bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (12. runde)

Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (12. runde)

Det blev i høj grad en blandet uge for danskerne i det tyske. Faktisk var det kun en enkelt af danskerne i Bundesligaen, der var en del af et vindende hold i runden. Det er måske ikke den bedste indgangsvinkel til en danskerstatus, men som altid har vi samlet alt det mest relevante, så du bare skal lade dig oplyse. Enjoy.

Jannik Vestergaard og Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach:

Borussia Mönchengladbach har været alt andet end dominerende i Bundesligaen i denne sæson. 12. spillerunde skulle ikke blive anderledes, da de spillede 1-1 med Hoffenheim. Det skal selvfølgelig også i den sammenhæng nævnes, at Hoffenheim er et af to hold, der stadig er ubesejrede i ligaen, men Hoffenheims imponerende stime ændrer ikke på det faktum, at sidst, Gladbach kunne opleve en sejr i ligaen, skrev vi september. 24 september for at være helt præcis.

Her skal det selvfølgelig ikke kun handle om Gladbachs dårlige form. Derimod skal det handle om de to danskere, Jannik Vestergaard og Andreas Christensen, der spillede hele kampen for Gladbach. Det var ikke nogen iøjefaldende præstation fra nogen af de to danskere. Dog sluttede AC kampen noteret for fire clearinger, hvilket var flest af alle. Om Vestergaard kan man sige, at han vandt alle de tre hovedstødsdueller, han deltog i.

Som sagt blev det ikke til nogen iøjefaldende præstation, og Gladbach ligger nu på en skuffende 13. plads i ligaen.

Frederik Sørensen, 1. FC Köln:

De to ovenfornævnte danskere var ikke de eneste, der var del af en uafgjort kamp i denne runde. Frederik Sørensen var ligeledes. Han spillede nemlig hele kampen på højre back for Köln i deres opgør mod Augsburg, der endte 0-0. Faktisk var det tæt på, at kampen ikke var endt uden mål. Efter bare et enkelt minut havde Frederik Sørensen et skud på træværket, men mere kunne det ikke blive til, og en nulløsning blev resultatet.

Frederik Sørensen spillede en god kamp på højrebacken, der udover et skud på træværket bød på bl.a. fire bolderobringer. Et mål til at pryde indsatsen havde dog pyntet gevaldigt på indsatsen.

Köln gør sig fortsat gældende i topkampen og befinder sig i øjeblikket på femtepladsen.

Jonas Lössl, Niki Zimling og Emil Berggreen, 1. FSV Mainz 05:

Mainz mødte søndag Hertha BSC i en kamp, der endte 2-1 til Hertha. Dermed fortsætter Mainz den noget ustabile stime, der i de seneste fem kampe har budt på skiftevis sejr og nederlag.

Jonas Lössl var selvfølgelig at finde i målet hos Mainz. Han spillede ikke nogen decideret god kamp og blev noteret for tre redninger. Han var så heller ikke hjulpet af, at forsvaret foran ham generelt heller ikke spillede godt, og at Mainz var en mand i undertal i perioden fra minut 62 til minut 74. I den periode scorede Hertha deres andet mål.

Lidt kuriøst omkring Mainz er det, at de er det eneste hold, der på nuværende tidspunkt har scoret og indkasseret det samme antal mål.

Emil Berggreen er stadig skadet, hvorfor han naturligvis ikke var med i kampen. Niki Zimling var ikke udtaget til truppen.

Martin Hansen, FC Ingolstadt 04:

Der var igen fundet plads til Martin Hansen hos Ingolstadt, da de i weekenden tog imod Wolfsburg hjemme på Audi Sportpark. Kampen endte 1-1, hvilket betyder, at Ingolstadt på nuværende tidspunkt ligger sytten og næstsidst i ligaen og derfor stadig har et stort stykke arbejde foran sig, hvis de skal sikre overlevelse.

