Foreløbig kvalifikation til Champions League, hidtil ubesejret, sæsonens bedste forsvar og nyt stadion. Der er stor grund til eufori og jubel i den lille og beskedne fodboldklub helt nede i det sydvestlige af Tyskland. Vi forsøger at belyse Freibrugs succesformel, Christian Streich og hans filosofi, og hvorfor mange traditionsklubber bør rette blikket mod Freiburg im Breisgau.
SC Freiburg har ingen pengetank som Joachim von And, hvor de kan svømme rundt i mellem store guldmønter. De har ingen rige bagmænd eller koncerner i baghånden, der kan hjælpe dem i økonomiske svære tider. Det giver dermed sig selv, at de ikke kan lande den ene store transfer efter den anden i tocifret millionbeløb. Så én af Freiburgs forretningsmodeller er at udvikle unge talenter og sælge dem dyrt. Henover de seneste fem år er det lykkedes dem at sælge bl.a. Caglar Söyüncü, Maximilian Philipp, Luca Waldschmidt, Robin Koch, Baptiste Santamaria og Alexander Schwolow med den nette fortjeneste på 63,5 millioner euro. Den anden forretningsmodel er altså også et godt scouting. Nico Schlotterbeck, Yannik Keitel, Roland Sallai og Ermedin Demirovic står allerede klar, som de næste store mulige salgsobjekter med store milliongevinster for øje.
Efter Freiburg i slut 1990’erne og start 00’erne mest var kendt for at være et elevatorhold mellem 1. og 2. Bundesliga, er de efterhånden et fast inventar af 1. Bundesliga siden 2009, hvis vi altså ser bort fra den meget uheldige 14/15-sæson, hvor klubben røg ned på en direkte nedrykningsplads på allersidste spilledag. Det blev til et kort intermezzo i 2. Bundesliga, da de allerede rykkede op igen i 1. Bundesliga året efter.
Siden oprykningen til Bundesligaen i 2016 har Freiburg i snit hentet 42,6 point per sæson. Det svarer til en solid placering i midten af tabellen. Af og til banker de altså også på til døren til de attraktive pladser, der giver klubberne adgang til europæisk slutspil. Nogle af de vigtigste grunde til at Freiburg er flyvende for tiden, er at de på banen viser, at de er ét fællesskab.
Spillerne bruger en masse tid sammen privat på arbejdet mellem træningspassene og derfor lægges telefonerne oftest også væk. Freiburg har formået at skabe en fællesskabskultur, hvor medarbejderne er fælles om tingene.
I snit har SC Freiburgs spillere været i klubben i 4-4 ½ år. De har indspillet sig nogle automatismer, som mange andre hold i Bundesligaen ikke har. Dette skyldes bl.a. de mange nye spiller- og trænertilføjelser, som de rivaliserende bundesligaklubber har fortaget sig i år. Der er altså på sin vis både en vis loyalitet forbundet til sin klub, til træneren og til sine holdkammerater i Freiburg. Det er i mands minde aldrig oplevet før, at spillere har forsøgt at strejke sig selv væk fra Freiburg, som vi senest har oplevet det med Filip Kostic i Eintracht Frankfurt, Kevin Danso i Augsburg eller den berygtede Ousmane Dembélé i Borussia Dortmund.
Der hersker så at sige en god, sund kultur og struktur i klubben med et behageligt og roligt opland. Medielandskabet er ikke nær så præsent i Freiburg im Breisgau som i eksempelvis Gelsenkirchen. Freiburg er kendt for sit rolige miljø, hvilket hænger sammen med, at medierne særligt i Freiburg og omegn lader klubben gøre sit arbejde. Lokalbefolkningen interesserer sig ikke for diverse spillerskandaler. De vil blot underholdes i weekenden, hvorfor de altså langt hed ad vejen lader klubben være i fred.
I storbyer som eksempelvis Berlin, Hamborg eller München får klubberne megen medieopmærksomhed. I Ruhrpott i Vesttyskland, hvor fodbold nærmest er som en religion, synes det, at lokalbefolkningen har en større tilknytning til fodboldklubberne. Det er dermed ikke sagt, at tilknytningen til SC Freiburg ikke er til stede blandt lokalbefolkningen, men det synes udadtil, at klubben får lov til at udvikle sig i fred og ro, netop fordi SC Freiburg mest af alt er kendt for at være ”den lille hyggelige klub fra syden”.
