bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til runde 20 i 2. Bundesliga – HSV marcherer og brandvarme Moussa Sylla
HSV, oprykning, Herrmann Rieger

Så lykkedes det endeligt et hold at forsvare førstepladsen. At det lige skulle være HSV, er måske lidt overraskende, set i lyset af klubbens evne til at spænde ben for sig selv. ”Die Rothosen” bliver dog fulgt til dørs af Köln, der har samme antal point og af Magdeburg og Kaiserslautern, der begge ligger to point bag førerduoen.
I bunden ser det for alvor sort ud for Regensburg, der blev kørt over i bundbraget mod Ulm.
Nu ser vi frem til runde 20, der bl.a. byder på Nordderby på Volksparkstadion, og det er som altid i verdens bedste næstbedste liga, der igen slog rekord, da 322.468 tilskuere overværede de ni kampe i forrige runde.

SV Elversberg – Karlsruher Sport Club – fredag kl. 18.30

Vi starter med et nyt lokalopgør i det sydvestlige. Der er kun godt 100 km fra Spiessen-Elversberg til Karlsruhe, mens der i stillingen blot er et point. Elversberg var ikke heldige, da de tabte 0-1 i Köln, der scorede blot 9 minutter før tid. Begge hold fik inden afgørelsen mål frataget af VAR. Elversberg, der ovenikøbet fik Elias Baum udvist, har nu tabt tre kampe i træk.
Meget bedre går det ikke for KSC, der har tabt forårsturneringens første to kampe. Først scorede Nürnberg sejrsmålet i overtiden, og senest var klubben foran 2-0, men tabte hjemmekampen mod Düsseldorf, da gæsterne ligeledes scorede sejrsmålet i overtiden. Det startede ellers så godt for KSC og danske Mikkel Kaufmann, der stod bag målet til 1-0 efter 9 minutter. Da Robin Heusser gjorde det til 2-0 i det 22. minut, lignede det en sikker sejr. Gæsterne ville det dog anderledes, og med et mål umiddelbart efter pausen og to i kampens sidste ti minutter, lykkedes det Düsseldorf at stjæle alle tre point.
Bulibolds tip: SV Elversberg – Karlsruher Sport Club 2-2

1. FC Nürnberg – SV Darmstadt 98 – fredag kl. 18.30

”Der Club” kom ned på jorden igen, da den var på besøg hos Schalke 04, der førte 2-0, inden der var spillet et kvarter. Stefanos Tzimas bragte lidt spænding tilbage med sin reducering to minutter senere, men det var Schalke, der lukkede kampen med et mål umiddelbart før pausen. Nürnberg træner Miroslav Klose var ikke tilfreds med, hvordan holdet forsvarede sig i første halvleg, ligesom han var utilfreds med, at hans hold blev tvunget til at spille med lange bolde.
Der blev lagt en alvorlig dæmper på Darmstadts forhåbninger om en hurtig tilbagevenden til 1. Bundesliga, da holdet tabte hjemmekampen mod Paderborn med 0-1. Darmstadt-træner Florian Kohfeldt ærgrede sig efter kampen over både resultatet og sit mandskabs indsats. ”Vi spillede for langsomt, og så var det en typisk 0-0 kamp, hvor vi bare forsvarede elendigt ved en enkelt standardsituation.”
Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg – SV Darmstadt 98 3-2

Fortuna Düsseldorf – SSV Ulm 1846 – lørdag kl. 13.00

Düsseldorf var i den grad på hælene i udekampen mod KSC, der startede klart bedst og gik til pause med en 2-0-føring. Det fik Fortuna-træner Daniel Thioune til at reagere og sende Dzenan Pejcinovic på banen fra anden halvlegs start. Det skulle hurtigt vise sig at være en god ide, da Pejcinovic kun skulle bruge to minutter på banen for at reducere KSC´s føring. Det var dog en anden, der blev dagens mand. David Kownacki sørgede nemlig for, at Thioune og Düsseldorf leverede det perfekte comeback, da han med to mål i de sidste ti minutter sikrede sin klub sejren.
Ulm, eller rettere Semir Telalovic, gjorde det onde ved Regensburg, da de to klubber søndag mødtes i et vaskeægte bundbrag. Tyskeren med de bosniske rødder leverede nemlig et vaskeægte hattrick, da han scorede alle tre mål i Ulms pauseføring på 3-0. Oliver Batista Meier gjorde det til 4-0 ti minutter inde i anden halvleg, inden Telalovic kom på tavlen endnu engang. At Regensburg fik pyntet på resultatet i kampens overtid, havde derfor ingen betydning. Ulm ligger dog fortsat på 16. pladsen med to point ned til Braunschweig og tre op til Fürth.

