bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Bidder fra den tyske presse: Ilsø i frit fald og Peps lukkede døre

Bidder fra den tyske presse: Ilsø i frit fald og Peps lukkede døre

Hvad rører sig i de tyske medier i denne uge? bulibold.dk leverer et kort overblik over et par af de vigtigste emner fra ugen, der gik – direkte fra vores mand i München.

Frit fald for Ilsø & coIlsø/Neururer

Hvad sker der i Bochum? Det spørgsmål er der rigtig mange, der stiller sig i øjeblikket – og med ganske god grund. De kongeblå fra Nordrhein Westfalen med den kinsesiskkyndige Ken Ilsø i truppen var af mange udråbt som et af 2. Bundesligaens stærkeste kort før sæsonstarten. Der var endda tale om mulig oprykning. Efter 11 runder ser billedet dog anderledes trist ud. Bochum har kun skrabet 11 point til sig, og har tabt de sidste fem opgør imod mindre modstandere som Aalen, Ingolstadt, Sandhausen og Aue. Mandag møder Peter Neururers mænd så oprykningsaspiranterne fra Kaiserslautern i en svær, svær hjemmekamp på Ruhrstadion. Taber man her er der pludselig en reel fare for at blive hægtet af i bunden. “Vi er i problemer” sagde Neururer til Kicker i bladets ugentlige 2. Bundesligaoptakt. Der skal point på bordet, men spillet har været så elendigt at det i sig selv ikke just ligner nogen let opgave. Op af bakke for Bochum, der kan trille endda rigtig langt hvis man snubler på vejen.

Hoeness er ingen skærmtrold…

… i hvert fald ikke hvis man skal dømme efter Bayern-præsidentens udtalelser om de skærme, som Guardiola har ladet opstille for at dække for visse dele af træningen på Säbenerstraße i det sydlige München. Skærmene blev stillet op af den spanske cheftræner for at give ro i hverdagen, men i en klub som Bayern, hvor netop åbenhed har været et kendetegn i årevis, er den idé ikke faldet i synderlig god jord. “Jeg vil gøre hvad jeg kan for at Bayern forbliver så folkenær som overhovedet muligt” fortalte Hoeness til ZDF, da han blev konfronteret med problemet. “Jeg tænker at det kun kommer til at gøre sig gældende forud for de vigtigste kampe”. Det kan man så vælge at tro på eller ej – men det er værd at notere sig at den første afskærmede forberedelse fandt sted forud for opgøret mod… Mainz.

Daum wird 60! 

“De vokser op så hurtigt!” – således lyder overskriften på et fødselsdagsinterview i BILD med ingen ringere end Christoph Daum, der fyldter 60 år torsdag. Få har vel grund til at gratulere Daum som netop BILD, der i årtier har nydt godt at den farverige Daums eskapader. Selvsagt er Daums berømte kokainmisbrug et af de større udfald i en lang karriere, men den kontroversielle darling hænger sig ikke i fortiden. “Jeg kan ikke gå tilbage i tiden. Det vigtigste er, at man lærer af sine fejl, og at man forbedrer sig” siger Daum. “Jeg kan med overbevisning i stemmen sige at det hører fortiden til”. Som med Daums karriere er interviewet et studie i et af tysk fodbolds mest ikoniske navne – på godt og ondt. Herfra er vi da heller ikke for gode til at sende et “Herzlichen Glückwunsch” sydpå til fødselaren.

Klovneriet er slut for 60-årige Daum.

Klovneriet er slut for 60-årige Daum.

You may also like
Günter Netzer: Den stilfulde dirigent
Optakt og spiltips 4. runde: Mesterskabsduel, derby og offensiv slagudveksling
1. FC Kaiserslautern
FC Kaiserslautern – Fra oprykkere til Bundesligamestre
Podcast: Den store sæsonoptakt til Bundesligaen