Hjemmeholdet oplever deres bedste sæsonstart i 23 år, men de møder et Dortmund-hold, der for alvor er ved at genfinde formen efter en mindeværdig uge for klubben.
Kampfakta:
Spillested: Commerzbank-Arena, Frankfurt
Dommer: Stark
Kampstart: Lørdag 15:30
På tv: Eurosport 2
Holdnyt
Frankfurt:
Sidste uges sene sejr mod Werder Bremen betyder, at Frankfurt inden denne runde har samme pointantal som Dortmund, men en ekstrem tæt top gør, at hjemmeholdet er placeret som nummer syv, mens gæsterne er på tredjepladsen.
Faktisk er Frankfurt den bedste syver nogensinde, hvis vi kigger på pointantal efter 11 runder – for dem der går op i det.
Mere væsentligt er det, at Kovac virker til at have fået bygget noget solidt op i Frankfurt. Det er ikke et hold, der har niveau til at spille med i toppen af ligaen, men defensiven har været god og kun lukket ni mål ind.
Hjemmeholdet skal forsøge at ride videre på deres bedste sæsonstart i 23 år, men må undvære Anderson, Regäsel, Russ, Tawatha, Varela, Blum, Flum, Gerezghier, Stendera, Tarashaj, Medojevic og Mascarell.
Dortmund:
Det har været en mindeværdig uge for Dortmund. Lørdag slog de Bayern og bragte sig tilbage i kampen om mesterskabet, og tirsdag leverede de en af Champions Leagues mest historiske kampe, da de vandt med surrealistiske 8-4 mod Legia.
En kamp hvor Tuchel roterede hele ni spillere fra triumfen mod Bayern, og hvor Reus gjorde comeback med et hattrick, indtil UEFA fratog ham den sidste scoring.
Tuchel må håbe på, at hans hold kan fortsætte de offensive takter fra tirsdag (og samtidig får bedre styr på defensiven), da Frankfurt faktisk er det mandskab, som Dortmund oftest har mødt uden at score. Omvendt er die Adlern til gengæld det hold, som de sort-gule har hentet flest sejre mod i Bundesligaen nogensinde.
BVB må undvære Bürki indtil forårssæsonen begynder, og det betyder, at Weidenfeller får plads i buret. Han har i sine to seneste kampe i Champions League og Bundesligaen lukket syv mål ind. Bender er fortsat ude, og det samme er Subotic, der i midtugen spillede sin første kamp i otte måneder, da han var med for Dortmunds reservehold.
Ellers har Tuchel samtlige spillere til rådighed, og det betyder nok, at Marco Reus efter 90 minutter mod Legia må begynde på bænken.
Karantæner:
Frankfurt: Mascarell
Dortmund: Ingen
Bud på startopstillinger:
Frankfurt: Hradecky – M. Hector, Abraham, Vallejo – Chandler, Hasebe, Huszti, Oczipka – Fabian, Gacinovic – Meier
Dortmund: Weidenfeller – Piszczek, Sokratis, Ginter, Schmelzer – Weigl – Dembelé, Castro, M. Götze, Schürrle – Aubameyang
Vidste du, at…:
der er noget nær garanti for mål? I de sidste to holds 40 indbyrdes opgør er der altid blevet scoret minimum et mål.
Dom:
Dortmund har været svingende i deres præstationer i denne sæson, og særligt på udebane har det ikke altid været lige godt. Vi tror dog på, at et næsten komplet Dortmund-hold sætter et skadesplaget Frankfurt–mandskab til vægs og sikrer sig en komfortabel sejr. 1-3.