Vi skriver oktober 2024, og Vincent Kompany har blot været Bayern München træner i nogle få måneder. De højlydte kritikere af ansættelsen af den tidligere Burnley-træner er hurtigt forstummet. Bayern er, med undtagelse af et nederlag mod Aston Villa, ubesejrede i alle turneringer, med en målforskel på 33-10, ikke mindst grundet udraderingen af Dinamo Zagreb med cifrene 9-2. Vincent Kompany har natten over transformeret Bayern til et hold, der spiller noget af den bedste fodbold, vi har set i meget lang tid.
I Bayern er det ikke nok at vinde – man skal også vinde på den rigtige måde. Indtil videre har Vincent Kompany leveret begge dele, med en stil der emmer FC Bayern München. Spillet er aggressivt og ubarmhjertigt med indgroede idealer fra 1960’ernes taktiske Bavarian Schule. Spillet er boldbesiddende, offensivt og overvældende – karakteristika, fans nostalgisk genkalder sig fra Pep Guardiolas til i klubben. Og sidst, men ikke mindst, er der den der vindermentalitet, eller mia-san-mia ånd, som Lothar Matthäus, Oliver Kahn og andre ofte efterspørger, når alt ikke kører på skinner.
Succesen er dog ikke kommet af sig selv. Lad os dykke ned i et par af de vigtigste taktiske ændringer, Vincent Kompany har implementeret indtil videre.
Intensitet
Set med Bayern-puritanske briller virkede holdet under Thomas Tuchel ofte passivt, nærmest føjeligt. Tuchels mere afventende defensive tilgang manglede den i Bayern fornødne arrogance; visheden om, at man er det bedre hold, uagtet modstanderen. Derudover var det ineffektivt. Alt for ofte blev offensive presspillere udskiftet for forsvarsspillere. Man opgav at dominere kampen, man gav initiativet væk. Dette så vi ikke mindst med indskiftningen af Min-jae Kim i Champions League semifinalen mod Real Madrid. Den defensive indskiftning havde ingen defensive fordele.
Hvad har så ændret sig? Denne sæson tillader Bayern blot 0.69xG (expected goals) imod sig pr. kamp, sammenlignet med 1.18xG i 2023/24. Bemærkelsesværdigt nok spiller Bayern ikke ”mere defensivt”, har ikke flere bag bolden og tager ikke flere dueller. Til gengæld har intensiteten ændret sig – både i duellerne og i presset. Statistisk udtrykkes det mest intuitivt gennem antallet af frispark. Bayern begår nu 11.8 frispark og pådrager sig 11.0 pr. kamp, sammenlignet med henholdsvis 8.59 og 8.85 sidste sæson. Det tyder på, at selvom spillerne ikke tager flere dueller, så møder de dem med større aggressivitet, både offensivt og defensivt.
En mere præcis målestok er PPDA (passes [allowed] per defensive action). Dette er et udtryk for, hvor mange afleveringer modstanderen gennemfører, før Bayern griber ind med en defensiv aktion: Et frispark, en opsnappelse eller en tackling. Kompanys hold lægger sig i den europæiske top med en PPDA på 9.02. Men i modsætning til mange af de andre kompromisløst pressende hold excellerer Bayern også med bolden, og snitter 7.65 afleveringer pr. boldbesiddelse – øverst i Europa. Det reflekterer Kompanys mål om at dominere med og uden bold. En Cityagtig tålmodighed i spilopbygningen, og en presintensitet på niveau med Liverpool.
Et vigtigere spørgsmål er nok, hvordan Bayern opnår dette.
Tager du et kig på din foretrukne fodboldapp, ser du højst sandsynligt en 4-2-3-1 formation. Det er et velkendt syn for de fleste, der har fulgt Bayern de seneste 15 år. Denne struktur er dog kun for alvor relevant i de sidste defensive faser, hvor Upamecano og Kim flankeres af Raphael Guerreiro og Alphonso Davies for at forme en flad forsvarskæde. Bayerns defensive arbejde starter dog langt længere fremme på banen.
