bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Sæsonoptakt: Bayern München: Permanent tilbage på toppen?

Sæsonoptakt: Bayern München: Permanent tilbage på toppen?

Optakt, Bayern München, øl på stadion

Vincent Kompany løste opgaven og bragte Bundesligatrofæet tilbage til München. Men forventningerne til belgierens anden sæson ved roret er langt større… 

Sidste sæson: 

Nr. 1 i Bundesligaen

Vincent Kompany kunne ikke have håbet på en bedre start i München. Af efterårssæsonens første fem opgør hentedes fem sejre, ikke mindst med hele ni scoringer mod Dinamo Zagreb i Champions Leagues netop nyindførte ligafase. Efteråret forløb med dominante opvisninger mod især de konventionelt lettere modstandere. Talismanen Harry Kane samt bundesligadebutanten Michael Olise var de klare frontløbere og tilsammen involveret i 18 scoringer på blot tre kampe i starten af september.  

Alle var dog ikke lige imponerede over Kompanys, til tider kompromisløst høje, forsvarslinje, der i efterårets største opgør ofte kostede Bayern dyrt. Aston Villas Jhon Duran sikrede en 1-0-sejr efter en dyb aflevering bag om Dayot Upamecano i klubbernes første indbyrdes opgør siden Europa Cup-finalen ’82, der endte med samme cifre. Og på lignende vis var man ude af stand til at stoppe Barcelonas lynhurtige Raphinha, der med et hattrick sendte Bayern München ubehageligt langt ned i den internationale ligatabel. 

Trods et choknederlag på 0-3 mod Feyenoord i januar syntes stemningen blandt Bayerns ledelse at være, at holdets problemer i de største kampe skyldtes uheld: En tvivlsom udvisning til Manuel Neuer i DFB-pokalens 1/8-dels finale, utidige skader til nøglespillere som Jamal Musiala eller modvillige marginaler, når dominans skulle omsættes til føringer. 

Den afmålte optimisme forløstes i den samlede 5-0-sejr over Leverkusen i Champions League-slutspillet, som man på samme tid i marts havde lagt seks point bag sig i Bundesligaen. Herfra spirede en drøm, som kun få Bayern-fans indtil da havde turdet sige højt; en Champions League-finale på hjemmebane. De fik dog ikke lov at drømme længe. Et væld af skader betød, at man måtte gå de senere finalister fra Inter Milan i møde uden hverken Neuer, Upamecano, Alphonso Davies eller Musiala på holdkortet. Samtidig var det kommet frem, at Bayern München ikke agtede at forlænge den udløbende aftale med klubikonet Thomas Müller. Han fik derfor lov at slutte sin Champions League-karriere som den begyndte; med et hjerteskærende nederlag mod Inter. 

På den hjemlige front var der dog ingen slinger i valsen. En ubesejret stime fra marts bragte atter Bundesligatrofæet ’hjem’ til München. Harry Kane fik dermed også endelig frelse, da han kunne løfte karrierens første trofæ. 

… Sæsonen var dog ikke helt overstået. Sommeren bød på Gianni Infantinos FIFA klub-VM i USA. Og trods spændende opgør (og nederlag) mod bl.a. Benfica og PSG vil den mest af alt huskes som et febermareridt, hvor hele Bayerns stjernedreng Jamal Musiala led endnu en tragisk skade og måtte forlade banen mod PSG med en brækket ankel. 

Transfers

Florian Wirtz har i årevis været på alles læber i München. Hans skifte denne sommer til Liverpool kom derfor som en overraskelse og en skuffelse for mange – tilsyneladende også for Bayerns sportslige ledelse. 

Sommerens store indkøb blev i stedet Luis Díaz, der ankommer fra netop Liverpool for €70m. Den 28-årige colombianer tilfører eksplosivitet, akrobatik og målfarlighed til Bayerns arsenal af kantspillere. Díaz’ foretrukne position på venstre wing er da også netop blevet ledig, da Kingsley Coman efter ti år i klubben er rejst til Saudi-Arabien i et skifte til Al-Nassr for €25m. 

