bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 3 Liga > Dynamo Dresden > Das Wunder von der Grotenburg – fodboldens største comeback

Das Wunder von der Grotenburg – fodboldens største comeback

Året er 1986, og Tyskland er delt i øst og vest. Men på denne aften i Krefeld, ikke langt fra Vesttysklands kerne i Ruhrområdet, udspiller sig ét af de største tyske fodboldøjeblikke nogensinde. Dette er en fortælling om politik, en afhopper og en funklende Funkel. Det er fortællingen om det største comeback i fodbold nogensinde.

 

Mandskaberne

Dynamo Dresden vandt ligaturneringen i DDR otte gange mellem årene 1952 og 1990 og er sammen med Magdeburg det mest vindende hold i DDR’s pokalturnering. Begge har vundet FDGB-pokalen syv gange. Der er altså absolut ingen tvivl om, at Dynamo Dresden, der desuden var blevet grundlagt for de ansatte hos ministeriet for statssikkerhed og det tyske folkepoliti, var et absolut tophold i det tidligere DDR. Derfor var det heller ikke den store overraskelse, at holdet fra østblokken var at finde i, hvad der dengang hed, European Cup Winners’ Cup, turneringen for de hjemlige ligaers pokalvindere. Bayer Uerdingen havde vundet pokaltitlen i Vesttyskland og Dynamo Dresden havde vundet pokalen i DDR. En sjov detalje ved turneringen er, at det var Lyngby Boldklub, der repræsenterede den danske pokalvinder.

Bayer Uerdingen havde sikret sig deltagelse ved turneringen, efter de havde slået Bayern München i pokalfinalen i sæsonen 1984/85. Før firserne havde Uerdingen rodet rundt i de lavere tyske rækker, men de blev i slut halvfjerdserne og start firserne et velkendt elevatorhold, der godt kunne drille de større hold i pokalturneringen. Pokaltitlen i 84/85 er, til den dag i dag, den største titel, holdet har vundet. I finalen slog de Bayern München med 2-1 efter mål af deres topscorer Wolfgang Schäfer. Truppens mest markante spillere var den målfarlige Schäfer, der i løbet af sæsonen scorede 15 mål i Bundesligaen og Friedhelm Funkel, der efter sin aktive karriere havde en lang trænerkarriere i diverse Bundesligaklubber.

Men opsummeret var holdet fra Dresden klare favoritter til at gå videre i den europæiske turnering. Dresden havde blandt andre DDR rekordlandsholdsspilleren Hans Jürgen Dörner, den 18-årige Mathias Sammer, angriberen Ulf Kirsten og Dynamo Dresden legenden Ralf Minge. Den sidstnævnte har scoret 103 mål for klubben og forlod i sommers jobbet som sportsdirektør for Dynamo Dresden.

 

Vejen til den legendariske aften

Turneringens opbygning ligner de forskellige nationale pokalturneringer, der spilles i dag. Det er altså knockoutkampe allerede fra første fløjt, dog med den forskel at der spilles både en hjemme- og udebanekamp. For Uerdingens vedkommende forløb den første runde i automatgear, da de besejrede det maltesiske mandskab Zurrieq med samlet 12-0 over to kampe. Anderledes svært blev det for Dynamo Dresden, der i første runde kæmpede sig videre ved hjælp af udebanemålsreglen, da de samlet fik 4-4 mod Cercle Brugge.

Den 23. oktober 1985 kunne den danske dommer Henning Lund Sørensen fløjte Uerdingens anden runde i turneringen i gang, hvor Uerdingen besejrede Galatasaray med 2-0 og samlet gik videre med en 3-1-sejr. I Dynamo Dresdens opgør mod HJK Helsinki fik de cementeret deres offensive kvaliteter, hvor de besejrede Helsinki på hjemmebane med 7-2. Der findes grynede videooptagelser af kampen på YouTube, og hvis man ser dem, opdager man, hvor direkte og moderne fodbold de praktiserede. Det er veleksekverede dybdeløb, perfekt timede afleveringer i dybden og et fantastisk langskud fra det østtyskeren Hans Uwe Pilz. Således blev jeg fanget i et sort YouTube hul med tyske fodboldkampe fra 80’erne, og således kom de to mandskaber til at møde hinanden i kvartfinalen. 

Det historiske comeback

Ser man kampen uden historiske briller og uden den historiske kontekst, kunne man blive snydt til at tro, at det ”bare” var en underholdene kamp mellem to offensive fodboldhold. Men det var midt 80’erne i Tyskland, og det betød, at det var det frie og moderne vest mod det socialistiske og overvågede øst. Det betød også en masse for optakten til den første kamp i Dresden. Der skulle indhentes rejsevisum, og hotelværelserne, hvor Uerdingen opholdt sig, blev angiveligt aflyttet, og bagagen blev tjekket grundigt igennem.

Ikke desto trods kunne 36.000 tilskuere se kampen blive fløjtet i gang på Dynamo-Stadion i Dresden. På en dårlig bane lykkedes det Dresden at få en komfortabel 2-0 sejr med til returkampen i Krefeld. De to profiler Lippmann og Pilz stod for de to scoringer i kampen. Resultatet beroligede Dresdens træner, Klaus Sammer, farmand til Matthias Sammer, der efter kampen udtalte, ”Uerdingen skal trods alt score tre mål på hjemmebane. Vi kan eventuelt godt klare det”.

