bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til runde 27 i 2. Bundesliga: Sidste chance for Alexander Zorniger og Fürth?
1. FC Kaiserslautern, Relegation, 2. Bundesliga 2022/23

For første gang i forårssæsonen vandt de fire øverste hold. Det betyder status quo blandt de bedste, hvorimod de næstbedste havde noget mere bøvl.
I bunden vandt både Hansa Rostock og Braunschweig, mens Kaiserslautern fik et godkendt point ude mod Hannover. Resultaterne betyder, at Magdeburg, Schalke og Wehen igen befinder sig midt i nedrykningskampen. Velkommen til optakten til runde 27 i verdens bedste næstbedste liga, hvor der undtagelsesvis ikke er nogle kampe fredag aften, da alle kampe pga. landskampspausen spilles enten lørdag eller søndag.

Eintracht Braunschweig – SV Elversberg – lørdag kl. 13.00

Det var en stolt Daniel Scherning, der gav interviews efter udesejren over oprykningskandidaten Paderborn forrige fredag aften. Schernings Braunschweig turde udfordre hjemmeholdet, og det blev belønnet. Efter en lige første halvleg bragte Hasan Kurucay gæsterne foran, da han sikkert omsatte et straffespark. Paderborn udlignede blot tre minutter senere, men da Rayan Phillipes mål ti minutter før tid skulle vise sig at blive kampens sidste, kunne ”Die Löwen” tage tre livsvigtige point med hjem til Niedersachsen.
Elversberg fik ikke et ben til jorden i hjemmekampen mod Kiel, der vandt på et mål i hver halvleg. Kielerne satte sig fra start på spillet, mens hjemmeholdet stod dybt og koncentrerede sig om at holde nullet. Den taktik holdt i 39 minutter, og da gæsterne fordoblede føringen kort inde i anden halvleg, magtede Elversberg ikke at ændre på konceptet.
Bulibolds tip: Eintracht Braunschweig – SV Elversberg 1-0

1. FC Kaiserslautern – Fortuna Düsseldorf – lørdag kl. 13.00

De Røde Djævle fra Betzenberg var tætte på at slippe fra Hannover med alle tre point efter Kenny Prince Redondos føringsmål kort inde i anden halvleg. Kaiserslautern havde endda chancer nok til at kunne lukke kampen, men måtte i stedet nøjes med det ene point, da hjemmeholdet udlignede kort før slut. K´lautern-træner Friedhelm Funkel udtalte dog efter kampen, at han fint kan leve med det ene point, der netop holder klubben over stregen.
Daniel Thiounes Düsseldorf viste ingen nåde, da de besøgte bundproppen Osnabrück. Düsseldorfs farligste mand Christos Tzolis sørgede for en pauseføring på 1-0, inden Takashi Uchino, Marlon Mustapha og Ao Tanaka med hver deres mål sørgede for en meget fortjent 4-0-sejr. Thioune fortalte efter kampen, at han havde ændret taktikken således, at holdet skulle stå dybere på banen og satse på at kontrollere kampe mere end at være boldbesiddende.
Bulibolds tip: 1. FC Kaiserslautern – Fortuna Düsseldorf 2-2

Holstein Kiel – FC Hansa Rostock – lørdag kl. 13.00

På mål af Shuto Machino og Philipp Sander vandt Kiel en let kamp på en ikke altid helt nem udebane i Elversberg. Kiel-træner Marcel Rapp var da også særdeles tilfreds med sit holds indsats. ”Vi kontrollerede kampen over 90 minutter og havde de største chancer, så sejren var meget fortjent. Kiel har dermed fortsat fem point ned til HSV, der indtager tredjepladsen med 44 point.
Rostock tog anden sejr i træk, da Zorniger og Fürth blev sendt hjem med et 0-1-nederlag. Nico Neidhart blev dagens mand, da han scorede kampens eneste mål efter 40 minutters spil. Hansa træner Mersad Selimbegovic var naturligvis en lettet mand efter kampen og udtalte, at han håber, at holdet har det værste bag sig. ”Die Kogge ligger dog stadig på ”Relegationspladsen” men det er tæt dernede.
Bulibolds tip: Holstein Kiel – FC Hansa Rostock 2-1