SC Freiburg bliver år for år mere og mere attraktiv for såvel indenlandske og udenlandske profiler. Såvel sportsligt og strukturelt har klubben taget store skridt i retningen hen mod en professionel klub med store ambitioner. Det nye og moderne stadion åbner op for flere muligheder. Dominique Heintz skiftede i sommeren 2018 til ”lille” SC Freiburg, efter han som fast mand i startopstillingen året forinden havde spillet 1. FC Köln i Europa efter 25 års abstinenser, selvom flere større klubber var efter ham. Senest skiftede Maximilian Eggestein til det sydtyske, fordi han mener, at ”der er ved at udvikle sig en del i takt med indvielsen af det nye stadion. Det vil jeg være en del af.” Mens spillere af disse kalibre normalt var skiftet væk fra Freiburg, skifter de nu i stedet til Freiburg.
Freiburgs styrke
Freiburg har endnu ikke tabt en kamp i indeværende sæson og har ligaens bedste forsvar. Deres store styrke er at de bliver undervurderet af sine modstandere. Freiburg har intet problem med ikke at have boldbesiddelse og lurer gerne på kontra.
Da de mødte RB Leipzig for en uges tid siden pressede Freiburg lidt mere forsigtigt end normalt mod bolden. Kiliann Sildillia rykkede ikke ofte op ad banen som wingback, men forblev i en mere defensiv rolle. Woo-yeong Jeong, Lucas Höler og Vincenzo Grifo formåede at holde Kampl og Haidara delvis under kontrol i takt med at de hele tiden lukkede Leipzigs centrale forsvarere af for afleveringen til Leipzigs centrale midtbane. Som følge heraf behøvede Nicolas Höfler og Eggestein ikke at mandsopdække de centrale midtbanespillere, men dermed kunne de støtte deres kammerater i det centrale forsvare ved at tage Christopher Nkunku og Emil Forsberg ud af spillet.
På trods af en ganske god første halvleg sadlede Christian Streich om. Sallai kom ind for Manuel Gulde, og de spillede nu 4-4-2 formation. Mens de to backs var relativt tilbageholdene i en 5-3-2 formation i første halvleg, var de nu ret offensive for en firemandsbagkæde. Derudover ændrede fordelingen på midtbanen sig, når Freiburg selv skulle opbygge spillet. Höfler var ved boldbesiddelse oftest alene i centrum på midtbanen, fordi Eggestein rykkede offensivt ud i højre side, så de kunne skabe et overtal på de offensive pladser. Freiburg fik meget mere kontrol over andenboldene og de lange afleveringer fra Leipzig netop pga. den øgede tilstedeværelse på midtbanen. Freiburg spiller bevidst en offensiv og risikabel fodbold ved kun at besætte den centrale midtbane med en enkelt mand, men Freiburg bruger kanterne enormt meget i håb om at kunne skabe overtalssituationer. Den offensive spillestil kræver også en offensiv løbevilje. Freiburg hører notorisk til de løbestærkeste mandskaber i ligaen, og Christian Streich er som træner ikke langt fra at tilbagelægge samme distance, sådan som han ofte ræser op og ned langs sidelinjen.
Freiburg er altså kendetegnede for at kunne omstille og tilpasse sig modstanderne. Taktisk er de enormt fleksible. Grundpillerne for Freiburgs succes i år er hurtigt omstillingsspil, taktisk disciplin og en ”for-hinanden-kæmper-vi-røven-ud-af-bukserne”-mentalitet. ”Spillernes ydmyghed og accepteringen af at holdkammeraten spiller, fordi han har trænet godt i løbet af ugen, er vores allesammens fundament”, sagde Streich efter han engang blev spurgt om, hvorfor superjokeren Nils Petersen ikke spillede fra start.
Christian Streich – En reflekterede sprællemand på sidelinjen
Christian Streich, der oprindeligt er uddannet lærer, har været træner i Freiburg siden januar 2012. Snart runder han sit 10-årige jubilæum som cheftræner. Han er dermed én af de få trænere i moderne fodbold, der vil kunne opnå sådan et jubilæum. Til sammenligning har Urs Fischer fra Union Berlin, som er den næst længst siddende træner i Bundesligaregi, været cheftræner siden juli 2018.
