bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Kamprapport: Ineffektivitet kostede Bayern sejren

Kamprapport: Ineffektivitet kostede Bayern sejren

Oliver Kahn

Nummer to mod nummer tre. Der var lagt op til en lækkerbisken, da Bayern München gæstede Bayer Leverkusen lørdag aften. Begge hold har imponeret flot i Bundesligaen i denne sæson, og både Bayern og Bayer kom med to dugfriske sejre i Champions League.

Især brillerede Bayern München med flot og effektivt spil imod Manchester City, og det var ventet at Pep Guardiolas mandskab ville være mest i boldbesiddelse på Bayer Arena.

Opstilling og formation

Leverkusen startede i deres sædvanlige 4-3-3 formation som skulle forsøge at ramme Bayern i kontraspillet. I angrebet måtte Heung Min Son tage en plads på bænken, og i stedet fik den tidligere Bayern-spiller Emre Can sin første start for sin nye klub.

Toprak og Spahic var makkerpar i midterforsvaret med Donati og Boenisch på siderne. Bender, Rolfes og Reinartz var trioen på midtbanen, mens Sam og Kiessling gjorde Can følgeskab i det offensive.

Bayern München begyndte også i deres sædvanlige opstilling:  3-3-1-3 i angrebet, og 4-2-3-1 i forsvaret. Igen som mod Manchester City startede Müller som angriber, mens Ribery og Shaqiri, som erstattede Robben, flankerede på fløjene. Kroos, Schweinsteiger og Lahm var på midtbanen. I forsvaret begyndte Rafinha, Dante, Boateng og Alaba med Neuer på mål.

Højt presspil vs omstillinger

Pep Guardiola er efterhånden begyndt at sætte sit aftryk på Bayern-holdet, der vandt alt sidste sæson. De vigtigste ændringer, katalaneren har indført er, at mandskabet presser meget højere på modstanderens banehalvdel, og dermed står forsvarslinjen også højt. Dermed gør sydtyskerne det aldeles svært for modstanderen at etablere noget spil fremad banen, når de lykkes i deres fælles pres. Udover det er Bayern blevet mere effektive i forhold til at vinde bolden igen, efter den er tabt – en af Guardiolas store mærkesager, som man tydeligt også så det i kampen mod Manchester City.

Leverkusen er kendt for at være et superb kontrahold, og deres chance var da også at stå godt organiseret og straffe Bayern med hurtige omstillinger, når gæsterne mistede bolden. Især over flankerne, hvor Alaba og Rafinha står højt på banen, og Ribery og Shaqiri bevæger sig meget i midten. Intentionen var god fra Leverkusens side, men hjemmeholdet havde dog ingen mulighed for at forsøge – i hvert fald ikke i de første 25 minutter.

Sami Hyypias udvalgte blev presset langt tilbage på banen af Bayern, og havde store problemer med at holde dem tilbage fra afslutninger. At der stod 0-0 på måltavlen efter de første 25 minutter var en gåde for enhver på stadion.

Derfor var det også fuld fortjent at Bayern kom foran nogle minutter efter. Selvom Guardiola har indført mere spil mod midten på den sidste tredje del for Bayern, så er sydtyskerne kendt for deres aggressive og udfordrende kantspil. Og her har Ribery været en klasse for sig i en længere periode. Franskmanden afdriblede flot i venstre side og fandt Kroos tilbage i Leverkusens straffesparksfelt, der sikkert kunne gøre det til 1-0. De to offensive midtbanespillere, Kroos og Schweinsteiger, skal så vidt muligt diktere spillet fra midten, men skal også være synlige i modstanderens felt. Det gjorde de to tyske landsholdsspiller fint mod Leverkusen, og derfor var det svært for hjemmeholdet at kreere noget som helst i offensiven, da der var alt for mange opgaver at tage sig af defensivt.

Leverkusen udlignede dog minuttet efter på noget af en tilfældighed. Hjemmeholdet havde nærmest ikke nærmet sig Bayerns halvdel indtil da, men efter lidt miskommunikation i Bayerns defensiv, kunne Sidney Sam udligne til 1-1.

Bayern udnyttede kanterne, men Leno viste klassen

Men kampen var helt og aldeles domineret af Bayern. Leverkusen er et godt organiseret hold, hvor de centrale midtbanespillere står tæt på hinanden for at lukke spillet gennem midten, og i angrebet er Kiessling også støttet tæt af de to kantspillere. Det efterlader dog rum på siderne for modstanderen, hvis denne lykkes med at bevæge bolden hurtigt. Og det udnyttede Bayern ved at komme over kanterne op til flere gange i kampen og skabte på den måde uhørt mange chancer.

Statistikken taler sit eget tydelige sprog. Hele 27 (!) målforsøg havde Bayern i løbet af kampen. 18 af dem var inden for målrammen. Ifølge logikken ville det have givet tre klare point til udeholdet. Men en kombination af ineffektivitet og en fremragende Leno i Bayer-målet gjorde, at det blev uafgjort.

Leno er en af Bundesligaens allerbedste målmænd, og det beviste den unge tysker i den grad mod Bayern. Men Bayern-spillerne gjorde ham også god. Især Thomas Müller, der igen havde henvist Mandzukic til bænken, skammer sig nok efter opgøret over de mange brændte chancer. Thomas Müller er formidabel spiller til at finde rum i det offensive, men han er ikke den typiske forward. Leverkusens midtstoppere lukkede godt af ved de høje indlæg, som Bayern noget uforståeligt kom med mange gange i løbet af kampen fra kanterne. Ved netop de situationer manglede en hovedstødsstærk Mario Mandzukic, som fik de sidste 10 minutter, men ikke kom frem til noget nævneværdigt.

Uanset hvad skabte Bayern dog de nødvendige chancer for at tage alle tre point. Det ærgrer sikkert Guardiola, at det kun blev til det ene, men han kan glæde dig over, at spillet fra Manchester City-kampen ikke var en enlig svale. Bayern var klart dominerende, og Hyypia må være godt tilfreds med det ene point.

You may also like
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Lodtrækning til 1/8-finalerne i DFB Pokal 2024/25
Bayern München, Vincent Kompany
TAKTISK ANALYSE: Vincent Kompany får Bayern til at drømme stort
Pyroteknik
Spilletidspunkter i Bundesligaen fra runde 6-12 fastlagt