Hertha Berlin – 1. FC Nürnberg – lørdag kl. 20.30

Dette opgør var nok i sin tid sat til lørdag aften, da DFL havde forventet, at begge hold ville spille med i toppen. Det er bare ikke tilfældet, og så må de to traditionsklubber jo spille om profetens skæg i stedet.
Hertha vandt godt nok en flot 5-2-sejr over Schalke, men Pal Dardais tropper ligger syv point bag HSV og må derfor nok berede sig på at skulle spille en sæson mere i 2. Bundesliga. Både Haris Tabakovic og Marten Vinkler scorede to gange for herthanerne, mens Florian Niederlechner stod for det sidste mål.
”Der Club” kunne intet stille op imod topholdet fra St. Pauli, der scorede én gang i hver halvleg. Nürnbergs Fiel erkendte da også, at hans mandskab var oppe imod overmagten, og at hans spillere ikke kunne klare topholdets presspil.
Bulibolds tip: Hertha Berlin – 1. FC Nürnberg 3-2

FC St. Pauli – SC Paderborn 07 – søndag kl. 13.30

Med en stensikker 2-0-sejr i Nürnberg mangler St Pauli højst fem sejre i sæsonens sidste otte kampe for at være sikre på oprykning, og mindre kan højst sandsynligt gøre det. Johannes Eggestein og Marcel Hartel scorede målene i en kamp, hvor ”Die Kiezkicker” var toneangivende gennem hele kampen.
For Lukas Kwasnioks Paderborn må det være sidste chance, hvis de fortsat vil holde liv i en oprykningschance, der må være smallere end den gennemsnitlige Paradise Hotel deltagers talje. Senest tabte Paderborn overraskende hjemme med 1-2 mod Braunschweig. Adriano Grimaldi udlignede til 1-1 blot tre minutter efter gæsternes føring et kvarters tid inde i anden halvleg, men da Braunschweig scorede endnu engang, så stod Paderborn tilbage uden point. Lukas Kwasniok gjorde sig da heller ingen illusioner efter kampen, men indrømmede mellem linjerne, at hans mandskab bare ikke er godt nok til at spille med om oprykningen.
Bulibolds tip: FC St. Pauli – SC Paderborn 07 4-0

Schalke 04 – Karlsruher Sport Club – søndag kl. 13.30

Gode gamle Simon Terodde fik udlignet to gange for Schalke i udekampen mod Hertha, men lige lidt hjalp det. ”Die Knappen” har spillet en rædderlig sæson, hvor man dog må give dem, at de har vundet de rigtige kampe. Det kan dog stadig ende med en katastrofe, hvad en nedrykning til den 3. bedste række ubetinget må være for en af Tysklands største klubber, da Rostock og Braunschweig kun ligger hhv. to og tre point under Schalke. Schalke har meget ondt i økonomien, hvilket blev udstillet, da den gamle fanfavorit Gerald Asamoah blev fritstillet fra sin rolle som leder af den professionelle afdeling. Stillingen er simpelthen blevet sparet væk.
KSC bekræftede deres gode form, da de fuldstændig pulveriserede Magdeburg med 7-0. Seks forskellige spillere kom på tavlen i et opgør, hvor der naturligvis stod KSC på alt.
Bulibolds tip: Schalke 04-Karlsruher Sport Club 2-2

Wehen Wiesbaden – VfL Osnabrück – søndag kl. 13.30

Denne kamp kunne ikke komme på et bedre tidspunkt for Wehen, der pludselig igen er betænkelig tæt på de tre nederste pladser.
I udekampen mod HSV kunne meget have set anderledes ud, hvis Robin Heusser havde udnyttet den kæmpe chance, som han selv driblede sig frem til. Han skød dog forbi fra tæt hold, og så satte HSV sig på begivenhederne og vandt en fortjent 3-0-sejr.
For første gang i lang tid så Osnabrück direkte opgivende ud, og det endda på hjemmebane. Düsseldorf vandt en bekvem 4-0-sejr, hvor gæsternes ”Zeugwart” ikke burde bøvle med at vaske spillertrøjerne efter kampen. Dertil blev der simpelthen svedt for lidt.
Bulibolds tip: Wehen Wiesbaden – VFL Osnabrück 5-0

