bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt – uge 21: Klopp rekord og Leverkusen-konsekvens

Vi gennemgår en række af de vigtigste kampe denne runde og giver dig statistik, startopstillinger, og andre lækre detaljer, så du er godt klædt på til endnu en omgang Bundesliga.


Borussia Dortmund – Eintracht Frankfurt

Lørdagens opgør er en gentagelse af midtugens pokalkamp, hvor Dortmund på en sen Aubameyang scoring kunne booke en plads i semifinalen. I den kamp lykkedes det Dortmund at spille til nul, akkurat som man har gjort det i de foregående pokalkampe i denne sæson.

Dermed står det også i klar kontrast til de resultater, der er leveret i årets Bundesliga. I de seneste 11 kampe har Weidenfeller og co. således måtte indkassere scoringer, og det er den dårligste serie for BVB siden 2006. Træner dengang? HSV’s van Marwijk

Der er dog trøst at finde i statistikken for hjemmeholdet, for med hele 38 sejre er Frankfurt den modstander Dortmund har besejret flest gange i Bundesligaen. En hjemmesejr vil i øvrigt være Klopps 111. i spidsen for Dortmund, og han vil dermed tangere Ottmar Hitzfelds rekord.

Frankfurt har skrabet godt med point sammen de sidste par uge og senest i forrige runde med en 3-0 sejr hjemme mod Braunschweig. Til kampen mod Dortmund må de dog fortsat se bort fra Schwegler, Celozzi, Kittel og Stendora, ligesom Flum og Barnetta er yderst tvivlsomme.

Bud på opstillinger:
Weidenfeller – Piszczek, Sokratis, Friedrich, Schmelzer – Kehl, Sahin, Mkhitaryan, Aubameyang, Grosskreutz – Lewandowski
Trapp – Jung, Russ, Madlung, Djakpa – Rode, Weiss, Meier – Aigner, Inui, Rosenthal

Hold øje med:
Mkhitaryan –
Armeneren har ikke helt kunne leve op til de forventninger, der var til ham før sæsonstart. Mod Bremen viste han dog klassen med to fornemme scoringer, og i det omvendte opgør leverede han ligeledes en doppelpack. Med Reus ude ligger det kreative ansvar hos ham.
Meier – Har en fremragende evne til at komme med i feltet, og mod et Dortmund forsvar, hvor aftalerne fortsat ikke virker helt afstemt, skal han nok få sin muligheder.

Bayern München – SC Freiburg

Det er svært at være optimist på Freiburgs vegne, når de gæster Allianz Arena. For selvom Streichs tropper efterhånden har fundet melodien, så virker Bayern på alle parametre som for stor en mundfuld – det til trods for at netop Freiburg sammen med Leverkusen er det eneste hold, der har taget point fra mestrene.

Et par statistikker der taler for en ny Bayern-sejr: Oliver Baumann er den målmand der har haft flest skud indenfor rammen at tage sig af. Neuer er den med færrest. Freiburg har aldrig nogensinde vundet en udekamp mod det førende hold i tabellen. Bayern har vundet de sidste tolv kampe i træk, og på hjemmebane er det indtil videre kun blevet til sejre.

Freiburg kan dog glæde sig over, at Mandzukic ikke er med. Kroaten, der så sent som i midtugen scorede hattrick sidder over med karantæne efter fem gule kort. Derudover er det ikke utænkeligt, at Pep roterer en del for at spare spillere før kampen mod Arsenal.

Bud på opstillinger:
Neuer – Rafinha, Boateng, Dante/Martinez, Alaba – Lahm, Thiago, Kroos – Müller, Robben, Götze/Pizarro
Baumann – Mujdza, Krmas, Höhn, Sorg – Ginter, Fernandes, Schmid, Klaus – Darida, Mehmedi

Hold øje med:
Kroos – Der spilles højt spil fra både Bayern og Kroos side i forsøget på at blive enige om en ny kontrakt. Var i efteråret sikker starter, men har for nyligt fået en tur på bænken. Nu er Schweinsteiger på vej tilbage, og så er det op til Kroos at bevise, at han hører til i startformationen.
Ginter – Det unge forsvarstalent rykkes formentlig op som defensiv midt i kampen mod Bayern. Her skal han forsøge at gøre, hvad ingen har kunnet gøre før ham. Lukke af for kombinationerne fra Bayerns velsmurte maskine. Kan desuden blive en trussel på dødbolde.

Bayer Leverkusen – FC Schalke 04

Rundens absolutte topopgør hvor Leverkusen med en sejr kan tage et kæmpe skridt mod en direkte Champions League plads i næste sæson.

Die Werskelfs selvtillid må dog have lidt et knæk efter det overraskende pokalnederlag mod Kaiserslautern i midtugen. Mod rivalerne fra Schalke må de samtidig se bort fra deres måske bedste spiller i denne sæson Sidney Sam.

Tyskeren er hverken skadet eller har karantæne, men fordi han skifter til netop Schalke til sommer, har Hyppiä af principielle årsager helt valgt at se bort fra ham til dette opgør. Hos Schalke er Draxler så småt begyndt at træne igen, men han er endnu ikke oppe i omdrejninger til at kunne indgå i truppen i denne omgang.

Hvis Kiessling som forventet starter, vil det være hans Bundesliga-kamp nummer 300. Han har spillet de seneste 106 kampe i træk, og det er en klar rekord i ligaen.

Bud på opstillinger:
Leno – Hilbert, Toprak, Spahic, Guardado – Rolfes, Bender, Can – Castro, Son, Kiessling
Fährmann – Hoogland, Matip, Santana, Kolasinac – Boateng, Neustädter, Meyer – Farfan, Obasi, Huntelaar

Hold øje med:
Can – Det lykkedes akkurat for Leverkusen at hente mexicanske Guardado til i januars transfervindue. Det betyder, at Can igen kan komme op på den foretrukne plads som central midt, og det skal blive spændende at se, hvordan han falder ind i samspillet med Bender og Rolfes.
Huntelaar – Måske den mest simple forklaring på, hvorfor Schalke er kommet stormende ud efter pausen. Tre sejre i træk, og selvom hollænderen stadig ikke er oppe i fulde omdrejninger efter sin skadespause, så er hans tilstedeværelse en evig trussel for modstanderen.

You may also like
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Pyroteknik
Spilletidspunkter i Bundesligaen fra runde 6-12 fastlagt
Optakt, Schalke
Optakt til runde 4 i 2. Bundesliga – En vred Zorniger og storkamp i Gelsenkirchen
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
Sæsonoptakt: 1. FSV Mainz 05 – Svær sæson for Bo nummer to