FC Köln kæmper for at nå top seks, mens Dortmund skal sikre sig tredjepladsen, der giver direkte adgang til Champions League. I en direkte duel venter kampen mellem to af ligaens målfarlige angribere Modeste og Aubameyang, som skal hjælpe deres hold til sejr og forsøge at tilsidesætte Lewandowski i kampen om topscorertitlen.
Kampfakta:
Spillested: Signal Iduna Park
Dommer: Tobias Stieler
Kamptidspunkt: Lørdag 15.30
På TV: Eurosport 2
Holdnyt:
Borussia Dortmund:
Dortmund er sikret en plads i Europa og kan med en sejr sikre sig adgang til Champions League i næste sæson, hvis Hertha BSC taber deres kamp mod Werder Bremen. Hvis alt flasker sig, kan klubben derfor se tilbage på en succesfuld uge, hvor de slog rivalerne fra München ud af semifinalen i DFB Pokal. Inden rundens kamp ligger Dortmund på tredjepladsen som sikrer direkte adgang til Champions League, men Hoffenheim er kun ét point efter på fjerdepladsen.
Die Schwarzgelben er stærke på Signal Iduna Park og er ét af tre hold, der endnu ikke har lidt et nederlag på hjemmebane. De to andre hold er Bayern München og overraskelsen Hoffenheim. Sammen med Den Gule Mur skal de forsøge at drage fordel af hjemmebanen i kampen mod FC Köln, da de ikke har vundet de seneste fem indbyrdes kampe. Det er således endt med tre uafgjorte og to nederlag. Köln-træner Stöger har således aldrig tabt en kamp til Dortmund i sine knap tre år i klubben. Man skal tilbage til marts 2012 for at finde seneste Dortmund-sejr over Köln, hvor de ved den lejlighed vandt med hele 6-1 på udebane.
Med midtugens kamp i pokalturneringens semifinale i mente, forventes det, at Thomas Tuchel roterer på et par positioner, hvilket kan give plads til spillere som Passlack og Ginter i startopstillingen. Derudover forventes det også, at Tuchel fortsat må set bort fra Bartra, Götze, Rode, Sahin og Schürrle.
1. FC Köln:
Med Frederik Sørensen i truppen, har FC Köln indtil for nyligt præsteret godt og ligget til en plads i Europa League, men man ligger nu på ottendepladsen. Klubben er tre point fra sjettepladsen, hvilket skyldes, at de kun har fået point i fem af de sidste elleve kampe, hvor det har udmøntet sig i to sejre og tre uafgjorte. De har derfor hårdt brug for at få gang i topscoreren Modeste, som kun har scoret ét mål i de seneste fem kampe.
Hvis det skulle lykkedes Die Geißböcke at få sejren i Dortmund, vil det være en tiltrængt sejr for de medrejsende Köln fans. Köln har kun vundet tre udekampe og har ikke vundet på udebane siden januar, hvor de sejrede med 6-1 over Darmstadt. For at finde seneste udesejr mod Dortmund, skal vi helt tilbage til april 1991, hvor blandt andet Henrik Andersen og Flemming Povlsen var i holdopstillingen for hvert sit hold. Desuden var det en kamp hvor rollerne var byttet om, da Köln lå nummer fem og BVB nummer ti.
Til forskel fra seneste kamp mod Hoffenheim, har de muligheden for at lade Subotic spille i midterforsvaret, da han har et indgående kendskab til modstanderen. Dette vil formentlig bringe F. Sørensen på bænken. Derudover trækker Hector formentlig ned som back, mens Höger erstatter den skadesplagede Rausch på midtbanen. Træner Stöger må udover Rausch undvære Risse, Guirassy og Zoller.
Karantæner:
Borussia Dortmund: Ingen
FC Köln: Ingen
Bud på startopstillinger:
Borussia Dortmund: Bürki – Piszczek, Sokratis, Ginter – Passlack, Castro, Weigl, Schmelzer – Dembelé, Reus – Aubameyang
FC Köln: Horn – Klünter, Sørensen, Heintz, Hector – Lehmann, Höger – Jojic, Bittencourt – Osako, Modeste
Vidste du, at…:
FC Köln kan spille med Bittencourt, Jojic og Subotic som alle tidligere har spillet for Dortmund? Subotic hentede de på leje i januar, men man har kun vundet en kamp med ham i startopstillingen.
Dom:
Med Kölns nuværende form er det svært at se, hvordan de endelig skal sejre på Signal Iduna Park. Modeste skal få gang i måltavlen, og så kan de måske finde selvtillid i at være ubesejret i fem kampe mod Dortmund. Selv med et par ændringer i holdopstillingen burde BVB dog fortsat have klassen til at forblive ubesejrede på hjemmebanen. Kampen ender 2-1.