bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > bulibold.dk > Konkurrencer > Gode råd til dit manager-hold

Gode råd til dit manager-hold

Her følger et par gode råd til managerspillet hos holdet.dk. I vores bud har vi lagt vægt på, at vores 11 udvalgte spiller regelmæssigt på et formodet tophold. Vi har desuden valgt en 4-5-1 formation, da angriberne denne gang er noget dyrere end normalt. Vi gør opmærksom på, at de 11 udvalgte er valgt ud fra, hvordan de forventes at komme til at præstere over hele foråret og IKKE kun i åbningskampen.

Målmand
Rene Adler – HSV (3,5 mio)
HSV havde et fornuftigt efterår, hvor de ”blot” lukkede 23 mål ind – samme antal som Dortmund på andenpladsen. Vi vælger derfor at spare lidt penge på denne position og håber, at Adler og resten af HSV-defensiven fortsætter takterne i foråret.
Alternativet: Manuel Neuer. Bundesligaens bedste og med flest clean sheets. Han koster dog også 4 millioner mere end Adler, så vælger du Neuer, må du spare andetsteds.

Forsvar
Holger Badstuber – Bayern München (3 mio)
Har været konstant skadet de sidste par år, men gjorde comeback i efteråret og spillede de to sidste kampe inden jul. Han får måske ikke alle 17 kampe, men til gengæld spiller han for det hold, der lukker færrest mål ind.
Alternativet: Jannik Vestergaard. Danskeren er en halv million dyrere, men spiller hver gang og er formentlig god for et mål eller to. Lukkede Werder Bremen færre mål ind, var han måske også at finde i vores startformation.

Sokratis Papastathopoulos – Dortmund (4 mio)
Papa missede to kampe i efteråret og scorede en enkelt gang. Vi tror på, at Dortmunds defensiv lukker færre mål ind i foråret, og derfor er 4 millioner en fin handel for en spiller, der også er en trussel i den anden ende.
Alternativet: Jerome Boateng. Fast mand og lederen i forsvaret hos Bayern. Han scorer sjældent, men præsterede tre assists i efteråret. Har du lidt ekstra penge at gøre med, så brug dem her.

Naldo – Wolfsburg (4,5 mio)
Ligesom resten af holdet så havde Naldo et efterår lidt på det jævne. Præstationerne var egentlig godkendt fra brasilianerens side, men det blev lidt overraskende ikke til mål. Det satser vi på, det bliver til i foråret, og så er 4,5 millioner godt givet ud.
Aternativet: Paul Verhaegh. Hollænderen sparker straffe for Augsburg. Augsburg får som regel en del straffe per sæson. Så simpelt er det.

Sead Kolasinac – FC Schalke 04 (3 mio)
Havde en svær start på sæsonen, hvor han sad meget på bænken, men kæmpede sig tilbage og var fast mand i de sidste fire kampe. Blev også brugt på midten i en periode, hvor Geis sad ude.
Alternativet: Nico Elvedi. Spillede de sidste seks kampe inden pausen og til blot 2,5 millioner er han måske ikke helt dum at satse på.

Midtbane
Matthias Lehmann
– 1. FC Köln (2,5 mio)
Spillede samtlige kampe i efteråret for Köln, så til 2, 5 millioner skal han prøves. Meget mere er der egentlig ikke at sige.
Alternativet: Leon Goretzka. Er fast mand for Schalke og selvom det ikke blev til mål i efteråret, har han tidligere vist, at han trods sit defensive udgangspunkt ved, hvor målet står.

P.E Aubamayang – Dortmund (10,5 mio)
18 mål i efteråret blev det til for gaboneseren, der igen optræder som midtbanespiller i dette spil. Det bliver svært at gentage den bedrift i foråret, men kan han score omkring de ti mål, er han pengene værd.
Alternativet: Douglas Costa. Bundesligaens bedste indkøb var flyvende i første halvdel af sæsonen. To mål er måske ikke overvældende for en midtbanespiller, men til gengæld leverede han masser af assists. Vi har ham dog ikke med fra start, da han formentlig i højere grad kommer til at skulle dele spilletiden med Robben, Ribery og Coman i foråret.

Kevin Kampl – Bayer Leverkusen (3,5 mio)
Havde et flot efterår i sin nye klub, hvor han tydeligvis befandt sig bedre inde centralt end ude på fløjen. En enkelt scoring og assist er ikke prangende, men formen var stærkt opadgående i de sidste par måneder, så vi tror på et godt forår for manden med Bundesligaens mest mærkværdige frisure.
Alternativet: Thiago Alcantara. Når spanieren er skadesfri er han outstanding. Hvis du har tiltro til, at bentøjet holder, så bør han være på dit manager-hold.

Lars Stindl – Gladbach (6 mio)
Her vælger vi at tro, at vi har gjort et formidabelt køb. Jo, 6 millioner er mange penge, men Stindl var en af arkitekterne bag Gladbachs genrejsning og tilføjede fem scoringer og fire assist til sit regnskab i hinrunden. Han lægger nærmest som hængende angriber, og vi er overbeviste om, at der også kommer en god håndfuld assist og mål fra hans fødder i foråret. Et must have på dit Bundesliga-hold.
Alternativet: Mahmoud Dahoud. Gladbach-kollegaen koster to millioner mindre, men er næsten ligeså farlig trods end mere defensivorienteret rolle. To mål og tre assists blev det til i 17 kampe.

Julian Baumgartlinger – Mainz (2,5 mio)
Pengene er ved at rende ud, så meget mere end Baumgartlinger kunne det ikke blive til. Men det behøver nu heller ikke være så skidt endda. Mainz-anføreren er en vigtig figur på Martin Schmidts hold, og kan han få gang i målscoringen i foråret, kan han blive guld værd.
Alternativet: Leroy Sane. Fik sit helt store gennembrud i efteråret og er på det seneste sat i forbindelse med både Manchester City, Barcelona og Real Madrid. Har en forholdsvis fri rolle hos Schalke og kan sagtens forbedre måltotalen på fire.
Angriber
Javier Hernandez – Bayer Leverkusen (7 mio)
Mexicaneren er nummer fire på toscorerlisten, og det er især hans afslutning på sæsonen, der får os til at tro på, at vi skal investere i ham. Scorede ti gange i de sidste otte kampe, og så gør det knap så meget, at han ikke bidrog med assist.
Alternativet: Robert Lewandowski. Vi vil vitterligt gerne have plads til den polske målmager, men med en pris på 11 millioner, har vi desværre ikke råd på vores hold.

You may also like
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 10 – Kom så Jess Thorup!
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 8 – Tilbage til Harry Kane
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, efterår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 7 – Neue Kräfte braucht das Land
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 6 – De mange hovedbrud