bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > 11 Bundesliga-spillere der kan forhandle med nye klubber

11 Bundesliga-spillere der kan forhandle med nye klubber

Transfervinduet nærmer sig, vi har samlet et hold bestående af spillere, der om en uges tid kan forhandle med nye klubber og skifte på fri transfer til sommer.

Bundesligaen ligger stille, men det betyder ikke, at der ikke sker noget i det tyske. Om en lille uges tid, når januars transfervindue åbner, har en række spillere under seks måneder tilbage af deres kontrakter, og kan derfor frit begynde forhandlinger med andre klubber. Vi har set på de bedste, og præsenterer her 11 mand, der måske kan få en ny fremtid på plads i det kommende vindue.

MÅLMAND: Roman Weidenfeller (Borussia Dortmund)

Den mangeårige Dortmund-keeper har mistet pladsen til den yngre Roman Bürki i Bundesligaen, mens det er blevet til spilletid til Weidenfeller i andre turneringer. Trods han er ved at være oppe i alderen, er der et par år endnu i den gode tysker, som andre hold måske kan få glæde af. Lige nu tyder det dog på, at Weidenfeller forlænger med BVB, der gerne vil holde konkurrencen skarp på målmandsposten.

HØJREBACK: Hiroki Sakai (Hannover 96)

Den japanske landsholdsspiller har næsten 80 Bundesligakampe for Hannover og med sine kun 25 år er der masser at hente i Sakai endnu. Han har været involveret i 11 ligakampe denne sæson (og tabt 9), så Hannover er ikke umiddelbart ude på at slippe ham. Med en truende nedrykning er det dog ikke sikkert, at en forlængelse bliver prioriteret.

MIDTERFORSVAR: Roman Neustädter (Schalke 04)

Det er blevet til 19 kampe denne sæson i både liga, pokal og Europa for Neustädter, der dog kun har fået otte minutter i de sidste fire ligakampe. Schalke har en del, der kan spille samme plads, så om Neustädter forlænger kan afhænge af, hvordan Nastasic kommer tilbage fra sin skade og om hans forsvarsmakker forlænger.

MIDTERFORSVAR: Joel Matip (Schalke 04)

De Kongeblås forsvarsprofil har nemlig kontraktudløb til sommer og har tøvet med at forlænge. Liverpool og Jürgen Klopp spøger i kulissen, og gør de alvor af interessen kan Schalke næppe holde på Matip.

VENSTREBACK: Sebastian Boenisch (Bayer Leverkusen)

Det er ikke blevet til meget spilletid for den polske defensive allrounder denne sæson, der kun har fået kamptræning i syv ligakampe indtil videre. Den 28-årige har masser Bundesligarutine, der kan lokke lidt mindre klubber til.

CENTRAL MIDT: Leon Andreasen (Hannover 96)

Den danske midtbanekriger bliver 33 år til april og det er usikkert, om han er i Hannover efter sommerpausen. Har selv indikeret villighed til at forlænge, men Hannover kan være på vej i 2. Bundesliga og så har man desuden netop købt to mand i vinterens transfervindue, der kan spille Andreasens plads: japanske Yamaguchi og det norske talent Iver Fossum. Og nå ja, så skal holdet have ny træner. På tide, at vende hjem til AGF?

CENTRAL MIDT: Havard Nordtveit (Borussia Mönchengladbach)

Nordmanden har været fast mand siden Andre Schubert overtog trænertøjlerne i Gladbach, men hans kontrakt udløber til sommer. En forlængelse ligger dog i kortene og den kan meget vel falde på plads i løbet af vinterpausen.

HØJREKANT: Martin Harnik (Stuttgart)

Har været ude med en knæskade siden starten af november og det er fortsat uvist, hvornår han vil være tilbage igen. Når det sker, kan Stuttgart risikere allerede at være rykket ned og så er en mand som Harnik interessant for en række BL-klubber. Der er dog næppe nogle, der allerede nu vil forsøge at hente ham.

OFFENSIV MIDT: Daniel Didavi (Stuttgart)

Stuttgarts klart bedste mand denne efterårssæson og det må være højeste prioritet at få forlænget med ham. Wolfsburg og Leverkusen meldes dog interesserede og det kan således blive Didavis sidste seks måneder i Stuttgart-trøjen.

VENSTREKANT: Ivo Ilicevic (Hamburger SV)

Har spillet samtlige kampe for HSV denne sæson og scoret to gange og leveret tre assists. Han er næppe en mand, der tiltrækker interesse fra andre klubber, så hvis begge parter vil det, kan en forlængelse komme på tale.

ANGRIBER: Claudio Pizarro (Werder Bremen)

Bundesligaens alletiders mest scorende udlænding kom tilbage til Bremen under stor ståhej i sommers. Siden da er det blevet til en lang række indhop og to scoringer for den 37-årige, der nok nærmer sig pensionen ved sæsonens udløb.

 

Topbillede: Wikipedia, Creative Commons, CC BY-SA 2.0

You may also like
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
Pyroteknik
Spilletidspunkter i Bundesligaen fra runde 6-12 fastlagt
TSG Hoffenheim, optakt, stadion, fodboldrejse
Sæsonoptakt: TSG 1899 Hoffenheim – den upopulære landsbyklub
Eintracht Frankfurt, Maurizio Gaudino, Dino Toppmöller
Sæsonoptakt: Eintracht Frankfurt – topfodbold fra Toppmöller?