Læs vores optakt og få seneste nyt om skader, bud på startopstillinger samt fokus på nøglespillere
Gæsterne ser ud til at have fundet opskriften på både at præstere i Europa og i Bundesligaen. I hvert fald er de inde i en god stime med fire sejre i træk. I midtugen blev det til en overbevisende sejr mod Heidenheim i pokalen, og ved den lejlighed brillerede Bas Dost med en enkelt scoring og to assists. Selvom Hecking ikke ville ind på det på pressemødet, betyder det formentlig, at Bendtner igen må sidde udenfor i kampen mod Stuttgart.
En der til gengæld ser ud til at være med er Rodriguez. Venstrebacken, der ser ud til at forlænge sin kontrakt med klubben trods stor interesse fra andre topklubber, er blevet sin skade kvit og ligner en starter. Hans dødbolde kan blive vigtige for Wolfsburg, der med seks scoringer efter standardsituationer, topper den liste. Stuttgart er i øvrigt nummer to med fem scoringer.
Hos hjemmeholdet er selvtilliden for en stund vendt tilbage. Sidste rundes vanvittige 5-4 sejr ude mod Frankfurt har givet Armin Veh lidt arbejdsro, og det er tiltrængt. I begyndelsen af sæsonen har det ikke altid været lige let at se, hvad det er Stuttgart gerne vil, men det virker til, at de mange unge spillere er begyndt at vokse med opgaven, selvom der stadig indkasseres for mange mål. 19 scoringer efter ni kampe er rekord dårligt for hjemmeholdet.
Veh sagde på pressemødet forud for kampen, at holdet er blevet mere flydende og uforudsigelige i deres spil, og det får de i høj grad brug for at bevise mod et Wolfsburg hold, hvis defensiv er til at tale med, hvis de bliver bragt ud af deres positioner.
Bud på startopstillinger:
Kirschbaum – Klein, Schwaab, Rüdiger, Sakai – Romeu, Gentner, Maxim – Sararer, Kostic, Harnik
Benaglio – Jung, Naldo, Knoche, Rodriguez – Guilavogui, Gustavo, de Bruyne – Perisic, Caligiuri, Olic
Skader og karantæner:
Stuttgart er hårdt ramt på skadesfronten forud for kampen mod Wolfsburg. Ulreich, Ginczek, Ibisevic, Didavi og Abdellaoue er alle ukampdygtige.
Hos Wolfsburg er det kun Ochs og Felipe, der er meldt ude. Bendtner har trænet lidt med i ugens løb, men det er langt fra sikkert, at han indgår i truppen. Rodriguez ser ud til at være blevet sin skade kvit.
Hold øje med
Gentner: Han var om nogen manden, der gik forrest i den spektakulære sejr mod Frankfurt. En central spiller for genopbygningen af Stuttgart. Skal finde balancen mellem at gå med frem og lukke ned for Wolfsburgs offensiv, der er i hopla i øjeblikket.
De Bruyne: Vi har her på siden flere gange spået, at nu var belgierens endelige gennembrud ved at være der, og nu gør vi det så igen. Har været i forrygende form i det seneste stykke tid, og mod et Stuttgart forsvar der stadig laver en masse elementære fejl, bør han få muligheder for at sætte sig præg på kampen.
Læs flere optakter her:
Bayern – Dortmund: Overrasker Dortmund igen?
HSV – Leverkusen: Et spørgsmål om stabilitet