Jonathan Tah slutter sig til fra Leverkusen med en overgangssum på €2m. Den tyske midtstopper, der var tæt på at gennemføre skiftet allerede sidste sommer, giver erfaring og stabilitet til Bayerns til tider udsatte baglinje. Tah kommer med al sandsynlighed til at konkurrere med Min-Jae Kim om en plads i midterforsvaret, skulle sidstnævnte fortsætte i klubben trods rygter om, at sportsdirektør Max Eberl leder efter en køber til sydkoreaneren. 

Slutteligt har Bayern München erhvervet sig den 20-årige midtbanespiller Tom Bischof på en fri transfer fra TSG Hoffenheim. Trods sit åbenlyse potentiale kommer han dog formentlig til at kigge langt efter spilletid, når Bundesligaen løber af stablen. På de centrale pladser hjemvender også unge Paul Wanner fra sit lejeophold i Heidenheim. Med afgangen af Thomas Müller og Musialas skadesforløb ser Wanner muligvis sit snit til at vise sig frem på sin foretrukne plads på den offensive midtbane. Bayern har dog længe været forbundet med både Stuttgarts Nick Woltemade samt den tidligere Leipzig-profil Christopher Nkunku på netop den position, selvom begge handler fortsat ser komplicerede ud. 

Udover Thomas Müllers skifte til MLS-klubben Vancouver Whitecaps, har både Leroy Sané og Eric Dier forladt klubben på fri transfer til fordel for henholdsvis Galatasaray og AS Monaco. Deres afskedigelser flugter med klubbens ambition om at nedbringe truppens overordnede lønbudget, som bestyrelsen efter sigende skulle have udstukket som Eberls fremmeste opgave. 

I sin søgen efter fast spilletid er lejeaftalen for stortalentet Mathys Tel gjort permanent i Tottenham for €35m. Af samme grund imødekom klubben den marokkanske landsholdsspiller Adam Aznous ønske om nye græsmarker, og han er dermed solgt til Everton for €9m. 

João Palhinha, der ankom til klubben blot sidste sommer, er skiftet til Tottenham på en lejeaftale med en købsoption på cirka €30m. Ligeledes er Bryan Zaragoza og Daniel Peretz sendt på leje til henholdsvis Celta Vigo og HSV. 

En række yngre spillere er solgt for encifrede millionbeløb, herunder Frans Krätzig og Gabriel Vidovic, mens Arijon Ibrahimovic og danske Jonathan Asp er sendt på nye lejeophold. 

Det forlyder, at Bayern vil forsøge at hente mindst én offensivspiller i kølvandet på Comans transfer. Hertil skulle Olympique Lyons 20-årige kantspiller Malick Fofana være et emne. 

Vil du ned at se Bayern spille på Allianz Arena, så se her, hvordan du får rabat på billetter til Bayerns kampe

Styrket/svækket

Svækket. Afgangene af Eric Dier og Leroy Sané er erstattet 1:1, men truppen har mistet en række breddespillere, som man håber kan dækkes ind af talenter fra klubbens akademi, der har vist sig frem i løbet af sommeren. 

Sådan går det Bayern München i denne sæson

Krisen er afværget. Vincent Kompany havde – lidt firkantet sagt – én enkelt opgave i sin første sæson: Nemlig at genvinde Bundesligaen. At opgaven blev løst i overbevisende manér, giver dog ikke ro på bagsmækken. Tværtimod. Ambitionerne står aldrig stille i München, hvor ægte succes måles i sæsoner med to, og gerne tre, trofæer. Siden Bayerns uovervindelige 19/20-sæson under Hansi Flick har holdet ikke spillet sig i en eneste semifinale i DFB-pokalen og blot en enkelt af slagsen i Champions League. ’Tidlige’ exit i begge turneringer er der i år set gennem fingre med, fordi man på banen ser kimen til de helt store præstationer. 

Meget skal gå galt i München, hvis ikke dette års Bundesligasucces skal gentage sig i den kommende sæson. Det i forvejen relativt snævre felt af udfordrere til titlen er ikke just blevet større med afgangen af en række nøglefigurer hos Leverkusen. Bayern München har vist sig fra sin stærkeste side i sommerens træningskampe, ikke mindst med en knusende 4-0 sejr over Europa League-mestrene fra Tottenham. 