Jahn Regensburg – Hertha Berlin – lørdag kl. 13.00

Regensburg-træner Andreas Patz var klar i spyttet, efter at hans hold tabte 5-1 i Ulm. ”Jeg må undskylde til alle Jahn-fans. Det, som vi viste på banen i dag, var aldeles uacceptabelt. Hvis jeg havde muligheden, så havde jeg udskiftet alle elleve spillere i dag.”
Hertha var tættere på point, men stod ligeledes tilbage med tomme hænder efter 2-3-nederlaget hjemme til HSV. Ligaens førerhold bragte sig foran 2-0, inden Hertha for alvor satte tryk på. Holdet fra hovedstaden fik da også udlignet ved Michaël Cuisance og Marten Winkler i hhv. det 72. og 80. minut for blot at se HSV sikre sig sejren, da de udnyttede en omstilling kort tid efter Herthas udligning. Det var da også en tydelig ærgerlig Hertha-træner Christian Fiel, der udtalte sig til pressen efter kampen. ”Vi udnytter ikke vores chancer og lader samtidig HSV få for lette mål, og så taber man altså den slags kampe.”
Bulibolds tip: Jahn Regensburg – Hertha Berlin 1-0

Eintracht Braunschweig – 1. FC Köln – lørdag kl. 13.00

Daniel Schernings Braunschweig var svineheldige, da det lykkedes holdet at få et point med fra lokalopgøret ude mod Magdeburg. Værterne sad generelt på kampen og forspildte den ene chance efter den anden til at udbygge den 1-0-føring, som de fik efter blot fem minutters spil. I det 69. minut fik Sebastian Polter pludselig skaffet et straffespark, som Lino Tempelmann sikkert udnyttede, og da der ikke blev scoret yderligere, kunne gæsterne rejse hjem med et højst ufortjent point.
Köln holdt snor i HSV, da de vandt hjemmekampen mod Elversberg med 1-0 på Dejan Llubicics mål ti minutter før tid. Det var dog en fattet Gerhard Struber, der efter kampen gav sin analyse af kampen: “Sejren giver mit hold selvtillid og tro på sagerne, men der er godt nok mange punkter, hvor vi kan forbedre os.” Med sejren ligger Köln på den anden direkte oprykningsplads efter HSV.
Bulibolds tip: Eintracht Braunschweig – 1. FC Köln 0-1

Schalke 04 – 1. FC Magdeburg – lørdag kl. 20.30

Det var ”Torjägernes” kamp, da Schalke tog imod Nürnberg. Heldigvis for hjemmeholdet har Schalke to af slagsen, mens Nürnberg må nøjes med en enkelt. Hjemmeholdets kaptajn Karaman gjorde det til 1-0 efter syv minutter, og kort tid efter forhøjede angrebskollega Moussa Sylla til 2-0, inden Nürnbergs topscorer Stefanoz Tzimas reducerede. Moussa Sylla var dog ikke færdig, og med sit andet og kampens sidste mål sikrede han en Schalke sejr på 3-1.
Når Magdeburg ikke kan vinde sådan en hjemmekamp, som det var tilfældet senest mod Braunschweig, så kan man tvivle på, om holdet overhovedet får smagt sejrens sødme hjemme på MDCC-Arena i denne sæson. De kom foran efter kun fem minutters spil og vadede især i første halvleg i chancer for at afgøre kampen. I anden halvleg blev det tydeligt, at Magdeburg spillerne begyndte at spekulere over, hvorfor holdet ikke har vundet en hjemmekamp i elleve måneder, og så gik det hverken værre eller bedre, end at Braunschweig fik tilkendt et straffespark, der sikrede dem et point. ”Hvis vi havde spillet lige så kompromisløst videre i anden halvleg, så havde vi vundet kampen, men spillerne spekulerer for meget, og så scorede Braunschweig på deres eneste skud på vores mål,” lød Magdeburg-træner Christian Titz’ analyse efter kampen. Han kan dog glæde sig over, at Magdeburg til denne kamp er tilbage i udebanens trygge rammer, hvor hans hold har sejret otte ud af ti gange.
Bulibolds tip: Schalke 04 – 1. FC Magdeburg 2-3

