bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (25. runde)

Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (25. runde)

De første spilleminutter i årets Bundesliga til én dansker, en plads på ugens hold i Kicker til en anden og en omgang blandede bolsjer for resten. Så enkelt kan det (måske) siges. Hvis du ikke kan nøjes med de umiddelbare overskrifter, har vi heldigvis samlet et mere detaljeret overblik til dig i denne vores danskerstatus.

Jannik Vestergaard og Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach:

En kamp mod mægtige Bayern München stod på menuen for Jannik Vestergaard og Andreas Christensen i denne den 25. spillerunde af dette års Bundesliga. Begge danskere spillede hele kampen for Gladbach, der længe angreb kampen med en defensiv indstilling i håb om at lukke ned for Bayerns offensive skudkraft. Det lykkedes også næsten til perfektion; Bayern fik dog scoret en enkelt gang, og sejren gik dermed til sydtyskerne.

Kampen for de to danskere blev egentlig meget forudsigelig. For dem handlede det om at cleare bolden i de tilfælde, det blev nødvendigt, så Bayern ikke kunne kreere chancer. Og clearinger fik de leveret. Vestergaard lavede flest af alle med sine otte, og straks efter kom AC med sine syv af slagsen. Det fortæller også en del om kampbilledet, hvor Bayern pressede på mod Gladbachs mål, men i mange tilfælde blev de afvist i døren af de to danskere. Müllers scoring blev til, da det lykkedes ham at løbe i ryggen på Vestergaard, i en situation hvor Wendt på backen ikke fik overleveret sin markering til danskeren.

Nederlaget blev Gladbachs andet i træk, og selvom man sjældent kan kalkulere med en sejr mod Bayern, vil die Fohlen nok kæmpe ekstra hårdt i næste runde for at stoppe denne lidt uheldige stime.

Frederik Sørensen og Nikolas Nartey, 1. FC Köln:

Frederik Sørensen måtte i sidste runde sidde over med en skade, og derfor blev han heller ikke vurderet klar til en startplads i denne runde. Han blev dog skiftet ind i det 76. minut, således at han igen kunne få kampaktion i benene. På det tidspunkt var kampen sådan set afgjort, Köln førte 4-2, hvilket også blev kampens resultat.

Resultatet betød, at Köln overhalede formsvage Eintracht Frankfurt i tabellen, så de nu ligger på sjettepladsen, der giver adgang til europæisk fodbold i næste sæson. En placering de selvfølgelig håber på at beholde, og forhåbentlig kan Frederik Sørensen hjælpe dem med dette i næste rundes kamp mod HSV.

Igen må vi se os fri for at rapportere noget om Nikolas Nartey, der endnu engang ikke var i aktion for Köln U17.

Patrick Banggaard, SV Darmstadt 98:

Så skete det. Patrick Banggaard fik sine første minutter i Bundesligaen efter skiftet til Darmstadt. Og ikke nok med at han fik sine første minutter, han spillede hele kampen mod Wolfsburg. Lidt pudsigt skiftede træner Torsten Frings ud i forsvaret, efter at Darmstadt i sidste runde faktisk vandt en kamp, men ikke desto mindre er det meget glædeligt.

Banggaard gjorde sig ikke stort bemærket, men han stod da alligevel for tre bolderobringer i kampen, mens han også vandt den eneste tackling, han forsøgte sig med. Han kunne dog ikke forhindre, at Mario Gomez scorede kampens eneste mål for Wolfsburg. Et gult kort kunne det også blive til for Banggaard.

Forhåbentlig betyder denne første kamp i Bundesligaen, at der er mange flere i vente for danskeren. Han kan dog med al tænkelig sandsynlighed heller ikke forhindre, at Darmstadt rykker ned i denne sæson, men så kan han jo eventuelt deltage i et forsøg på at genavancere til Tysklands bedste fodboldrække.

Jonas Lössl, Niki Zimling og Emil Berggreen, 1. FSV Mainz 05:

Mainz tog i denne runde imod Schalke 04 hjemme på Opel Arena. Det blev en målfattig affære, i hvilken gæsterne trak det længste strå og vandt 0-1.

Jonas Lössl var selvfølgelig igen på mål for Mainz, og hans præstation kræver anerkendelse, selvom han ikke formåede at holde et clean sheet. De fire andre skud mod Mainz’ mål reddede Lössl nemlig. Desværre skulle det vise sig ikke at være nok, og dermed må Mainz nu faktisk siges at være en del af det ustyrligt tætte nedrykningsspil. Mainz ligger godt nok på 12. pladsen, men de har 29 point, og det samme har de tre hold lige under dem, mens HSV på 16. pladsen har 27 point. Et nederlag kan altså vise sig at blive fatalt i den resterende del af sæsonen.

Det skal blive spændende at følge, om Mainz vedbliver med at være en del af nedrykningsspillet, eller om Lössl kan hjælpe dem på vej til flere point.

Niki Zimling spillede igen hele kampen for Mainz II, der dog tabte 0-3 til Holstein Kiel.

Der er desværre fortsat ingen nyheder om Emil Berggreen. Det burde ellers efterhånden være på tide, at han, om ikke andet, får nogle kampe for reserveholdet, men i denne, som i alle andre sager, er tålmodighed en dyd.

Martin Hansen, FC Ingolstadt 04:

Rundens fredagskamp bød på et potentielt danskermøde, der desværre aldrig materialiserede sig. Kampen stod mellem Dortmund og Ingolstadt. Dortmund vandt kampen 1-0.

