”Må Hoffenheim brænde op i helvede!!!”
Præcist sådan sagde jeg til konen fredag aften, da holdet omkring Robert Skov tabte hjemme til Werder. At hun så havde tre Bremen spillere på sit hold gjorde ikke humøret bedre.
Bulibold holdet klarede sig så stadig ok i en runde, hvor Leverkusens Frimpong valgte at score to mål, og hvor Nkunku udlignede i Leipzigs ellers skuffende remis mod Mainz. Her kommer optakten til runde ti i Bundesmanagerspillet, hvor corona endnu engang er en vægtig modstander.
Mine udskiftninger:
Målmand
Janis Blaswich er min målmand i resten af spillet. Han er billig, spiller på et godt hold, som endda har et godt program.
Så lad ligge, at han ikke holdte nullet i Mainz.
Forsvar
Jeg beholder mine tre forsvarsspillere. Frimpong får chancen for at score igen i den ellers svære udekamp i Frankfurt, og mine to Hoffenheim ”gøglere” kan passende råde bod på fredagens katastrofale kamp, når de tager en tur til Schalke.
Midtbane
Det samme gør sig gældende på midtbanen, hvor Becker stadig må være et must, trods nul mål i de seneste to kampe. Kamada startede ude, men scorede i CL mod Spurs, Geiger er stadig bare billig og Nkunku er ”on fire”.
Angreb
Jamal Musiala (6,2 mio) Bayern ud – Sadio Mané (9,4 mio) Bayern ind
I sidste optakt citerede jeg Marlene Dietricht, men denne gang må det blive mere fladpandet i form af Nice Devices ”Cool Corona”. Den unge Bayern stjerne er den seneste af mange corona ramte i Bayerns trup og ser ikke ud til at blive klar. Så er det måske passende at tage Mané til nåde, især når han har scoret tre i de seneste to kampe.
Andrej Kramaric (6,1 mio) ud – Phillip Hofmann (2,7 mio) Bochum ind
Når vi nu har gang i sangteksterne, hvad er så mere passende end at brøle:
”Tief im Westen, wo die Sonne verstaubt”.
Det er introen fra Herbert Grönemeyers kærlighedserklæring til sin hjemby fra 1984 albummet, der meget passende hed ”4630 Bochum”. Det er ingen hemmelighed, at jeg holder af de små hold, og VFL er bestemt et af dem. Holdet fra Ruhrpotten vandt en imponerende 3-0-sejr hjemme over Frankfurt, og jeg tænker, at Hofmann kommer på tavlen for anden kamp i træk.
Læs også: Bochum – Du Blume im Revier
Opsummering
De tre resterende Hoffenheim spillere får chancen for at revanchere sig mod Schalke, og så snakker vi ikke mere om dem. Det var utrolig fristende at købe Silva fra Leipzig, men jeg gik med Mané på trods af, at de møder et Freiburg hold, der elsker at være ”underdogs”.
Jeg var i tvivl om mine to berlinere hjemme mod BVB, men da de begge er angribere, så får de chancen igen.
Mangler du alternativer til mine udskiftninger, så må Köln spillerne være et godt bud, da de har en overkommelig kampe hjemme mod Augsburg.
Anførervalg
Jeg går tilbage til en fuser og satser på, at Mané er blevet mere glad. Han tager sig af Bayerns straffespark og laver forhåbentligt 2-3 mål i denne runde.