SC Paderborn 07 – SpVgg Greuther Fürth – søndag kl. 13.30

Med en sejr på 1-0 ude over Darmstadt meldte Paderborn sig ind i oprykningskampen efter kun at have fundet et point i de seneste tre kampe. ”Vi var det bedste hold både med og uden bolden,” lød det fra Paderborn-træner Lukas Kwasniok, der tilføjede: Efter scoringen koncentrerede vi os om at forsvare føringen hjem og tillod ikke Darmstadt nogle chancer”. Kwasniok gav debut til den tidligere Bochum-målmand Manuel Riemann, der fik en fin start med et clean sheet. Sejrsmålet, der placerer Paderborn på 6. pladsen – tre point efter HSV og Köln, blev sat ind af Felix Platte.
Med tre nederlag i samme antal kampe senest, er Fürth gledet betænkeligt tæt på nedrykningskampen, hvor de er blevet overhalet af Münster. I hjemmekampen mod Kaiserslautern kom Fürth ellers foran efter fem minutter ved Philipp Müller. Gæsterne kom stærkt igen og gjorde det til 2-1, inden Branimir Hrgota udlignede i det 67. minut. Det rakte dog ikke til point, da K´lautern scorede yderligere to gange i en hektisk slutfase, hvor begge mandskaber blev reduceret til ti mand. Målscoreren til 1-0 Philipp Müller røg bl.a. ud pga. et alt for hårdt frispark, og han må stå over i kampen mod Paderborn.
Bulibolds tip: Sc Paderborn 07- SpVgg Greuther Fürth 2-0

1. FC Kaiserslautern – Preußen Münster – søndag kl. 13.30

Det var en glad K´lautern-træner Markus Anfang, der efter kampen i Fürth konstaterede: “Når du scorer fire gange på udebane, så har du fortjent at vinde,” og det kan han jo have ret i. Anfang så Marlin Ritter og Daisuke Yokota bringe de røde djævle i front efter Fürths tidlige mål. Filip Kaloc og Ragnar Ache noterede sig for K´lauterns sidste to mål. Sejren placerer Kaiserslautern på 4. pladsen med samme antal point som Magdeburg.
Over 5.000 Münster fans havde taget turen til Hannover for at støtte deres hold i en svær udekamp, og det kunne godt betale sig. Hannover havde bolden mest, men Münster forsvarede sig godt og fik et fortjent point med hjem til Westfalen, da Florian Pick og Joshua Mees sørgede for Münsters mål i 2-2 kampen. Det var da også en stolt Sasha Hildmann, der efter kampen roste begge hold; ”Det var en god 2. Bundesligakamp, hvor begge parter søgte afgørelsen.” Münster har ikke tabt i fire kampe på stribe og ligger nu på 14. pladsen med tre point ned til Ulm.
Bulibolds tip: 1. FC Kaiserslautern – Preussen Münster 1-1

HSV- Hannover 96 – søndag kl. 13.30

Vi slutter af med et Nordderby, hvor HSV tager imod Hannover. HSV forsvarede dygtigt, men også heldigt, førstepladsen med en 3-2-sejr i Berlin foran 20.000 medrejsende HSV-fans. Særligt målmand Daniel Heuer Fernandes leverede mange flotte redninger. HSV kom foran 2-0 ved Davie Selke og Ransford Koeningsdoerfer. Hertha satte dog en flot slutspurt ind og fik udlignet med to mål i kampens sidste fjerdedel blot for at se HSV sætte endnu en træffer ind, da de udnyttede en omstilling. Det var fjerde sejr i sjette kamp for den nye HSV-træner Merlin Polzin, der dog ikke var meget for at tale om sig selv efter kampen: “Det drejer sig i stedet om HSV, og hvad vi vil som klub. Gutterne kæmpede for hinanden, og jeg er meget tilfreds med deres reaktion efter udligningen.”
Polzins kollega André Breitenreiter ærgrede sig derimod over, at hans spillere måtte nøjes med 2-2 i hjemmekampen mod Münster. ”Vi tilspillede os chancer nok til at afgøre flere kampe end denne”, lød det fra Breitenreiter efter kampen. Nicola Tresoldi og Enzo Leopold stod for Hannovers mål.
Bulibolds tip: HSV – Hannover 96 3-1

Topscorerlisten i 2. Bundesliga

Med sin ”Doppeltpack” mod Fürth overhalede Moussa Sylla Budu Zivzivadse i spidsen af topscorerlisten. Moussa Sylla er nu oppe på 13 mål, mens Zivzivadse af gode grunde stadig står noteret for 12 træffere. Kenan Karaman og Davie Selke deler 3. pladsen med 11 mål hver.

Stillingen i 3. Liga

Med et mål fire minutter før tid forsvarede Energie Cottbus med nød og næppe førstepladsen, da de hjemme spillede topopgør mod Dynamo Dresden. Kampen sluttede 1-1, og det udnyttede Saarbrücken med en 4-3 sejr ude over Sandhausen til at komme helt op i slipstrømmen af de to tophold.
Saarbrücken skal dog på en svær udebane i næste runde, da turen går til Ingolstadt, hvor ligaens topscorer, danske Sebastian Grønning, huserer. Cottbus skal til Aachen, mens Dresden hjemme skal spille lokalopgør mod Aue.