bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Eintracht Frankfurt – RB Leipzig

Optakt: Eintracht Frankfurt – RB Leipzig

De højtflyvende ”ørne” fra Frankfurt har på overraskende vis møvet sig ind i Bundesligaens topstrid, og før denne runde indtog de ligaens 4.-plads. Når RB Leipzig denne mandag aften gæster Commerzbank-Arena, står Niko Kovacs drenge altså af den grund over for en duel med en direkte konkurrent i kampen om billetter til næste sæsons Champions League.

Kampfakta:

Spillested: Commerzbank-Arena, Frankfurt
Dommer: Zwayer
Kamptidspunkt: Mandag 20:30

Holdnyt:

Eintracht Frankfurt:

I sidste runde vandt Eintracht Frankfurt med 4-2 hjemme over bundproppen fra Köln. Da Bayer Leverkusen samtidig led et hjemmenederlag på 0-2 til Hertha BSC, rykkede ”Die Adlern” op på tabellens Champions League-givende fjerdeplads.

Ud over succes i ligaen har Eintracht også spillet sig til semifinalen i DFB-Pokalen. Derfor bliver der måske en mulighed for Eintracht til at revanchere sidste sæsons finale-nederlag til Dortmund.

Med semifinalepladsen i DFB-Pokalen og med den fine positionering i ligaen har det potentiale til at blive en stor sæson for et Eintracht Frankfurt-hold, der efter et par magre år har fundet noget godt med Niko Kovac ved roret.

Frankfurt har en solid defensiv. De har også bygget rigtig godt på i det offensive. Spillere som Kevin Prince-Boateng og Sebastien Haller har forstærket holdet fremme i banen, og har på samme tid gjort Frankfurt mere seværdige i forhold til sidste sæson.

Til mandagens opgør må Niko Kovac se bort fra Jonathan De Guzman, Tawatha, Regäsel, Danny Blum og Alex Meier. Til gengæld kan han glæde sig over, at David Abraham er blevet meldt klar.

RB Leipzig:

Hasenhüttls drenge hev en 2-0-sejr over Augsburg hjem i sidste weekend.

”Die Roten Bullen” fik en lidt haltende start på ”Rückrunden”, men med rent bur og sejr to kampe i streg er Leipzig begyndt at finde den rytme, der for anden sæson i træk skal sende Leipzig i Champions League. Sæsonen har været lidt mere broget for østtyskerne, end den var sidste år. De står dog alligevel blandt de klare favoritter til at tage en af de tre Champions League-givende placeringer bag Bayerns stensikre 1.-plads.

I torsdags fik Leipzig også en opløftende 1-3-sejr på udebane over Napoli i Europa League. Spørgsmålet er om kampen har sat sig lidt i fødderne på Leipzig-spillere til dagens kamp?

Marcel Halstenberg er Ralph Hasenhüttls eneste nævneværdige fravær til dagens kamp. Den østrigske Leipzig-træner kan på samme tid også glæde sig over, at Emil Forsberg skulle være klar til at få sit Bundesliga-comeback i denne sæsons første mandagskamp.

Karantæner:

Eintracht Frankfurt: Ingen
RB Leipzig: Ingen

Bud på startopstillinger:

Eintracht Frankfurt: Hradecky; Wolf, Salcedo, Russ, Falette, Chandler; Boateng, Mascarell, Gacinovic; Haller, Rebic
RB Leipzig: Gulasci; Klostermann, Orban, Upamecano, Bernardo; Kampl, Demme, Keita, Bruma; Poulsen; Werner

Vidste du, at…:

Ante Rebic har en fortid i Leipzig? I 2014-15-sæsonen repræsenterede angriberen ”Die Roten Bullen” i 2. Bundesliga, hvor han fik ti kampe.

Dom:

Det kan godt gå hen og blive en rigtig tæt kamp. Vores mavefornemmelse siger, at Eintracht på hjemmebanen hiver en smal sejr hjem. 2-1 til Kovacs drenge.

Vil du en tur til Frankfurt for at opleve den fantastiske stemning på stadion, så se her, hvordan du får billetter til deres kampe.

 

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Optakt, Schalke
Optakt til runde 4 i 2. Bundesliga – En vred Zorniger og storkamp i Gelsenkirchen
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
Sæsonoptakt: 1. FSV Mainz 05 – Svær sæson for Bo nummer to