Martin Hansen var igen på mål for Ingolstadt, men han kunne desværre ikke forhindre Aubameyang i at score kampens enlige mål. Hansen havde overraskende ikke det store at se til fredag, da det faktisk var gæsterne, der var bedst.

Desværre for Ingolstadt får man ingen point for at være bedst eller holde Dortmund nede på en enkelt scoring, og point kunne de virkelig godt have brugt. Medmindre et mindre mirakel indtræffer, er det efterhånden skrevet i sten, at de sammen med i hvert fald Darmstadt må en tur i 2. Bundesliga i næste sæson.

Thomas Delaney, SV Werder Bremen:

Thomas Delaney var i denne runde tilbage i startopstillingen for Werder Bremen, så han må efterhånden siges at være kommet sig over sin hjernerystelse. Werder Bremen spillede mod topholdet RB Leipzig, men de gjorde sit for at vise, at man ikke altid kan stole på tabellen ved at vinde kampen 3-0. Det betyder også, at de nu er kravlet op på 13. pladsen i ligaen, og at de er ubesejrede i fem kampe.

Én af grundene til, at de var i stand til at vinde over Leipzig, var Thomas Delaney. Han spillede en rigtig god kamp centralt for Werder Bremen, og han blev den Bremen-spiller med mest boldbesiddelse i kampen. Udover at være meget på bolden vandt han seks hovedstødsdueller og tre tacklinger, mens han stod for fire bolderobringer.

Helt generelt var Delaney dominerende. Faktisk var han så dominerende, at fodboldmagasinet Kicker fandt en plads til ham på ugens hold.

Emre Mor og Jacob Bruun Larsen, Borussia Dortmund:

Som det skrevet står under afsnittet om Martin Hansen, havde Dortmund fredag aften besøg af Ingolstadt, og besøget resulterede i tre point til Dortmund. Desværre resulterede besøget ikke i spilletid til Emre Mor. Han var ellers udtaget til en plads på bænken og dermed en mulig indskiftning, men således blev det altså ikke. Det betyder også, at vi vil lade ordene om Mor være sparsomme. Faktisk kan man genbruge, hvad vi skrev i sidste uge; at vi selvfølgelig gerne vil se ham få noget spilletid snarest.

Heller ikke Jacob Bruun Larsen fik nogen spilletid i denne runde, og det gjorde han ikke af den meget naturlige grund, at han er skadet resten af sæsonen. Til gengæld kom der en anden glædelig nyhed fra lejren omkring Bruun Larsen i den forgangne uge, faktisk fra sygesengen. Jacob Bruun Larsen har nemlig forlænget med Dortmund, så hans kontrakt løber frem til sommeren 2021. Ikke ligefrem nogen dårlig gestus af Dortmund at lade ham underskrive en ny kontrakt, mens han mere eller mindre bogstaveligt talt er fastlåst til sengen.

Yussuf Poulsen, RB Leipzig:

Det går ikke ligefrem RB Leipzigs vej for tiden. De har kun fået et enkelt point i de sidste tre kampe, så nu er de hele 13 point efter Bayern og kun tre point foran Dortmund. Med andre ord skal de til at knibe ballerne sammen, hvis de skal holde fast i den eftertragtede andenplads.

Vi har allerede nævnt, at de i weekenden tabte 3-0 til Werder Bremen. I den forbindelse skal vi også nævne, at Yussuf Poulsen endnu engang sad ude med skade, så der var ingen hjælp at hente fra danskeren.

Yussuf Poulsen skulle dog gerne snart være på vej tilbage til banen. Det er nok for optimistisk at forvente at se ham tilbage til næste runde, men derefter skulle han gerne igen kunne indfinde sig hos oprykkerne.

Noter fra 2. Bundesliga:

Som altid skal vi til slut berøre de danskere, der huserer i 2. Bundesliga.

Denne gang starter vi hos 1860 München, der hjemme vandt 2-1 over Würzburger Kickers. Christian Gytkjær startede ikke på banen, men han blev skiftet ind efter 64 minutter, og det var faktisk først efter dette tidspunkt, at 1860 München scorede deres to mål. Gytkjær stod dog hverken for scoringen eller assisten i nogen af de to tilfælde.

Også Uffe Bech måtte starte på bænken for sin klub, da Hannover 96 spillede 0-0 med St. Pauli. Han blev skiftet ind efter 61 minutter, men meget logisk kunne heller ikke han bidrage med scoringer eller assists. Bech fik i går ny træner, da Breitenreiter er hentet ind til at afløse Stendel, og det skal blive spændende at se, om den tidligere Schalke-træner kigger Bechs vej allere til næste kamp.

Heller ikke Jakob Busk eller Kristian Pedersen startede på banen for deres klub Union Berlin. Faktisk kom de slet ikke på banen, fordi de stadig er skadede, men far tribunen kunne de glæde sig over, at Union vandt kampen mod Nürnberg og nu er på førstepladsen i 2. Bundesliga.

You may also like
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
Max Morlock, Nürnberg, Stadion, fans, 2. Bundesliga
Optakt til runde 12 i 2. Bundesliga – Ballade og vægtløft i Hannover
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
HSV, oprykning
Optakt til 10. runde i 2. Bundesliga: Kong Klose og HSV som HSV?