Så gælder det 10. ud af forårets i alt 19 runder. Hos ”Die Bulibold-Elf” er der fortsat plads til forbedring, når jeg nu vil klare mig uden Kane, men i denne runde giver det faktisk mening.
Mine overvejelser til Bundes Manager runde 10
Vincent Kompany afslørede allerede ved torsdagens pressemøde, at Bayern må klare sig uden Harry Kane, da englænderen har pådraget sig en skade. Der skulle ikke være tale om noget alvorligt, så de af jer, der har Kane på holdet, skal finde ud af, om I vil skifte eller lade ham stå og nøjes med at skifte anfører. Det koster immervæk godt 160.000 at købe ham tilbage, og Bayern skal en tur til Leverkusen i runde 11.
Jeg går med Dortmund denne gang. De sort/gule skal en tur til Köln og har i de følgende runder hjemmekampe mod Augsburg og HSV.
Mine udskiftninger
Forsvar
M. Tillman (4,9 mio.) Leverkusen ud – R. Bensebaini (3,8 mio.) Dortmund ind
Dette skifte har krævet et systemskifte fra 3-4-3 til 4-3-3. Leverkusens amerikaner har haft svært ved at få spilletid senest. Det tager jeg konsekvensen af og køber i stedet Dortmunds Bensebaini, der pga. Emre Cans korsbåndsskade nok både overtager Cans plads samt dennes straffesparkforpligtelser.
Midtbane
A. Claude-Maurice (4,2 mio.) Augsburg ud – J. Irvine (2,7 mio,) St. Pauli ind
Maurice gjorde, hvad han var bestilt til, da han scorede til 2-0 i Augsburgs sejr over Köln. De næste modstandere hedder dog Leipzig, BVB og Stuttgart, og da Augsburg vel har sikret sig endnu en sæson i Bundesligaen, så vil jeg hellere have en, der netop kæmper for livet i den bedste række. St. Pauli er via tre sejre i de seneste fire kampe kravlet op over stregen. Den trend kan jeg sagtens se fortsætte mod Frankfurt, og da ”Die Kiezkicker” har fundet det gode spil med anførerens tilbagekomst, så må Jackson Irvine ind.
Angreb
P. Schick (6.8 mio.) Leverkusen ud – S. Guirassy (9,2 mio.) Dortmund ind
Kane er ikke den eneste profil, der sidder ude med en skade. Schick var således kun sporadisk med i Leverkusens dobbeltrunde i runde 9 og bliver ikke klar til kampen mod Freiburg. Heldigvis er Guirassy ved at finde den form igen, der fik Dortmund til at betale så mange penge for ham i Stuttgart. Hidtil er det blevet til 16 mål i alle turneringer for manden fra Guinea.
Mit anførervalg til Bundes Manager runde 10
Köln har kun hentet fire point ud af 18 mulige i de seneste seks kampe. Det har trukket veksler på ledelsens tålmodighed, så det er meget muligt, at Guirassy kommer til at stikke Lukas Kwasniok en indirekte fyreseddel, når han lørdag aften bomber løs mod geddebukkeklubben. Guirassy bliver i hvert fald min anfører.




