En ny sæson står for døren, så vi skal naturligvis have kigget på Bundesligatrøjerne for de 18 klubber. Og selvom der er et par enkelte fuldtræffere, så er det bestemt ikke alle, der rammer plet.
Bayer Leverkusen ⚽⚽⚽⚽
De suveræne mestre kan til den kommende sæson diske op med en premiere. For første gang kan Werkself stille op med Bundesliga-logoet på ærmet i gyldne farver – den ære tilfalder nemlig kun mestrene.
Lige som sidste sæson har Bayer Leverkusen kreeret en enkel og flot trøje. I år er den røde farve grundfarven i trøjen tilsat sorte ærmer. Som en del af trøjen er der flere kors diamanter indgraveret lige som en del af et bykort over Leverkusen. Og selv om den mangeårige sponsor har fået sit navn skrevet på brystkassen med hvid skrift, er det ikke noget, der virker forstyrrende i det samlede layout.
En stilsikker og enkel trøje, der giver al ære til den noget nær perfekte sæson, Xabi Alonso og hele mandskabet netop har leveret.
VfB Stuttgart ⚽⚽⚽⚽
Det kan aldrig gå helt galt for VfB Stuttgart, der som altid har holdt fast i den røde brystring på den klassiske hvide trøje. Sidste års små røde prikker, der gav mindelser om regndråber på den snehvide trøje, er væk og i stedet er den rene hvide farve tilbage.
Klubloget er for en gangs skyld flyttet til venstre side på brystkassen og selv om gul sjældent gør noget godt sammen med rødt og hvidt, så er logoet passet godt ind, lige som sponsornavnet også har fået en god og ikke alt for dominerende plads i den røde brystring.
Bayern München ⚽⚽⚽
Efter sidste sæsons mislykkede sæson og hvide trøje med røde ærmer, er Bayern München tilbage ved den røde farve, der gennem alle årene har været deres kendetegn. Det er dog ikke den klassiske dybrøde farve, men en lidt lysere nuance.
Trøjen er ikke helt ny, da den blev lanceret i forbindelse med sidste spillerunde i sidste sæson, og allerede her blev den kritiseret for, at hvid er fuldstændigt fraværende i årets trøje. Hverken sponsorlogo, rygnummer eller trøjeproducent bliver præsenteret med hvide farver, og det gør det svært at se rygnumre.
Det har været mere elegant tidligere før, og på trøjeskalaen bliver Bayern München heller ikke mestre i denne sæson.
RB Leipzig ⚽⚽⚽
Der er kommet mere stil over brusedrik-klubbens trøjer, men af uransagelige årsager er den ellers flotte hvide farve blevet tilsat røde fartstriber i underlige asymmetriske vinkler og former, der måske kunne give hentydninger til klubbens full power-spillestil med masser af tempo, men med til tider svingende resultater.
Rød og hvid er som udgangspunkt flotte grundfarver, men nu har RB Leipzig en altdominerende hovedsponsor, som også har en markant gul farve i sit sponsorlogo. Gult passer bare ikke sammen med rød og hvid, men årets trøje har trods alt fået integreret sponsorlogoet på en bedre måde en tidligere.’
Borussia Dortmund ⚽⚽⚽⚽⚽
Op til sidste sæson havde Borussia Dortmund ladet fansene komme med et bud på et design på spilletrøjen, og det endte med en trøje, der havde hentet inspiration i Ruhr-distriktets hårdtarbejdende minefolk.
I år er man tilbage i et mere klassisk design af trøjen. Den gule grundfarve er bibeholdt, og er tilsat tynde sorte striber, der går lodret.
Det taler meget for trøjen, at designerne er lykkedes med at holde trøjen i sort og gul, men det trækker lidt ned i vurderingen, at sponsorlogoet nok er godt integreret i det samlede design, men at sponsornavnet er skrevet med hvid, som bryder med den ellers stringente gule og hvide farve.
Eintracht Frankfurt ⚽⚽
Klubben fra Mainhattan har gennem mange år haft lækre, stilrene og flotte trøjer, der har scoret højt på lækkerhedsskalaen.
I år har man igen forsøgt med et stilrent udtryk, hvor man har arbejdet med sort, rød og hvid, som er klubbens grundfarver. Det er desværre endt med en frygtelig omgang farvelade, hvor den hvide grundfarve bliver brudt af et sort skulderparti og røde ærmer. Specielt ærmer og skulderpartiet råber ad hinanden og giver en dårlig sammenhæng i det samlede design.
Det giver dog en ekstra bold i bedømmelsen, at klublogo og sponsornavn er flot integreret i det samlede design af trøjen.
TSG Hoffenheim ⚽⚽⚽
På nær premieresæsonen i 2007 og de fremadstormende år i midten af tierne med Julian Nagelsmann som træner, så har Hoffenheim gennem tiden oparbejdet et ry for at være de kedelige, grå mus, som er for gode til at rykke ud, men for dårlige til at være med hvor det er rigtigt sjovt.
Måske er det inspirationen for årets trøje. Den er himmelblå uden nogen form for dikkedarer og spræl på nær et par enkelte lodrette streger nederst på trøjen. Der er intet, der ellers kunne få trøjen til at skeje bare det mindste ud. Nogle vil kalde det kedeligt, andre for stilrent.
Det er en blød mellemvare, hvor sponsornavne og klublogo falder godt ind i trøjens design. Men generelt passer den nok bare godt ind i det grå mus-image, som die Kraichgauer er ved at få oparbejdet.
1. FC Heidenheim ⚽⚽
Sidste sæsons sensationsmandskab i Bundesligaen – men på trøjeområdet er det mildt sagt ikke sensationelt, hvad de kan diske op med.
Vi er endnu en gang ude i en rød trøje med blå striber, der bliver brudt af sponsornavnet på midten, men i en klat farvelade, hvor striberne er brudt med asymmetriske linjer og klatter. Øverst har trøjen en hvid krave, og det trækker op, at klubbens logo er godt integreret i resten af designet.
Fik jeg nævnt, at navnetrækket i sponsornavnet på brystkassen giver mindelser om en russisk tv-station med bogstavskombinationen og layoutet af bogstaverne, som ligner noget der er skrevet med kyriliske bogstaver…
Werder Bremen ⚽⚽⚽
Efter sidste sæsons trafikuheld af en trøje, hvor Werder Bremen havde lavet en rød-grøn farveblind udgave af det danske landsholds ikoniske 1986-trøjer, er hanseaterne ved at være tilbage på et fornuftigt spor med hensyn til trøjer.
Lidt spøjst ser det ud til, at der er to designs i samme trøje. Øverst på brystkassen er der de større grønne kvadrater som giver mindelser om Kroatiens skakternede trøje, mens den nederste to tredjedele er et mere klassisk lodret stribet design. Det trækker ned, at Hummel har ment, at der skal være en hvid stribe på siden nederst på trøjen, som giver et lidt rodet udtryk i de ellers klassiske grønne farver.
Et plus er det dog, at sponsornavn og klublogo er flot integreret i trøjen.