bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Hvor mange stjerner er et mesterskab værd?
Bayern München, optakt, Thomas Müller

I weekenden kan Bayern München for 30. gang løfte die Meisterschale som et bevis på, at de nok en gang er vindere af Bundesligaen, og det betyder også, at deres trøjer fra den kommende sæson får en ekstra stjerne over logoet. Rekordmestrene har nu i alt fem stjerner på spilletrøjen.

Siden 2004/05 sæsonen har flere af de tyske klubber haft en stjerne eller flere på trøjerne lige over klublogoet, som et tydeligt bevis på deres tidligere bedrifter. Det var VfB Stuttgart, der i første omgang fremsatte ønsket, og den idé var DFL med på, efter de havde fundet ud af, hvordan det skulle lade sig gøre i praksis.

For der skulle naturligvis ikke tildeles en stjerne for hvert mesterskab, og man ønskede heller ikke at gøre som i Serie A, hvor klubberne får en stjerne for hver tiende mesterskab, så derfor opfandt de deres eget lille system.

 

1 Stjerne = Tre mesterskaber

2 Stjerner = Fem mesterskaber

3 Stjerner = Ti mesterskaber

4 Stjerner = Tyve mesterskaber

5 Stjerner = Tredive mesterskaber

 

Stjerner tildeles kun for mesterskaber vundet i Bundesligaen (fra 1963/64 sæsonen og frem), og derfor tæller mesterskaber vundet i det gamle Østtyskland ikke med, ligesom eksempelvis Schalke 04, der var en magtfaktor i 19030’erne, ikke har nogen stjerner på deres trøjer trods syv vundne tyske mesterskaber.

At der skelnes mellem vundne tyske mesterskaber og Bundesligatitler har flere gange mødt stor kritik, og derfor besluttede DFL, at hold med et mesterskab vundet før 1963 eller i DDR kan smykke sig med en stjerne på trøjen, hvis de IKKE spiller i en af de to bedste rækker. Dynamo Dresden har vundet otte mesterskaber i DDR-sammenhæng, og de spillede derfor i denne sæson med en stjerne på trøjen i 3. Liga, men når de efter sommeren er tilbage i 2. Bundesliga, må de ikke længere have en stjerne på trøjen.

Læs også: Quiz: Flest tyske mesterskaber

Greuther Fürth har vundet tre tyske mesterskaber (1914, 1926 og 1929), og i deres klublogo var der frem til 2017 tre stjerner, men da de ikke måtte benytte det logo på deres spilledragter, valgte de i stedet at ændre logoet til det klassiske kløverblad.

Klubber med offcielle DFL-stjerner:

Bayern München
5 stjerner

Borussia Dortmund
2 stjerner

Borussia Mönchengladbach
2 stjerner

Werder Bremen
1 stjerne

Hamburger SV
1 stjerne

VfB Stuttgart 
1 Stjerne

Foto: www.fcbayern.com