Som det første hold nogensinde er Tyskland efter sejren over Frankrig klar til deres fjerde VM-semifinale i træk. Vi analyserer kampen, der bød på en ny startopstilling for tyskerne og ser også frem til semifinalen mod Brasilien.
Frankrig: Lloris – Debuchy, Varane, Sakho, Evra – Pogba, Cabaye, Matuidi – Valbuena, Benzema, Griezmann
Tyskland: Neuer – Lahm, Boateng, Hummels, Höwedes – Schweinsteiger, Khedira, Kroos – Özil, Klose, Müller
Löw lyttede til folket
Selvom Tyskland havde spillet sig frem til kvartfinalen, var der et stort kor af kritiske røster op til kampen. Beskyldningerne gik på, at tyskerne spillede kedeligt, at den flade bagkæde med fire midterforsvarere ikke fungerede, og at der, trods Müllers mange mål, manglede en spidsangriber.
På pressemøderne forud for kampen stod Löw fast på sin filosofi, men et par dage før trak han alligevel i land, og som vi skrev i vores optakt til kampen, var Lahm placeret på højrebacken og Klose i front under den afslutende træning.
Fra tysk side blev der i første omgang spekuleret i, at det blot var en plan B, der kunne komme i spil senere hen i kampen, men da startopstillingerne blev offentliggjort, viste Löw, at han trods talrige udtalelser om ikke at rotere for meget i de afgørende kampe alligevel havde foretaget flere ændringer i forhold til kampen mod Algeriet. Klose startede på toppen i stedet for Müller, der var rykket ned på Götzes position, mens Hummels som ventet afløste den skadede Mustafi. Overraskende var det dog, at Lahms tilbagekomst på backen betød, at Mertesacker røg ud på bænken.
Hovedroller til Hummels og Höwedes
Til trods for, at tyskerne kun har lukket tre mål ind hidtil i turneringen har forsvaret været under gevaldig beskyldning. Især Höwedes har skulle stå på mål for meget af den kritik, men mod Frankrig fik han oprejsning efter et par mindre gode kampe. Med Lahm væk fra den defensive midt var backerne mere overladte til sig selv, og det var tydeligt at se, at franskmændene forsøgte at angriber i tyskernes venstre side. Höwedes havde det svært i kampen mod Ghana, når han blev ladt alene, men mod Frankrig havde han fuldstændig styr på Valbuena. Ni vellykkede tacklinger på ni forsøg blev det til for Schalke spilleren, der også fik mere hjælp defensivt i form af Müller, end det Götze har ydet indtil videre.
Ellers var tyskernes helt store spiller selvfølgelig Mats Hummels. Forsvarsspilleren var tilbage efter sin sygdom, og han blev kun bedre af at have en makker som Boateng ved sin side. I nogle af de foregående kampe har det været tydeligt, at modstanderne har skærmet Hummels af, for så at lade Mertesacker føre bolden frem, men med Hummels og Boateng centralt, er der pludselig to spillere, der kan føre bolden frem og slå de stejle afleveringer. Det gjorde, at Frankrig trods et forholdsvist aggressivt pres fra de forreste seks aldrig fik den store succes i generobringsfasen.
Der er desuden værd at bemærke, at det var et mere retvendt tysk hold, end vi har set det i de foregående kampe. Der var ikke så mange tværpasninger, og gennemsnittet for antal afleveringer pr. tysk angreb var også væsentlig lavere. Kun fire af slagsen var næsten dobbelt så lavt som mod Ghana, USA og Portugal. Det lave antal skyldes selvfølgelig kvaliteten og genpresset fra fransk side, men det var også et resultat af et mere direkte spillende tysk landshold.
Tidligt mål var nøglen
Scoringen efter blot tretten minutter gav tyskerne en ro i deres spil, som de ikke for alvor har haft siden åbningskampen mod Portugal. Schweinsteiger og Khedira fungerede fint ved siden af hinanden, fordi de kunne tillade sig at stå så dybt i banen. Bekymringerne har hele tiden gået på, om de to kan spille sammen uden at efterlade for meget plads i bagrummet, når tyskerne skyder frem, men det spørgsmål fik vi ikke svar på, grundet Hummels tidligere træffer.
Skal der peges på et fortsat ømt punkt, er det samspillet på den sidste tredjedel af banen. Özil kæmper fortsat med at finde sin position, og kun Löws tilsyneladende ubegrænsede tillid gør, at han formentlig kan se frem til en ny startplads mod Brasilien. Schürrle var den afgørende faktor i kampen mod Algeriet, og mod Frankrig gjorde han igen en forskel efter sin indskiftning. Med sin fart og sit direkte spil bringer han en anden dimension til den tyske offensiv, og det kunne være forfriskende at se ham fra start af i en direkte duel mod Marcelo, men Löw virker til at have lagt sig fast på, at Schürrles rolle bliver som indskifter.
Turnierungsmannschaftsleistung
Vi har prædiket meget om Rhythmuswechseln her på siden i de seneste kampe, men mod Frankrig var der til tider hverken Rhytmus eller Wechseln. I stedet var præstationen kort og godt det man kalder en turnierungsmannschaftsleistung (turneringsholdspræstation, red). Tyskerne stod god defensivt, og når Benzema en sjælden gang kom igennem, fik Neuer bevist, at han ikke blot er verdens men vel også VM’s bedste målmand indtil videre.
I første halvleg havde tyskerne 59 % boldbesiddelse og begik kun fire frispark, mens de i anden halvleg lod sig falde længere tilbage og kun havde 40 % boldbesiddelse, mens de begik 13 frispark.
Nach dem Spiel
Sejren var ikke den kønneste, men Löw fik for en stund forstummet sine kritikere ved for første gang i turneringen at vælge den formation som folket ønskede. Desuden fik tyskerne vist, at de stadig mestrer kunsten at forsvare en føring og vinde en “grim sejr”. Ved de sidste par slutrunder har de spillet flot og tabt, og Löw er blevet klandret en smule for sin romantiske og til tider smånaive indgang til spillet. Nu er kritikken så vendt på hovedet, men så længe han og resten af holdet formår at vinde, undlader selv Beckenbauer og Scholl at gå i dybere detaljer om holdets spillestil. Kan Löw føre Tyskland til deres første VM-titel siden 1990, lever tyskerne også med, at spillet ikke er lige så sprudlende som tidligere.