Den uafgjorte 1-1-kamp mod de forsvarende mestre fra Leverkusen er et perfekt eksempel på Kompanys pres-strategi. Under Leverkusens målspark tog Bayern form i en 2-3-5. Aleksandar Pavlović og Musiala skubbede op på hver side af Kane for at skabe en kæde af fem, og afskære Hradeckys afleveringsmuligheder. Dette tvang ofte Hradeckys til at spille bolden langt; noget Leverkusen ellers forsøger at undgå. Hradecky forsøgte 23 lange afleveringer, hvilket er flere end i Leverkusens tre forrige kampe tilsammen. Når Leverkusen blev tvunget til at spille den langt, stod Upamecano og Kim placeret højt på banen for at vinde bolden i dueller med Victor Boniface. Derfra kunne angrebet begynde.
Struktur
Mange boldbesiddende hold gør i dag brug af enten en 2-3 eller 3-2 struktur i rest forsvaret, ikke ulig Kompanys Bayern München. I spilopbygningens første faser danner Kim, Upamecano og Kimmich en kæde af tre, med Pavlović og en af backerne foran til at modtage bolden centralt. Den noget overraskende succes med venstrebenede Raphael Guerreiro på højre back har tilføjet en ekstra facet til denne dynamik (med mindelser til Guardiolas brug af João Cancelo). Kimmich rykker ud af midtbanen og efterlader modstanderens 10’er, der ofte ville forstyrre ham i opspillet, for at få plads til at diktere spillet. Guerreiro kan derefter positionere sig centralt ved siden af Pavlović, eller skubbe frem i halvrummet på den sidste tredjedel, for at komme ind til skudmuligheder. Denne hybridrolle har for Kimmich også afhjulpet noget af den lange debat om hans bedste position – midtbane eller back. Under Vincent Kompany spiller han en kombination af begge.
Guerreiro (nederst i billedet) modtager en aflevering fra Harry Kane, før en skudmulighed.
Kompanys positionelle stil er dog ikke lige så rigid som f.eks. Peps i City. Det er tydeligt i den situationelle mand-mand markering, der ofte trækker spillere ud af position. Det er netop derfor, Vincent Kompany sætter sin lid til spillere som Kimmich, Laimer og Guerreiro (og formentlig senere Stanišić og Ito), der kan spille komfortabelt på flere positioner.
Det klareste eksempel var i 2-0-sejren over Freiburg i starten af september, hvor Bayern spillede med en asymmetrisk forsvarskæde; kort sagt uden højre back. Kimmich var pålagt at markere Freiburgs kreative Vincenzo Grifo, der ofte har meget positionel frihed. Det efterlod Bayerns restforsvar i en 2-3 form, når Guerreiro skubbede frem fra venstre back. Vincent Kompany forsøgte et lignende set up i de spæde minutter af nederlaget mod Aston Villa, hvor Manuel Neuer skubbede op bag midtstopperne som en fri mand. Den plan gik dog hurtigt i vasken grundet Ollie Watkins solide pres, hvorfor Kimmich måtte falde ud af midtbanen for at hjælpe spilopbygningen.
Kimmich falder ned for at danne en kæde af tre med Upamecano og Kim mod Leverkusen
På den sidste tredjedel ser vi dog ofte Kimmich træde op ved siden af Pavlović 5-10 meter udenfor feltet, bagved den forreste kæde af fem eller seks spillere. Pavlović mål til 1-1 i kampen mod Leverkusen er eksemplarisk for den form, holdet søger at tage i de afgørende offensive faser.
Harry Kane placerer sig centralt i boksen, hvor han er tilgængelig for indlæg. Musiala, også centralt, står akkurat på kanten af feltet, hvor han kan opsnappe de bolde, der måtte falde ned. Fremfor at skabe overtalssituationer gennem forskydninger, ser vi Gnabry og Olise holde bredden, for at strække Leverkusens forsvar. Dette tillader Guerreiro og Davies at underlappe i halvrummene. Dermed har Bayern otte spillere i-og-omkring feltet. Indlægget fra Olise heades ud, hvorefter Pavlović tæmmer den med brystet og hamrer den op i krogen.
Mål til 1-1 af Aleksandar Pavlović (Bayern-Leverkusen)
Brister
Som med det gode, som med det dårlige, skal det nævnes, at det trods alt stadig er en forholdsvist beskeden stikprøve af kampe at tage udgangspunkt i. Med undtagelse af mod Leverkusen, hvor Bayern spillede en tæt på perfekt kamp, har vi ikke for alvor set Kompanys tilgang blive testet mod de bedste hold. Klubbens første nederlag i sæsonen – Champions League opgøret med Aston Villa – gav dog en smagsprøve på et par af de udfordringer, vi kan forvente at se.