Martin Hansen havde to redninger i kampen, men han blev dog overgået af kollegaen i det modsatte mål, Diego Benaglio, der reddede et straffe. Heldigvis skal han ikke vurdere sig selv over for modstanderens målmand. Han skal glæde sig over fortsat at være en del af træner Walpurgis’ planer.

Emre Mor og Jacob Bruun Larsen, Borussia Dortmund:

Man skulle mene, at Dortmund i denne sæson har en god mulighed for at udfordre Bayern, der er noget svingende i deres præstationer. I Dortmund benytter man sig dog ikke af dette faktum. Også i weekenden måtte man gå fra banen med et skuffende resultat, da man tabte 2-1 til Eintracht Frankfurt. Det betyder, at Dortmund aktuelt ligger på en syvendeplads, helt uden for de europæiske pladser.

Emre Mor var til denne kamp vejet og fundet for let, så han måtte nøjes med at se holdet fra tribunen. Det er nu anden kamp i træk, og det huer næppe den unge dansk-tyrker.

Jacob Bruun Larsen spillede fuld tid for Dortmunds U19-hold i deres kamp i A-Junioren Bundesliga West mod Duisburg U19. Kampen endte 0-0, hvilket også betyder, at Bruun Larsen ikke kunne udbygge sin imponerende stime af mål og assists. Det er faktisk noget usædvanligt. I de sidste otte kampe Bruun Larsen har spillet med U19-holdet, har han enten scoret, assisteret eller begge dele, så der er forhåbentligt mål i støvlerne, når han igen skal tørne ud for U19-holdet, såfremt det sker naturligvis.

Yussuf Poulsen, RB Leipzig:

RB Leipzig har tydeligvis ikke tænkt sig at anerkende det faktum, at man som oprykker, ovenikøbet i ens første sæson nogensinde i Bundesliga, ikke burde kunne ligge på førstepladsen og være ubesejret efter 12 spillerunder. Fredag kunne de endnu engang udbygge deres imponerende stime. Det gjorde de på udebane mod Freiburg, da de vandt 4-1.

Yussuf Poulsen var endnu engang at finde i startopstillingen for RB Leipzig. Han startede på toppen sammen med Timo Werner. Han fik et gult kort efter 49 minutter og blev udskiftet efter 78 minutter. På det tidspunkt førte RB Leipzig 3-1, og Poulsen havde en afgørende fod med i det ene af målene, da han iscenesatte det angreb, der første til Timo Werners 3-1 scoring.

Det blev altså endnu en kamp, som Yussuf Poulsen ikke fik lov til at afslutte på banen, men mon ikke han lever fint med det, så længe RB Leipzig mod alle forudsigelser fortsætter deres himmelflugt.

Noter fra 2. Bundesliga:

Som det er fast tradition, afslutter vi danskerstatus med en opdatering fra de danske spillere i 2. Bundesliga.

Opdateringen starter hos Hannover 96, der spillede 2-2 med Fortuna Düsseldorf i weekenden. Desværre var det igen uden Uffe Bech, der stadig kæmper hårdt med sin genoptræning.

Heller ikke Jacob Rasmussen kunne tørne ud for sin klub St. Pauli. I hvert fald ikke for førsteholdet. Han spillede i stedet 90 minutter for St. Paulis andethold i Regionalliga Nord, og her krydrede han minsandten sin indsats ved at score et mål i kampen, der endte 3-3.

Der var dog også to danskere, der faktisk spillede i 2. Bundesliga. Nemlig Jakob Busk og Kristian Pedersen i Union Berlin. Busk i målet og Pedersen på venstre back. Begge spillede de 90 minutter for Union Berlin, der vandt deres kamp mod Sandhausen 1-0.

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Schalke 04, sæsonoptakt
Optakt til runde 8 i 2. Bundesliga – Et hadsk derby i vente
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 5. runde i 2. Bundesliga: Fuld fart frem for Fortuna!