Skæbnen ville det således, at Bundesligaens næstringeste udehold, Hamburger SV, endte på ligaens 16. plads. Det betyder, at den sovende kæmpe skal kæmpe med næb og klør for at forsvare eksistensen i Tysklands fineste fodboldrække, som man har været en del af siden Bundesligaens stiftelse. Holdet der skal forsøge at sende ligaens dinosaur en række ned er Greuther Fürth.
I Tyskland er ligasystemet indrettet sådan, at det tredjedårligste hold fra Bundesligaen møder det tredjebedste hold fra 2.Bundesligaen i en playoff-serie bestående af to kampe – hvert hold spiller ude og hjemme. Da SC Paderborn 02, der har spillet en uovertruffen sæson i Tysklands næstbedste række, ikke tabte på den sidste spilledag, blev det Greuther Fürth, der skal møde HSV i denne serie.
Den første kamp bliver spillet torsdag den 15. maj på Imtech Arena i Hamburg, mens returslaget skal stå søndag den 18. maj i Fürth.
Ud over at de to hold har tilbragt sæsonen i hver sin række, så er der mange slående forskelle på Greuther Fürth og HSV. Først og fremmest den geografiske placering. Der er nemlig omkring 600 kilometer mellem de to byer, Fürth og Hamburg, og det betyder en hulens masse rejseaktivitet for fans og spillere, når de to playoff-kampe skal spilles. Faktisk har det betydet, at Greuther Fürth har takket nej til en hel sektion af udebaneafsnittet i torsdagens kamp på Imtech Arena.
Der er naturligvis stor forskel på opbakningen til de to hold. I Hamburg følger de hårdt prøvede fans deres hold i tykt og – for tiden mest – i tyndt. Det tog sølle 40 timer at sælge samtlige billetter til Imtech Arena, der kan fyldes med 57.274. I størstedelen af de 40 timer var det kun fanklub-medlemmer, sæsonkortholdere og medlemmer af HSV, der kunne købe billetter. Efter en lille time var det ikke til at købe to sammenhængende pladser på Nordtribunens siddepladser. Nordtribunen er der, hvor de mest inkarnerede HSV-fans holder til.
I Fürth, hvor tilhængerne har noget mere at juble over, spiller Die Kleeblätter, som klubbens kælenavn er, på Trolli Arena, hvor der er plads til 18.000 tilskuere, med blandede sidde- og ståpladser. Her er billetsalget svært at følge med i, da det foregår fysisk på klubbens anlæg og fra den 13. til den 14. maj har været forbeholdt sæsonkortholdere i klubben.
Tilskuergennemsnittet for denne sæson, hvor Greuther Fürth altså er endt med muligheden for at returnere til den bedste tyske række, er på 11.926, hvilket er ganske imponerende for en by med godt 118.000 indbyggere (mod Hamburgs 1,8 mio.). Så der skal nok blive fyldt godt op på Trolli Arena, når anden del af nedrykningsplayoff fløjtes i gang søndag klokken 17.00.
Men hvordan er det egentlig gået til, at de to klubber er endt i denne playoff-serie?
Først og fremmest har Greuther Fürth blot tabt otte kampe i dette års 2. Bundesliga, og det betyder, at den sydtyske klub har skrabet imponerende 60 point sammen. SC Paderborn endte som tidligere nævnt på pladsen over, der giver direkte oprykning, med 62 point. Fürths point er kommet fra 17 sejre og 9 uafgjorte kampe. Dertil kommer det faktum at holdet er den mest scorende klub i denne sæson. Hele 64 mål er det blevet til, og undervejs har holdet ikke tabt til de to hold, der endte på 1. og 2. pladsen, FC Köln og SC Paderborn. Altså en ganske imponerende sæson, hvor Ilir Azemi blev topscorer med 14 mål – forfulgt af Zoltan Stieber med ni (og vanvittige 73 skud på mål).
I Hamburg er det en helt anden historie. Holdet har nemlig haft noget af en rædselssæson. Holdet fra byen ved Elben har ikke siden første spilledag været over 8. pladsen i Bundesligaen, hvilket ikke i sig selv er imponerende, for på første spilledag rangeres holdene alfabetisk. Resultatet af årets sæson i den bedste tyske fodboldrække er ikke prangende: syv sejre, seks uafgjorte og 21 (!) nederlag er det blevet til for Thorsten Fink/Bert Van Maarwijk/Mirko Slomka – der alle har siddet i trænersædet, da de dårlige resultater har kostet to trænere jobbet.
Mirko Slomka overtog tøjlerne sidst på sæsonen, men chokeffekten varede kun én kamp, der kostede Dortmund vigtige point, og siden er det kun gået en vej for HSV; ned. Siden runde 26 har Hamburg-klubben ligget på 16. pladsen – eller under – og det er kun fordi nedrykningsrivalerne Eintracht Braunschweig og FC Nürnberg også har tabt på stribe, at HSV ikke rykkede direkte ned. En rystende sæson for klubben, der endte på 7. pladsen sæsonen før.
På papiret bør HSV kunne afvæbne truslen fra syd alene på rutinen, men det kan alligevel blive mere end svært. For i Hamburg er der i øjeblikket en taberkultur, der formentlig spiller ind på selvtilliden, og hvis ikke Pierre-Michel Lasogga bliver ordentlig klar, kan det blive svært for klubben at banke mål ind. Ud over Hakan Calhanoglus ni mål har Lasogga, leje-angriberen fra Hertha Berlin, banket langt flest mål ind i modstandernes netmasker. Han står for 13 mål i 20 kampe i denne sæson.
Modsat har Greuther Fürth en fod i Bundesligaen – ligaen de rykkede op i tilbage i 11/12-sæsonen som nummer 1 i 2. Bundesliga, men rykkede ud af den følgende sæson. I Fürth er der vindermentalitet og positive tanker efter en tredjeplads, der er den laveste placering for holdet i hele den netop overståede sæson. Greuther Fürth har ligget både 1, 2 og 3.
Samtidig er de i Fürth ikke i tvivl om, at de er underdogs set over de to kampe. Til klubbens officielle hjemmeside siger træner Frank Kramer, at han forventer, at holdet går ind til opgaven med stort mod og bærer selvtillid. Hamburgs offensive kvaliteter skal Fürths kollektiv forsvare sig hårdt imod, og alt presset er på HSV, mener Kramer, der vil bruge den flotte kulisse, der altid er på Imtech Arena til at skaffe sig et godt udgangspunkt for sin klub.
Hvem, der til næste sæson spiller Bundesliga og 2. Bundesliga afgøres i de to playoff-kampe, der spilles på Imtech Arena torsdag den 15. maj klokken 20.30 og på Trolli Arena søndag den 18. maj klokken 17. Begge kampe vises på Eurosport 2.