bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Eintracht Frankfurt > Optakt til Champions League og Europa League

Optakt til Champions League og Europa League

Schalke 04 – PAOK Thessaloniki FC – Gensyn med der Jahrhundert Trainer

Kvalifikationskampe til Champions League er altid omgærdet af en masse polemik. Der er en verden til forskel både økonomisk og sportsligt, om man kommer med i det fine selskab eller må ‘nøjes’ med Europa League, men dette opgør har alligevel haft flere spørgsmålstegn end normalt. Det største af dem alle har været, hvem die Königsblauen overhovedet skulle møde, da UEFA i sidste uge besluttede sig for at smide den oprindelige modstander fra Metalist Kharkiv ud af turneringen på grund af tråde til matchfixing. Efter lidt tænketid faldt valget på de græske vicemestre, PAOK Thessaloniki FC, der alt andet lige bør være en overkommelig modstander for Schalke, selvom tyskerne har sit at slås med i øjeblikket.

I Bundesligaen er holdet kommet særdeles skidt fra start med kun et point og en målscore på 3-7 efter to kampe. Især på standardsituationer har det til tider været svært at spore blot antydningen af en aftalt markering.

Offensivt er det også et stort tab, at Klaas Jan Huntelaar måtte udgå med en knæskade i weekenden og derfor ikke kommer med i kampene mod grækerne. Hans samlede måltotal for Schalke er 80 i 119 kampe hvoraf imponerende 21 af disse er scoret i blot 27 europæiske opgør.

I stedet er Szalai udset til at være manden, der skal score målene og sikre et godt udgangspunkt og lidt arbejdsro for Jens Keller.

Anderledes optimisme er der at spore hos de græske gæster, der kom godt fra land med en 3-0 sejr i deres første kamp i den hjemlige liga og som på sidelinien har en mand, der måske kender Schalke 04 bedre end nogen anden. I spidsen for PAOK Thessaloniki FC er nemlig ingen ringere end tidligere Schalke træner Huub Stevens. Hollænderen der har været i Ruhr-klubben af to omgange, og er kåret til den bedste Schalke træner nogensinde, kan måske sætte sin lid til, at hans viden om Schalke kan forhindre, at hans eget mandskab lider samme skæbne som de to foregående gange, de har spillet mod tyske hold.

I 1981/82 sæsonen mødte klubben i Pokalvindernes turnering Eintracht Frankfurt. Her blev det til et 0-2 nederlag på udebane, mens man lykkedes at vinde med samme cifre hjemme blot for at ryge ud på straffe.

I 1983/84 sæsonen gentog historien sig, da man denne gang i UEFA-Cuppen skulle op mod Bayern München i UEFA cuppen. To gange 0-0 betød nok engang straffe, og nok engang var det grækerne der måtte forlade turneringen efter et samlet 9-8 nederlag.

 

FK Karabakh – Eintracht Frankfurt – Den glemte kamp

For første gang i syv år er Eintracht Frankfurt tilbage på europakortet. Efter sidste sæsons imponerende sjetteplads har både holdet og fansene set frem til at vise klubbens farver frem uden for de tyske grænser, men de sidste ugers begivenheder har sat en dæmper på begejstringen. I Bundesligaen fik man godt nok rejst sig en smule med en hæderlig indsats mod Bayern München i weekenden, men efter første rundes 6-1 lussing til oprykkerne fra Hertha Berlin er klubben sidst i tabellen.

I kvalifikationen til Europa Leagues gruppespil skal Armin Vehs udvalgte en tur til Aserbadjan, hvor FK Karabakh venter. Sidste sæsons nummer to i den aserbajdsjanske Premier League var sidst i gruppespillet i 2010/11 sæsonen, hvor det blev til seks nederlag i seks kampe – heriblandt til Borussia Dortmund.

Selvom Eintracht Frankfurt trænger til en succes oplevelse, skal de dog ikke forvente stor opbakning fra deres egne fans på stadion. Klubben har nemlig ikke kunne finde en rejsepartner, og det betyder, at Frankfurt fans der vil en tur til Aserbajdsjan med Lufthansa må slippe 2.000 euro for en flybillet.

Bedre bliver det ikke at, at der i skrivende stund ikke er nogen tyske TV-kanaler, der viser kampen. Frankfurts tilbagevenden til Europa ser derfor ud til at gå næsten ubemærket hen og fansene må derfor ty til alternative metoder, for at se kampen.

Det samme må i øvrigt klubbens ellers spændende nyindkøb, Václav Kadlec, der heller ikke har fået en billet til flyet til Baku. Han har i stedet fået lov til at blive i Frankfurt for at finde en lejlighed. Men selv uden holdets nye 10’er, klubbens fans og med en skidt sæsonstart in mente, bør Eintracht Frankfurt alligevel over to kampe forholdsvis sikkert spille sig videre i Europa League.

Rijeka – VfB Stuttgart

Optakt følger senere i aften…

You may also like
Optakt, BVB, Borussia Dortmund, spilletidspunkter
Optakt: Borussia Dortmund – Schalke 04: Det 99. Revierderby i Bundesligaen
HSV, optakt
Optakt til 9. spillerunde i 2. Bundesliga: Trækker HSV og Paderborn fra i toppen?
Højdepunkter, Optakt, RB Leipzig, Borussia Dortmund
Optakt: RB Leipzig – Dortmund: Marco Rose jagter revanche mod sin tidligere arbejdsgiver i Leipzig-debut
Højdepunkter, optakt, Bayern München, VfB Stuttgart
Optakt: Bayern München – VfB Stuttgart