Greuther Fürth – HSV – søndag kl. 13.30

Præcis som det var tilfældet med Paderborn, så missede Fürth muligheden for at lægge pres på topholdene, da de tabte 1-0 i Rostock. Den tidligere Brøndby-træner Alexander Zorniger var langt fra tilfreds med sit holds første halvleg, men mente, at de havde fortjent mere via en anden halvleg, hvor holdet viste den rigtige indstilling. Det blev ikke til point, og nu står Fürth, præcis som det er tilfældet med Paderborn igen, foran en ”vind eller forsvind” kamp mod et af Hamburg-holdene.
Steffen Baumgart var iført sin sædvanlige uniform bestående af fan t-shirt og sixpence, men denne gang hjalp det. HSV vandt efter indledende besværligheder en forholdsvis let 3-0-sejr hjemme over Wehen. Miro Muheim gjorde det til 1-0 efter en halv times spil, og i anden halvleg fordoblede Laszlo Benes føringen, inden Ransford Köenigsdoerfer lukkede og slukkede med fem minutter igen. Det var derfor også en yderst tilfreds Baumgart, der efter kampen konstaterede, at hans hold er godt på vej. Med en sejr her, kan han i hvert fald sørge for, at Fürth ikke bliver en del af den afsluttende oprykningskamp.
Bulibolds tip: Greuther Fürth – HSV 1-2

1. FC Magdeburg – Hannover 96 – søndag kl. 13.30

Måske er Hannover den perfekte modstander, når Magdeburg skal forsøge at genrejse sig efter et sviende 7-0 nederlag ude mod KSC. Christian Titz, der forsøgte at genvinde en slags momentum med fire udskiftninger ved pausen, kan vel næppe få bøvl med at motivere sit hold, når naboerne fra Hannover kigger forbi.
”Die 96´er” missede sejren i hjemmekampen mod K´lautern og skulle måske endda være glade for det ene point, som Andreas Voglsammer sikrede med sin udligning 20 minutter før tid. Det betød bare, at top-4 har slået et lille hul, og at Hannover nu ligger fire point efter HSV på 3. pladsen.
Bulibolds tip: 1. FC Magdeburg – Hannover 96 2-1

Topscorerlisten

Robert Glatzel fører fortsat topscorerlisten med 16 træffere, men Haris Tabakovic og Christos Tzolis er nu kun et enkelt mål bag HSV-angriberen. På de følgende pladser skød Marcel Hartel 

sig op på en delt 3. plads sammen med K´lauterns Ragnar Ache.

3. Liga

Kampen om de tre øverste pladser i 3. Liga har udviklet sig til noget af en firkamp. Ulm holdt fast i førstepladsen, da holdet spillede 0-0 i Dresden, der til gengæld gik forbi Regensburg, da sidstnævnte højst overraskende ikke kunne spise marcipanbrød med Lübeck. Preussen Münster er efter en stærk forårssæson nu oppe på fjerdepladsen blot to point efter Regensburg.
I bunden er Freiburg II stort set rykket ned, mens det fortsat ser tungt ud for Lübeck, Duisburg og Mannheim. I næste runde kan Münster gå forbi Dresden, hvis de vinder hjemmekampen mod Dynamoerne. Regensburg får besøg af Halle, mens Ulm skal en tur til Aue.

Få spiltips til tysk fodbold hos SpilXperten

You may also like
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
Max Morlock, Nürnberg, Stadion, fans, 2. Bundesliga
Optakt til runde 12 i 2. Bundesliga – Ballade og vægtløft i Hannover
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
HSV, oprykning
Optakt til 10. runde i 2. Bundesliga: Kong Klose og HSV som HSV?