøret i Frankfurt i weekenden. Jude Bellingham, Julian Brandt, Niklas Süle og Youssoufa Moukoko begyndte på bænken, men det var stadig et slagkraftigt BVB-mandskab, der fortsat havde favoritrollen.

Gregor Kobel måtte dog hive en af de helt store redninger frem efter ni minutters spil, da hjemmeholdets Roony Bardghji sendte et farligt hovedstød af sted mod mål. Kobel fik dog med det yderste af fingerspidserne forhindret et føringsmål til FCK, som efterfølgende tvang Kobel i aktion yderligere to gange kort efter.

Men efter 22 minutters spil kom Dortmund lidt ud af ingenting i front, og det var en scoring, hvor begge wingbacks var særdeles involveret. Felix Passlack, som startede inde for første gang siden marts, tog turen over højrekanten, inden han sendte et indlæg ind i boksen, som Modeste ikke fik ram på. Til gengæld sejlede bolden videre over til back-makker Thorgan Hazard, der havde al tid i hele verden, og det udnyttede han til at sende bolden i nettet til 1-0.

FCK var dog farligst, og efter hjemmeholdet havde banket på flere gang, fik Hakon Arnar Haraldsson bragt balance i regnskabet efter en opspilsfejl hos Dortmund, som blev straffet fire minutter før pausen. Udligningen var i øvrigt helt fortjent, og det fik også lydniveauet i den danske nationalarena yderligere op, da det var københavnernes første scoring i CL-turneringen i denne sæson.

Læs også: Quiz: Borussia Dortmund i Champions League

FCK havde optræk til en pæn håndfuld chancer, hvilket særligt foregik i BVB’s højreside, hvor Felix Passlack havde sine problemer rent defensivt. Dortmund var således heldige med, at det var helt lige ved pausen efter en første halvleg, hvor Gregor Kobel havde sit at se til.

Netop Gregor Kobel blev taget ud i pausen, og i stedet var det Alexander Meyer, som kunne gå ned imod FCK’s mest hardcore fans ved anden halvlegs start. Og de havde forberedt noget af et fyrværkeri-show med masser af bulder og brag og en efterfølgende lugt af krudt, der fik tankerne hen på nytårsaften, som nærmer sig med hastige skridt.

Dortmund-spillerne takker for støtten til de medrejsende BVB-tilhængere efter 1-1 i Parken.

BVB var mest på bolden i anden halvleg, men det blev ikke for alvor farligt. Det var først, da Moukoko kom på banen efter en stor time, hvor han på sin første boldberøring testede den ene opstander. Tættere på kom Dortmund ikke, mens FCK også havde enkelte forsøg, og det var hjemmeholdet, der pressede på i slutningen af kampen. Men Dortmund stod imod, og det endte dermed 1-1 i Parken i en kamp, som tyskerne sagtens kunne have tabt.

Emre Can lignede heller ikke en tilfreds mand, da han uden at vise den store taknemlighed ud mod de medrejsende og derved også uforstående BVB-tilhængere, gik hurtigt i omklædningsrummet, da kampen blev fløjtet af. Resten af Dortmund-mandskabet tog sig dog tid til at takke de medrejsende BVB-fans, som ligesom FCK-fansene virkede til at have opført sig helt efter bogen.

Der var ellers lagt i kakkelovnen til en masse ballade, men det blev heldigvis en fuser – hvilket opgøret til dels også var for Dortmund, som dog er klar til 1/8-finalerne i dette års Champions League.

You may also like
BVB, Borussia Dortmund, Sébastien Haller, Nuri Sahin
Nuri Sahin – Mesterspiller i mesterlære
Borussia Dortmund, fankultur, optakt, tilskuere, fans på stadion, Bundesligaen 2021/22, fyldte stadioner, fodboldrejse i Bundesligaen
Sådan får du rabat på din næste fodboldrejse til Bundesligaen
BVB, Borussia Dortmund, Sébastien Haller, Nuri Sahin
Sæsonoptakt: Borussia Dortmund: Kan Stuttgarts bedste gøre Dortmund bedre?
Borussia Dortmund, BVB, Investorer, spilletidspunkter, optakt
Optakt: Borussia Dortmund – Bochum: Sanchos tilbagekomst