bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Nürnberg > Optakt til 34. runde af 2. Bundesliga: Hvem følger Schalke op i Bundesligaen?
HSV, Hamburger SV, Mikkel Kaufmann, 2. Bundesliga

Så er det på søndag, at den fede dame synger, og en af sangene på hendes repertoire må være ”Blau und Weiss wie lieb ich dich”, som er Schalke 04´s officielle sang. ”Die Knappen” leverede et fantastisk comeback og vendte 0-2 til en 3-2 sejr mod St. Pauli og sikrede sig som de første en plads i Tysklands fineste liga.
Hvem der skal følge Schalke med op og hvem, der må nøjes med de to ”relegationsspiele” er, hvad der mangler at blive afklaret. Her er optakten til sidste runde i verdens bedste næstbedste liga, hvor alle kampe spilles søndag kl. 15.30.

 

St Pauli- Fortuna Düsseldorf
St Pauli kan stadig nå at blive á point med både Darmstadt og HSV, men med en væsentlig ringere målscore, må ”Die Kiezkicker” erkende, at en ellers flot sæson slutter med et antiklimaks. Düsseldorf spiller friskt til, så det kan sagtens blive et målrigt opgør.
Bulibolds tip: 3-2

 

Werder Bremen-Jahn Regensburg
Werder sikrede sig med 3-0 sejren ude mod Aue denne matchbold. Et enkelt point er nok til den anden direkte oprykningsplads, og da Regensburg intet har at spille for, vinder Werder Bremen sikkert.
Bulibolds tip: 3-0

 

Darmstadt 98-SC Paderborn 07
I dette opgør er Darmstadt, efter et utrolig skuffende 1-2 nederlag i Düsseldorf, pisket til at vinde og samtidig håbe på, at Werder og/eller HSV kvajer sig.
Paderborns sæson er slut, og en ellers flot udebanestatistik er ikke nok her.
Bulibolds tip: 3-1

 

FC Heidenheim-Karlsruher SC
Et betydningsløst opgør, hvor Heidenheim nok gerne vil slutte godt af foran egne fans.
Bulibolds tip: 2-0

 

1. FC Nürnberg-Schalke 04
Her er der heller ikke alverden på spil, men mon ikke der søndag kører en blå karavane fra Ruhr-Distriktet og sydpå til Max-Morlock-Stadion, hvor Schalkes tilhængere vil hylde deres helte og gøre deres, for at sikre sig ligaens førsteplads? Og så oven i købet mod venskabsklubben fra Nürnberg. Jeg tror Schalke vinder mod et Nürnberg hold, der bestemt ikke har overpræsteret på det seneste.
Bulibolds tip: 1-3

 

Se Schalke sikre sig oprykning til Bundesligaen

 

Hannover 96-FC Ingolstadt 04
Nok en betydningsløs kamp, hvor Hannover dog må være store favoritter.
Bulibolds tip: 3-0

 

SV Sandhausen-Holstein Kiel
En kamp mellem to mandskaber, der begge har flirtet med redrykningsstregen, men hvor begge spillede sig fri via fine forårssæsoner. Det kan de passende fejre ved at forkæle tilskuerne med en målrig kamp.
Bulibolds tip: 2-2

 

Dynamo Dresden-Erzgebirge Aue
Næstsidste kamp er et lokalopgør i Sachsen på en lidt trist baggrund. Aue er rykket ned, og det har længe været en kendsgerning, at Dynamoerne ikke kunne spille sig væk fra 16. pladsen. Dresden har med de kommende to ”Relegationsspiele” brug for at optimere formen, og det må gøre forskellen, inden Kaiserslautern venter.
Bulibolds tip: 3-1

 

Hansa Rostock-HSV
Rundens sidste opgør er et meget vigtigt et af slagsen for HSV. ”Die Rothosen” har leveret et comeback, der er kommet bag på de fleste og kan med en sejr på DKB-Arena stort set sikre sig 3. pladsen. Skulle Bremen dumme sig mod Regensburg, så er 2. pladsen endda inden for rækkevidde. Selv om Hansa garanteret gerne vil drille, så tager Glatzel & Co. alle tre points her.
Bulibolds tip: 1-2

 

3. Liga

1. FC Magdeburg har sikret sig oprykningen via en suveræn førsteplads, og egentlig skulle sæsonens sidste runde byde på en tvekamp om den anden direkte oprykningsplads. Men da alle Türgücü´s kampe er blevet annulleret, ligger det fast, at Eintracht Braunschweig ligeledes skal spille 2. Bundesliga fra august, mens 1. FC. Kaiserslautern skal forsøge sig i de to ”Relegationsspiele” mod Dynamo Dresden.

Få spiltips til tysk fodbold hos SpilXperten

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Optakt, Schalke
Optakt til runde 4 i 2. Bundesliga – En vred Zorniger og storkamp i Gelsenkirchen
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
Sæsonoptakt: 1. FSV Mainz 05 – Svær sæson for Bo nummer to