Jamal Musiala er fortsat blandt Bayerns absolut vigtigste spillere og en af de mest driblestærke i Europa. Den tyndbenede 21-årige tysker, der har fået tilnavnet Bambi, er bindeleddet mellem holdets midtbane og angreb. Hvor både Kimmich og Pavlović kan iscenesætte angreb med lange afleveringer og stikninger, har Musiala evnen til at drive bolden fra dybe områder. Selv under pres og i meget små rum, er han enormt boldsikker og en konstant trussel. Mod Aston Villa startede han på bænken grundet et slag til hoften, som han pådrog sig i kampen mod Leverkusen. Det gav to problemer. For det første fik Bayern problemer med at komme igennem de kompakte rum foran Aston Villas felt, hvorfor de ofte endte med at afslutte fra relativt ufarlige positioner uden for feltet. For det andet mistede Bayern ofte bolden i de centrale rum, hvilket gav Aston Villa mulighed for at igangsætte omstillinger.
Ethvert hold vil være afhængig af sine bedste spillere, men det er et reelt spørgsmål, om Bayern er ved at blive for afhængige af Musiala. Med tanke på den trupbredde, der er på kanterne (Coman, Sané, Gnabry, Olise, Tel), kunne det være nærliggende at spørge, om Max Eberl ikke burde kigge efter en spiller, der kan vikariere for Musiala. For nuværende er Thomas Müller den eneste anden spiller i truppen, der for alvor har hjemme på Musialas position. Og selvom den evigt stabile Raumdeuter ikke er færdig endnu, er det nogle andre kvaliteter, Bayern bør kigge efter. Leverkusens Florian Wirtz er selvfølgelig det oplagte bud. Skulle hans transfer vise sig umulig, er Bayerns egen 18-årige Paul Wanner – der pt. er udlånt til Heidenheim – også et glimrende bud.
Det bringer os videre til holdets anden brist.
Forsvarslinjen, der i kontrasituationer ofte blot er Upamecano og Kim, har hele sæsonen stået faretruende højt på banen. Aston Villa var de første, der for alvor formåede at udnytte det, inden vi søndag så Frankfurt og særligt Omar Marmoush nyde godt af det bagrum, der opstår. Den høje forsvarslinje har ellers også været en løsning på et problem fra sidste sæson, navnlig et alt for stort mellemrum mellem de to 6’ere og forsvarskæden. Dette var naturligvis også en konsekvens af, at det ofte var de lidt mindre løbestærke Matthijs de Ligt og Eric Dier, der tog plads i det centrale forsvar. Det er derfor heller ingen overraskelse, at de ikke længere er at finde på holdkortet
Aston Villa formåede flere gange at skabe omstillingsituationer, hvor Ollie Watkins kom i direkte duel med Upamecano som sidste mand. To gange måtte Upamecano hive i nødbremsen, selvom det kun resulterede i en enkelt advarsel. Mod Leverkusen var det en anden sag, eftersom bomstærke Boniface aldrig ville blive farlig over 40-50 meter i en løbeduel med hverken Kim eller Upamecano. Selvom det er de færreste angribere, der kan matche Bayerns franske stopper på fysik eller fart, er det en aktuel risiko, hvis man på et tidspunkt står overfor en Erling Haaland eller en Kylian Mbappé. Med tanke på, hvor store problemer Watkins forvoldt Bayern, er det en risiko, Vincent Kompany må tage seriøst før eller siden.
I Bayern kan de dog for nuværende dårligt få armene ned over Vincent Kompany. Tiden må dog vise, om den offensive dogmatik kan bære, også når modstanderen hedder Real Madrid frem for Holstein Kiel.
Bayern har alt at tabe i denne sæson. Først og fremmest fantasien om en Champions League pokal på hjemmebane; frelse fra drømmen, der brast ved Chelsea og Didier Drogbas hånd (læs: hoved) i 2012. Vi ved, hvordan dén historie sluttede, spørgsmålet er bare, om de kan gøre det igen.
