bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > Holstein Kiel – Storken er en dejlig flyver

Holstein Kiel – Storken er en dejlig flyver

Holstein Kiel, oprykning

Sophus Krølben, en hjemvendt sølvræv og Tysklands yngste træner er alle dele af historien om Holstein Kiel, der søndag kan skrive historie og rykke op i 1. Bundesliga.

Søndag eftermiddag omkring kl. 17.30 kan der være skrevet sportshistorie i Slesvig-Holsten, hvis det lykkes for KSV Holstein, med det flotte tilnavn ”Storkene” at flyve direkte op i Tysklands fineste fodboldrække, 1. Bundesliga.

Holdet fra Kiel, der har hjemmebane på Holstein-Stadion, ligger inden sidste spillerunde i 2. Bundesliga på en imponerende 2. plads med 62 point, hvilket er et flere end Greuther Fürth på 3. pladsen. Nordtyskerne kan derfor selv afgøre sin skæbne på sidste spilledag, hvor man hjemme møder SV Darmstadt, der ikke har noget at spille for. Skulle det ende med et nederlag til Holstein Kiel, så er holdet som minimum sikret to oprykningskampe mod det tredjedårligste hold fra 1. Bundesliga – det kunne meget vel blive et nordtysk derby mod Werder Bremen.

Foreløbigt satses der dog i Kiel på, at man tager den direkte oprykning til 1. Bundesliga, og det vil være første gang i historien at Holstein Kiel kommer i landets fineste række. Ja, faktisk vil det være første gang nogensinde, at delstaten Slesvig-Holsten får et hold i Bundesligaen. Men hvordan er det overhovedet lykkedes for en klub af Holstein Kiels størrelse at komme op at spise kirsebær med de større børn?

Holstein Kiel – Og en tidlig dansk vinkel

Holstein Kiel er en forholdsvis gammel klub, stiftet tilbage i år 1900, men har som sådan skabt sine største sportslige resultater for mere end hundrede år siden. Faktisk var holdet i sæsonen fra 1910-1911 repræsenteret af en af dansk fodbolds største profiler. Således spillede Sophus Nielsen (ham de kaldte Krølben) for klubben. I 18 kampe scorede Krølben imponerende 72 mål for nordtyskerne, inden Nielsen rejste hjem til Danmark igen året inden klubbens eneste tyske mesterskab, da det i 1912 lykkedes for holdet at vinde i det daværende ligaformat, hvor regionernes bedste hold mødte hinanden og på den måde fandt en mester.

Siden den formative periode har klubben dog fristet en tilværelse langt fra de bonede gulve og mediernes søgelys, indtil det i 2017 lykkedes for holdet at rykke op i den næstbedste tyske række. Året efter skabte de deres hidtil bedste resultat i nyere tid, da det lykkedes for holdet at kvalificere sig til de to playoff-kampe om oprykning til 1. Bundesliga. Dengang hed modstanderen Vfl Wolfsburg, og de grønblusede fra folkevognsbyen vandt samlet med solide 4-1 over to kampe.

Dermed syntes Holstein Kiel at indstille sig på at konsolidere sig i 2. Bundesliga. Sæsonen efter den kiksede oprykning mistede man således både træner Markus Anfang og topscorer Marvin Ducksch. Alligevel hentede man en flot 6. plads i sæsonen efter, mens man i sidste sæson blot blev nummer 11, hvilket også kostede en trænerfyring undervejs. Og den fyring banede vejen for den nuværende træner – Ole Werner.

Landets yngste træner

Ole Werner er med sine 33 år den yngste træner i 2. Bundesliga, og han kan meget let også blive den yngste træner i 1. Bundesliga, hvis missionen om oprykning bliver en realitet på søndag. Han er således knap et år yngre end Julian Nagelsmann fra RB Leipzig.

Werner er født i Kiel-forstaden Preetz, og han har faktisk kun arbejdet i selvsamme klub. Han var i 2016 midlertidig træner i en kort periode, og har ellers arbejdet med reserveholdet frem til sin ansættelse som cheftræner i september 2019. Første sæson endte som ovenfor nævnt med en 11. plads, mens der i denne sæson har været mere soliditet over præstationerne på banen.

Holstein Kiel har en smal trup, men har været forskånet for de store skader. Faktisk er den eneste langtidsskadede spiller i truppen den tidligere AGF’er Mikkel Kirkeskov, der blot har bidraget i seks kampe i sæsonen siden sit skifte fra polsk fodbold i januar måned. I stedet har holdet set solide præstationer af blandt andre de delte topscorere Alexander Mühling og Janni-Luca Serra, der begge har scoret 12 gange i sæsonen. Derudover skal kultspilleren Fin Bartels også nævnes. Han scorede i ordinær tid, da de sendte Bayern München ud af pokalen, og den sølvgrå offensive spiller, der er opvokset i ungdomsafdelingen og vendte hjem forud for denne sæson efter mange år i først St. Pauli og siden Werder Bremen, har scoret seks mål i de seneste syv kampe.

Se højdepunkter fra den sensationelle sejr mod Bayern München

Generelt har Holstein Kiel været i stand til at få skabt en række resultatmæssigt gode stimer. Blandt andet har man således vundet de seneste fire hjemmekampe. Søndag lukkes sæsonen med endnu en hjemmekamp på Holstein-Stadion.

Ingen tilskuere til oprykningsdyst

Til den hjemmekamp havde bystyret i Kiel givet KSV Holstein lov til at give et antal fans adgang til stadion, der ellers har været lukket for fans grundet Corona. Og klubben afslog tilbuddet med den begrundelse at fodbold ikke burde få særlig forrang på bekostning af andre dele af samfundet. Så selvom klubben altså står overfor sin vigtigste kamp, og nok godt kunne have brugt et par tusinde dedikerede fans, så har klubbens fokus på Corona-bekæmpelsen vundet bred accept, også blandt klubbens fans, der altså må nøjes med at drømme om, at når de næste gang går ind på Holstein Stadion kan komme til at se kampe mod Robert Lewandowski, Erling Haaland og andre store stjerner fra Tysklands fineste fodboldlag. Det kræver blot en sejr mere, og så er den fine stork, der mere end noget andet symboliserer Slesvig-Holsten, på vej ind i Tysklands pæne selskab.

Det pæne selskab vil naturligt nok kunne tiltrække en række danske fodboldturister til Kiel, men man skal nok indstille sig på at gøre sit hjemmearbejde i forhold til billetter i god tid. Holstein-Stadion er blot godkendt til godt 15000 tilskuere, hvilket er det minimalt tilladte antal pladser for et stadion i landets bedste række. Man kan altså roligt regne med at der kommer kamp om billetterne – Men i KSV Holstein er man omvendt nok tilfredse med at kunne spille 17 kampe for fulde huse ovenpå en sæson, der har været præget af tilskuermangel. I hvert fald hvis missionen om at komme helt op i den bedste række bliver indfriet søndag eftermiddag.

 

Foto: www.holstein-kiel.de

You may also like
Bundesliga, Meisterschale, højdepunkter, podcast, optakt, bundesligaen, 1. og 2. Bundesliga
Quiz: Kan du nævne de 36 hold i 1. og 2. Bundesliga 2021/22?
Dortmunds fans, spilletidspunkter, optakt
Spilletidspunkter for 2021/22 sæsonen – Ingen mandagskampe og flere opgør lørdag 15:30
DFB-Pokal, lodtrækning, semifinalerne
Lodtrækning til semifinalerne i DFB-Pokal
2. Bundesliga, højdepunkter
Tæt topkamp i 2. Bundesliga – hvem rykker op?