Christian Streich, der i sin hjemby taler den nydelige dialekt allemannisch, men på træningsbanen i Freiburg taler badisch, har aldrig lagt skjul på, at han og SC Freiburg er meget mere end bare fodbold. Christian Streich reflekterer meget over samfund og kultur, og for ham er det vigtigt, at hans spillere også interesserer sig for andre ting end blot fodbold. Streich forsøger at formidle sine spillere nogle værdier, som man hurtigt godt kan glemme, når man er vokset op i diverse fodboldinternater og ikke har nogen skoleuddannelse, fordi man i tidernes morgen ofrede alt i håbet om at blive professionel fodboldspiller. Christian Streich er tilmed en mand med klare holdninger, hvorfor medierne gerne spørger ind til hans mening. Her kommer han med klare statements, som da flygtningekrisen var på sit højeste i 2015, hvor han plæderede for at en flygtningestrøm til Tyskland ikke ville være nogen dårlig ting, da flygtningene ville bidrage til Tysklands samlede velstand. Den lokale avis havde tilmed en rubrik kaldet ”ugens Streich” i sin avis.
Der bliver derfor lagt op til, at spillerne i Freiburg er sociale med hinanden. Det er derfor også tilladt at skeje ude efter sejre eller at tage til ”Ballermann” på Mallorca og drikke til den lyse morgen – når sæsonen er overstået vel at mærke. Streich anses af mange som én af de mest sympatiske, empatiske og autentiske trænere i ligaen. Streich har formået at forblive menneske i den mærkelige fodboldboble, som er opstået henover tiden. Han værdsætter værdier som medmenneskelighed og samvær. Han personificerer dén fodbold, som mange i første instans fandt attraktiv. For Christian Streich skal fodbold stadig være fodbold og ikke nødvendigvis så meget andet. Christian Streich er én af grundene til at folk stadig følger med i tysk fodbold.
Bæredygtighed fremmer succesen
Loyalitet synes at være en mangelvare i professionel fodbold, men hos SC Freiburg synes det at være til stede. Spillerne bliver i gennemsnit 4-4 ½ år i klubben før de drager videre. Unge spillere som Söyüncü, Waldschmidt og Philipp kunne og ville man heller ikke holde på lang sigt, hvorfor landsholdsaktuelle Schlotterback formentlig også vil være klubbens næste store salgsobjekt, men spillere som Nils Petersen, Grifo og Christian Günter har arbejdet sig op som klubikoner og fundet harmoni i tilværelsen som spiller hos SC Freiburg. Både Petersen og Grifo har været i andre klubber, men deres største succes har de afgjort haft i Freiburg. Her blev de blandt andet landsholdsspillere. Når der var landsholdssamling rundt omkring i Verden, var der ifølge Petersen ”ca. 3 spillere væk fra træningsanlægget i Breisgau. Nu er vi ca. 3 spillere tilbage.” Det er ikke kun landsholdsspillere fra lavt rangerede FIFA-lande, som Freiburg sender af sted. Nu sender Freiburg også spillere af sted til både Tyskland, Italien, Holland og Østrig, når der er landsholdssamling. SC Freiburg er eksemplet på, at hvis man som spiller havner det rigtige sted i det rigtige miljø, hvor der bl.a. er et højt fællesskab og loyalitet, så kan ens karriere også udvikle sig mere succesfuldt end i andre klubber.
Efterhånden er Freiburg ved at etablere sig som alt andet end en lille og beskeden fodboldklub. De er blevet til et mønstereksempel på en bæredygtig fodboldklub i en mere og mere kommercialiseret verden. Klubben udstråler ydmyghed, ro og fattethed samt kontinuitet. Dog vil klubben fortsat gerne påtage sig rollen som underdog. Streich udtalte i forbindelse med indvielsen af det nye stadion, at ”jeg håber klubben vil forblive ydmyg, idet vi ikke anser os som en del af de ”store”. Vi må ikke lade os blænde af succesen. Hvis vi bevarer en vis ydmyghed, så har vi gode år foran os. Og hvis ikke, så findes der nok eksempler på klubber, hvor der ikke har været ydmyghed – og disse klubber er nu at finde i andre sfærer.” For SC Freiburg er det ingen katastrofe, hvis de skulle tabe én kamp eller tre i streg. I en klub som 1. FC Köln ville alarmklokkerne have ringet senest efter det andet nederlag i træk. Dette adskiller SC Freiburg fundamentalt fra andre klubber i Bundesligaen.
SC Freiburg er blevet den fodboldklub, som de klassiske traditionsklubber som SV Werder Bremen, HSV, Schalke 04 orienterer sig efter. Freiburg er nemlig bl.a. så gode, fordi de er så disciplinerede. De er ikke forhastede, hvilket er deres helt store styrke. Freiburg har siden 1991 haft fire trænere. Til sammenligning har Schalke 04 og HSV haft 66 forskellige trænere i alt. Begge traditionsklubber har haft 33 trænere i selvsamme tidsrum som Freiburg har haft sine fire trænere. Kontinuitet og ydmyghed kan også betale sig i professionel fodbold.
