bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Diverse > Hvem er Bundesligaens bedste angriber?

Hvem er Bundesligaens bedste angriber?

Både Robert Lewandowski og Erling Haaland er nu fortid i det tyske, så hvem står tilbage som Bundesligaens bedste angriber forud for 2022/23-sæsonen?

Det er noget af nogle personligheder, der skal erstattes. For Lewandowski og Haaland har næsten været som Lionel Messi og Cristiano Ronaldo. To målmaskiner, hvor man uge efter uge sad med følelsen af, at hvis den ene scorede to gange om lørdagen, så lavede den anden tre om søndagen. Robert Lewandowski er også blandt favoritterne til at blive topscorer ved slutrunden i Qatar senere på året, da der er fine VM 2022 odds på, at han fået lavet et par mål, mens Erling Haaland må se slutrunden i fjernsynet, da Norge ikke kvalificerede sig til VM.

Nu er de dog begge væk. Haaland er draget til Manchester City og i farmand Alf-Inges fodspor, mens en mut Lewandowski fik lov til at tage til Catalonien og Barcelona efter et længere tilløbsstykke. Så hvem er nu Bundesligaens bedste angriber? Her kommer fem bud.

Sébastien Haller, Borussia Dortmund

Dortmunds erstatning for Erling Haaland har tidligere vist sit værd i Bundesligaen, da han scorede flittigt for Eintracht Frankfurt, og efter et mislykket ophold i West Ham genfandt han formen hos Ajax, hvor han sluttede som nummer to på topscorerlisten i Champions League kun overgået af Karim Benzema. Han har ikke Haalands hurtighed eller Lewandowskis tekniske færdigheder, men han er ekstrem stærk i boksen, og han skal nok komme til at lave sine mål.

Christopher Nkunku, RB Leipzig

Han er mere en hængende angriber, men dog stadig at regne som en angriber modsat eksempelvis Mané, Coman og Gnabry, der alle har deres udgangspunkt på fløjen. Nkunku blev kåret til Bundesligaens bedste spiller sidste år, og han er altafgørende for, at Leipzig får succes. Måske det bedste bud lige nu og her på Bundesligaens bedste angriber.

Patrik Schick, Bayer Leverkusen

Fortsatte de flotte takter fra EM i Leverkusen og er blevet en mere stabil målscorer end tidligere. Kan i bund og grund mange af de samme ting som Robert Lewandowski, men på et lidt lavere teknisk niveau. Et godt bud på en Bundesliga topscorer anno 2002/23.

Sasa Kalajdzic

I øjeblikket render den garderhøje forward fortsat rundt i Stuttgart, men det er på lånt tid. En alvorlig skade satte ham lidt tilbage, men det er en angriber, der kan lave mål. Høj og ranglet kan han godt få skudt i skoene, at han ser klodset ud, men teknikken er ganske fin, omend han ikke er den store dribler.

Thomas Müller, Bayern München

Vi gradbøjer angriber positionen, da Müller i nogens optik er mere offensiv midt, men der Raumdeuter ved om ikke andet, hvor målet står, selvom det selvfølgelig er den plads, han skaber for sine holdkammerater, der som oftest lægges fokus på. En polyvalent spiller, som Morten Olsen ville sige om Bayern legenden.