bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt 2014/15 – Mainz 05: De hvisker allerede på gangene

Optakt 2014/15 – Mainz 05: De hvisker allerede på gangene

Vores optakt til Bundesligaen 2014/15 færdiggøres med et kig på Kasper Hjulmands projekt i Mainz 05.

Sidste sæson

Nr. 7.

Mainz leverede en fantastisk sæson og sluttede på 7. pladsen, og sikrede sig dermed adgang til Europa League-kvalifikationen. I højsædet var et meget aggressivt presspil sat op af taktikeren Thomas Tuchel, der fik det bedste ud af en Mainz-trup, der på papiret og i økonomisk forstand ikke var på niveau med konkurrenterne.

Overraskende nok valgte succestræneren Tuchel at forlade Mainz ved sæsonafslutningen og det åbnede op for Kasper Hjulmand som den fjerde danske træner i Bundesligaens historie.

Transfers

Det har været en relativ stille sommer med hensyn til tilgange i Hjulmands nye klub. Den dyreste transfer har været den 20-årige keeper Stefanos Kapino, der skal give førstekeeper Loris Karius kamp i målet. Højrebacken/-kanten Daniel Brosinski har man også betalt penge for i Greuther Fürth, og han får selskab af transfrie Gonzalo Jara. I Benfica har man hentet lejesvenden Filip Djuricic til offensiven.

Ud af svingdøren har det været lidt mere markant hvem man har mistet. Nicolai Müller havde et år tilbage af sin kontrakt og den dygtige offensiv spiller blev derfor afskibet til HSV. En anden offensivspiller, Shawn Parker, blev solgt for en billig penge til Augsburg, Eric Maxim Choupo-Moting er røget på fri transfer til Schalke, mens eks-FCK’eren Zdenek Pospech har rundet de 35 år og er draget hjem til Tjekkiet.

Styrket/svækket

Svækket.

Denne sæson

Det er ikke en let opgave, Hjulmand har påtaget sig. Allerede ved sin ansættelse pegede vi på en håndfuld udfordringer som danskeren stod over for, og de faktorer er stadig gældende. Man er allerede røget ud af Europa League og pokalturneringen – til to mindre hold – og presset er derfor ikke blevet mindre på Hjulmand.

Ifølge bulibolds kilder tæt på klubben er en stigende nervøsitet ved at indfinde sig på bestyrelsesgangene. Det har vist sig som en større opgave end som så, at omstille spillerne til Hjulmands filosofi, der i langt højere grad end Tuchels, er pasningsorienteret og på samme tid et skridt væk fra det aggressive presspil.

Det bliver naturligvis ikke lettere af, at man endnu ikke har fået den sidste transfer på plads. Man leder således fortsat efter en offensiv spiller til at tage over for Nicolai Müller. Interessen i Uffe Bech er ikke helt afkølet endnu og man har også haft følere ude hos Bayer Leverkusens Robbie Kruse.

Det kan tale til Hjulmands fordel, at man kun har Bundesligaen at koncentrere sig om, men samtidig betyder EL- og pokalexit, at får man en dårlig start på ligaen vokser presset gevaldigt.

Bud på placering

10-14.

Bud på idealopstilling

Karius – Brosinski/Jara, Noveski, Bell, Park – Geis, Malli/Djuricic, Zimling – Moritz, Okazaki, Koo

Hold øje med

Filip Djuricic.

Den serbiske landsholdsspiller har ikke kunne bide sig fast hos Benfica, men gjorde en god figur forrige sæson i Heerenveen. Han er indtil videre Mainz’ eneste offensive forstærkning og har allerede vist prøver på sin kunnen med et oplæg i pokalnederlaget.

You may also like
Optakt, stadionguide, fodboldrejse
Optakt: Bayer 04 Leverkusen – FC Bayern München
Gladbach, optakt
Optakt: Borussia Mönchengladbach – VfB Stuttgart
Optakt, Bayern München
Optakt: FC Bayern München – Eintracht Frankfurt: Kan Jesper Lindstrøm sænke Bayern?
St. Pauli, Stadionguide, spilletidspunkter, optakt, højdepunkter
Optakt: St. Pauli – Dynamo Dresden: Tager St. Pauli førstepladsen?