bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Bayern München > Optakt: Bayern München – Barcelona: Formstærke Bayern møder et såret Barcelona-hold

Optakt: Bayern München – Barcelona: Formstærke Bayern møder et såret Barcelona-hold

Champions League UEFA, højdepunkter

Bayern München har været utrolig godt kørende på det seneste, og nu er det alvor i Lissabon, hvor Barcelona er modstanderen i Champions League-kvartfinalen. Bayern er små favoritter, men det kræver i den grad sin mand at stoppe Messi og co, selvom ikke alt går catalanernes vej for tiden.

 

Kampfakta

Kamptidspunkt: Fredag, kl. 21.00
Spillested: Estadio da Luz, Lissabon
Dommer: Damir Skomina, Slovenien
TV: TV3 plus

 

Holdnyt

Bayern München 

Vi kan næsten ikke ønske en bedre måde at starte weekenden på, end en kvartfinale i Champions League mellem Bayern München og FC Barcelona. Og det endda med et Bayern-mandskab, der siden Hansi Flick tog over i klubben har været blandt favoritterne til at løfte pokalen med de store ører.

Bayern var flyvende efter corona-starten, hvor de for alvor satte tingene på plads i Bundesligaen ved at vinde for ottende sæson i træk, mens de også gjorde det af med Frankfurt i DFB-Pokal-finalen, så de sikrede sig endnu en The Double.

Bayern spillede sig derudover også stensikkert videre til Final8 i Lissabon med en samlet 7-1-sejr over Chelsea i 1/8-finalen. Bayern er da også ubesejret siden december måned, hvor de siden da har vundet 26 ud af 27 af kampene. Derudover har de også vundet de 10 seneste kampe, så de kommer i hvert fald til Lissabon med selvtilliden i orden.

Det har dog været en relativ lang pause for rekordmestrene, som inden kampen mod Chelsea ikke havde spillet en betydningsfuld kamp i en måned. Men det er alligevel et Bayern-hold, som vi skal kende ret dårligt, hvis ikke de alligevel står skarpt på banen i Lissabon fredag aften. Man skal dog aldrig sige aldrig, men sidst Bayern holdt en pause – pga. corona – var de jo nærmest frygtindgydende. Hvem ved, måske er rekordmestrene på samme niveau igen i Lissabon?

David Alaba har også fortalt på pressemødet forud for opgøret, at tyskerne har respekt for Barcelona, men at de også er klar over, at de selv er godt kørende.

– Forventninger er selvfølgelig enorme. Barcelona har et godt hold, det er vi klar over. De har meget dygtige individualister, men det vil vi overkomme, og vi tager til Portugal med selvtillid. Vi har brug for hinanden, og vi skal ikke gemme os, forklarer Alaba.

De to mandskaber har tidligere stået overfor hinanden i Champions League, senest i 2015, hvor Barcelona vandt samlet 5-3 i to ekstremt underholdende opgør. Bayern har altså noget at skulle revanche, og de har før vist, at de kan slå Barcelona ud, det skete nemlig tilbage i 2013, hvor de vandt med svimlende 7-0 – og senere gik hele vejen og løftede trofæet mod Dortmund, hvilket fuldførte The Treble. Noget lignende kan måske være under opsejling i år…

Når man snakker om Bayern i år – og generelt de seneste par år – kan man ikke undgå at nævne, Robert Lewandowski. Lewandowski kommer uden tvivl til at gøre sit for, at Bayern ikke ryger ud til Barca som i 15’, og polakken er i øjeblikket også topscorer i Champions League med 13 mål i syv kampe. Det virker næsten usandsynligt, hvis ikke Lewandowski scorer mod La Blaugrana.

Hansi Flick må til opgøret undvære Benjamin Pavard, mens Boateng, der blev skadet mod Chelsea er taget med til Portugal – men er tvivlsom. Det samme er tilfældet med Kingsley Coman, der døjer med en muskelskade, hvilket betyder, at Ivan Perisic får genvalg på kanten – nøjagtig som mod opgøret mod Chelsea. Alphonso Davies sad over ved onsdagens træning, men han meldes dog klar til kamp

Vinderen af opgøret møder vinderen af Manchester City og Lyon i semifinalen i næste uge.

 

FC Barcelona

Modsat Bayern har Barcelona haft et kaotisk 2020, hvor trænerfyring, manglende resultater og et misset mesterskab har fyldt meget i Catalonien. Alligevel har Barca fundet vej til kvartfinalen i Lissabon, og det skete efter et forholdsvis overbevisende 2. opgør mod Napoli på et tomt Camp Nou. Efter 1-1 i Italien steppede særligt Lionel Messi op, da Barca vandt 3-1 over Napoli – og gik videre med samlet 4-2.

Selvom det bliver svært skal Bayern naturligvis forsøge at lukke Messi ned, da han er med i stort set alt Barças offensive spil, men det bliver noget af en opgave. Blandt andet Jerome Boateng har haft flere tåkrummende dueller mod den lille argentiner, der har snoet midterforsvaren om sin lillefinger.

Barca-træner, Quique Setién, må undvære danske Martin Braithwaite, der ligesom Bayerns Sané ikke er skrevet i truppen, mens franske Samuel Umtiti er knæskadet. Derudover er brasilianske Arthur heller ikke med i Lissabon, da han skifter til Juventus, og derfor er der store uenigheder om ham, da han ikke ønsker at spille for Barça længere.

Setién kan til gengæld håbe på at få den tidligere Dortmund-spiller, Ousmane Dembélé tilbage fra en lang knæskade til opgøret mod Bayern, mens også Sergio Busquets er tilbage efter karantæne mod Napoli i det seneste opgør, ligesom den tidligere Bayern-spiller, Arturo Vidal er det.

Til sidst skal det nævnes, at selvom Barcelona ikke har haft nogle specielt mindeværdig sæson, skal man aldrig afskrive catalanerne, for de lever om nogen for denne turnering – og de er ekstremt sultne efter at vinde turneringen, som de ikke har vundet siden 2015. Og en Champions League-sejr vil uden tvivl fjerne fokus fra en miserabel sæson, hvor de havde mesterskabet i egne hænder, men endte med at være fem point efter rivalerne fra Real Madrid.

Karantæner

Bayern München: Ingen
Barcelona: Ingen

 

Bud på startopstillinger

Bayern München: Neuer (c) – Kimmich, Süle, Alaba, Davies – Goretzka, Thiago – Gnabry, Müller, Perisic – Lewandowski

Barcelona: Ter Stegen – Semedo, Pique, Lenglet, Alba – Roberto, Rakitic, De Jong – Messi (c), Suarez, Griezmann

 

Vidste du, at..:

både Bayern München og FC Barcelona har vundet Champions League fem gange hver? De øvrige hold, der er tilbage i turneringen, har aldrig løftet pokalen med de store ører.

 

Dom:

Det er sjældent, at et hold er favoritter mod Barcelona, men vi vover alligevel pelsen, og giver den til Bayern i fredagens kvartfinale. Bayern er spillemæssigt på et uhørt højt niveau, og vi tror på, at Lewandowski og co. går videre til semifinalen i det, der sagtens kan blive et underholdende opgør, 3-1 til rekordmestrene.

You may also like
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Lodtrækning til 1/8-finalerne i DFB Pokal 2024/25
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 8 – Tilbage til Harry Kane