Spillet har båret præg af Kompanys flydende angrebsfodbold, men har også antydet mindre taktiske ændringer. Især to justeringer, der begge relaterer sig til holdets skadessituation, er blevet fremvist. Dels en endnu større positionel fleksibilitet, end vi er vant til at se. Harry Kane trækker fortsat af og til dybt ned i banen og er med til at sætte angreb i gang, mens Upamecano situationelt skubber frem fra bagkæden for at tilføje en ekstra spiller til genpresset. Ikke mindst kommer det til syne blandt de forreste fire, hvor Luis Díaz eller Serge Gnabry ofte bliver forreste mand i presset, og Michael Olise forlader sit centrale udgangspunkt og driver ud mod kanterne. Tendenserne skyldes Musialas fravær og manglen på en direkte erstatning. Uden Musialas evne til at drive bolden frem bliver Kanes afleveringer fra dybden et langt vigtigere værktøj, og det bliver samtidig mere nødvendigt, at Gnabry kan dække de centrale rum, så Michael Olise får plads i sine foretrukne områder på højre side af banen. 

Vi har set noget lignende på venstre back, hvor det sædvanlige førstevalg, Alphonso Davies, mangler grundet en korsbåndsskade. Efterfølgerne, Josip Stanišić og Raphael Guerreiro, har langt fra samme fart som Davies og kommer derfor sjældnere i overlap bag kantspillerne mod rummene ved modstanderens baglinje. I stedet har vi set både Stanišić og Guerreiro trække ind mod midten af banen – også på den sidste tredjedel – mens Luis Díaz holder bredden mod sidelinjen. 

Den kommende sæson vil derfor i høj grad handle om skader. Dels hvordan man taktisk og praktisk lindrer fraværet af Davies og Musiala; især mens fans kan kigge langt efter forstærkninger på transferfronten. Og dels om Kompany, med en smallere trup, vil være i stand til at rotere spillerne i en grad, der minimerer sammenfald af skader i sæsonens afgørende faser. 

Bayern München har allerede skudt sæsonen i gang med en sejr over pokalvinderne VfB Stuttgart i årets Franz Beckenbauer Supercup, og de åbner Bundesligaen hjemme mod Leipzig fredag den 22. august. 

Bud på placering

1

Bud på Bayern Münchens idealopstilling

4-2-3-1:

Neuer – Laimer, Upamecano, Tah, Stanišić – Kimmich, Pavlović – Gnabry, Olise, Díaz – Kane

Spiller at holde øje med

Manuel Neuer

Den 39-årige målmandslegende er fortsat blandt Bayerns vigtigste spillere. Holdet har i optakten til den kommende sæson set endnu mere aggressivt ud i genpresset og kampen om andenbolden. Når bolden bliver vundet, modtager Neuer den ofte for at cirkulere den, mens resten af holdet genfinder sin struktur. Når presset ikke lykkes, er det ligeledes ofte Neuers positionering højt på banen, der stopper de omstillinger, der måtte opstå, mens forsvaret er ude af position. 

Selvom Neuer ikke længere er den bedste (i verden), er der få målmænd, der kan løse dé opgaver med samme kvalitet. Med erhvervelsen af unge Jonas Urbig i januar håbede man at have fundet en naturlig afløser til den aldrende Neuer. Niveauforskellen er dog fortsat slående, ikke mindst i deres boldomgang, samt anførerens ukvantificérbare evne til at indgyde ro i forsvaret. 

Der er dog også grund til bekymring. Manuel Neuer har flere gange i karrieren kæmpet sig tilbage fra alvorlige skader. I foråret manglede Neuer dog i to måneder grundet en muskelskade i læggen. Skadestypen og alvorsgraden er hidtil ukarakteristisk, og mange frygter derfor, at alderen spiller en rolle, og at vi formentlig vil se flere af slagsen. 

Holder Neuer sig skadefri, vil hans evigt høje niveau blive helt afgørende for Bayern München i en sæson, der meget vel kan blive hans sidste, når kontrakten udløber i sommeren 2026.

You may also like
Bayern München, fodboldtrøjer, flest medlemmer i verden
Analyse: Hvem eller hvad kan stoppe Bayern München?
Bundes Manager runde 12
Optakt til Bundes Manager runde 12 – Anfører Luis Diaz
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 8 – Flyv ørne, flyv!
Managerhold, Bundesliga
Optakt til Bundes Manager runde 5: Formationsskifte og vilde Harry Kane