Usikkerheden om avancement i turneringen bliver heller ikke mindre af, at Minge bringer Dresden foran kun 50 sekunder inde i returkampen. Et frispark fra venstrekanten bliver serveret i panden på angriberen Ralf Minge, der bringer østtyskerne i front.

Det skal dog på mange måder blive en usædvanlig kamp denne aften i Krefeld. Små ti minutter efter, at Dresden kommer foran, hopper den lange forsvarspiller Wolfgang Funkel højest og udligner ved et hovedstød. Et glimt af håb kan anes blandt Uerdingen spillerne, men det håb om comeback, som spillerne må have stået med ved stillingen 1-1, bliver hurtigt slukket, da Lippmann scorer til 2-1 i det 35. minut, og det dør næsten, da Rudi Bommer med et selvmål udbygger østtyskernes føring til 3-1 kort før pausen. Wolfgang Kramer, der kommenterer kampen for ZDF, lyder heller ikke optimistisk på Uerdingens vegne. ”Løbet er kørt” eller ”das Ding ist gelaufen hier”, som han tørt konstaterer. Seks mål på 45 minutter mod dette Dresden hold, er der ingen der tror på.

Men kort før halvleg slår Uerdingen en høj bold i feltet. Endnu en gang er det Wolfgang Funkels hoved, der er modtageradressen. Denne gang kommer Dresdens målmand, Bernd Jakubowski, dog ud fra sit mål og forsøger at afværge chancen. Funkel og Jakubowski kolliderer, og det ender med en brækket skulder for Jakubowski, der skal skiftes ud i pausen. På bænken sidder den unge reservekeeper Jens Ramme, der på det tidspunkt ingen ligaerfaring og slet ingen Europa Pokal-erfaring har. Noget der skal vise sig afgørende.

Anden halvleg begynder dog udramatisk set i lyset af, at Uerdingen har travlt med at få vendt skuden. Først efter 57 minutter, får den unge Ramme pareret et skud i boksen, men efterfølgende peger dommeren på straffesparkspletten, da Ralf Minge har begået et ulovlighed. Nogle vil mene, det er et yderst tvivlsomt et af slagsen, men Wolfgang Funkel får reduceret fra straffesparkspletten, og så er stillingen 2-3.

Fra at Uerdingen får scoret i det 58. minut, går der ikke lang tid, før kampen vendes på hovedet. De næste syv minutter er nogle af de momenter, hvor det smukkeste kommer frem i fodbolden. Når hele kampen ændrer natur, og magtforholdet bliver udvisket. Når man kan mærke, at man ridder på en uovervindelighedsbølge. Det er i særdeleshed i de næste syv minutter, at Uerdingen får eksemplificeret, at alting er muligt i fodbold, når først man ridder på den bølge, der skyller ind over Grotenburg den aften. Det er angreb, efter angreb efter angreb mod den unge Jens Rammes mål.

Fra det 58 minut til uret viser 65 minutter, får Uerdingen scoret til 3-3 og 4-3. Kampen er i den grad vendt på hovedet, og nu begynder Uerdingen spillerne at føle, de kan nå noget. At de kan levere fodboldens største comeback nogensinde.

Uerdingens Dietmar Klinger får med et langskud udbygget føringen til 5-3. Efter Dresden får givet bolden op, varer det ikke mere end otte sekunder, før Uerdingen igen har bolden. De stormer Dresdens straffesparksfelt og får efter et hovedstød, der bliver pareret med hænderne af en markspiller fra Dresden, tildelt et straffespark. Den faste straffesparksskytte Wolfgang Funkel får lige akkurat skudt bolden forbi Rammes fingre. 6-3 Uerdingen.

Dette er Wolfgang Funkels aften. Den aften i Krefeld er der ingen anden Uerdingen spiller, der er involveret i så meget offensivt, som Wolfgang Funkel. Pudsigt, når man tager i betragtning, at han spillede som midterforsvar. Oplægget til det sidste mål er også Funkels fortjeneste. En hovedstødsclearing fra eget straffesparksfelt bliver forvandlet til en friløber for Wolfgang Schäfer. Han får prikket Uerdingen på 7-3 og sætter et punktum for vidunderet fra Grotenburg. Fodboldens største comeback er en realitet!

Det, der sker efter kampen, er også en af de mange sager, der biddrager til denne episke fortælling. Linjen mellem realitet og en James Bond actionfilm udviskes. Men denne fortælling er realitet. Morgenen efter kampen mangler Dresdens Frank Lippmann, da holdet skal rejse hjem til Østtyskland. Angriberen har benyttet udekampen i Vesttyskland som mulighed for at flygte og forlade DDR. Stasi, der overvågede holdet, noterede, at kl. 4:15 var Lippmann væk fra hotellet. Flygtet gennem en bagdør. Således ankom Dresden i Østtyskland med et smertende Europa-Pokal-exit og en angriber mindre på holdet.

Foto: www.dynamo-dresden.de

You may also like
Red Bull, RB Leipzig
Græssportsklubben RB Leipzig- den røde klud for tyske fodboldfans
comeback
Tysklands største comeback? Fra 0-7 til 7-7 og sejr via straffe – Nordtyske ”Sontag-kicker” går amok
VfL Bochum, Ruhrstadion, fodboldrejse, optakt
VfL Bochum – Was für ein Comeback
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Tåregas, stortalenter og 21 mål på 240 minutter: De vildeste 28 timer i DFB Pokal-historien