bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Bundesliga > Optimismen kan ingen tage fra Bremen

Optimismen kan ingen tage fra Bremen

 

Werder Bremen har fået en elendig sæsonstart og har allerede stået for Bundesliga-sæsonens første trænerfyring. Kom med en tur til Bremen, hvor optimisme og uheld i disse tider går hånd-i-hånd.

 0 point, en målscore på 3-14, et nederlag til Sportfreunde Lotte i 1. runde af DFB Pokal og en øjeblikkelig plads som nummer 18 i Bundesligaen. Det er indtil videre de tørre facts for Werder Bremen i denne sæson, hvis nedtur kulminerede i går, da Mainz stjal sejren i overtiden. En sæson, som ellers skulle være et vendepunkt ovenpå en skrækkelig 15/16-sæson, hvor holdet reddede sig fri af nedrykning på sidste spilledag.

De tal kostede i sidste uge Viktor Skripnik jobbet som cheftræner i klubben. En beslutning, som ifølge flere fans skulle have været taget allerede inden denne sæson. For nu er hullet på trænerbænken lappet med Alexander Nouri, som er hentet op fra klubbens U-23-mandskab – men det er en midlertidig løsning.

Masser af optimisme og masser af skader
Werder Bremen har tidligere været i den absolutte top i Tyskland. Et mesterskab i sæsonen 2003/04 var det absolutte højdepunkt, og mange Werder-fans drømmer stadig sødt om dengang, hvor Miroslav Klose rev Bundesligaen midt over, og Werder Bremen var næsten fast inventar i Champions League.

Den tid er for længst forbi, og i nutidens virkelighed er, at Werder Bremen i skrivende stund er et bundhold i Bundesligaen. Alligevel hersker der stadig en fascinerende optimisme i byen, og mange fans er sikre på, at dette blot er en fase, som klubben skal igennem. På samme tid er de dog realistiske og ved udmærket godt, at der er langt til toppen og Champions League-fodbold.

Fansenes optimisme hviler på, at holdet stadig prøver. De giver aldrig op, hvilket man også så i sidste sæson, hvor de med en stærk slutspurt fik reddet sig i Bundesligaen.

Men Bremen lider under et sort uheld. Op til denne sæson har man brugt en god sum penge på at hente problembarnet Max Kruse til klubben. Håbet var, at Werder Bremen kunne hente den pokerhungrende angriber tilbage til fordums styrke, men symptomatisk for Werder Bremens held døjer Max Kruse lige nu med en skade, som holder ham ude af spillet. Det samme gælder for legenden Claudio Pizarro, som også døjer med en skade. Helt generelt har skader bare været et stort problem for Werder Bremen.

Til gårsdagens kamp mod Mainz havde klubben, udover Pizarro og Kruse, også Philipp Bargfrede, Fin Bartels, Luca Caldirola, Justin Eilers og Santiago Garcia på skadeslisten, mens Aron Johansson sad ude med karantæne. På et så tidligt tidspunkt af sæsonen er det en meget lang skadesliste – og navnenes størrelse gør ikke sagen bedre.

Klubfølelse og passion
At Alexander Nouri er en mand, som har Werder Bremen inde under huden, var tydeligt i onsdagens kamp. Undervejs i kampen overdøvede han jævnligt de 35.000 tilskuere med sine råb fra bænken, og ikke en eneste gang i løbet af kampen sad han ned. Han var konstant på tæerne og løb mere frem og tilbage, end Viktor Skripnik gjorde i hele sin karriere som træner hos Werder Bremen.

Netop passion og klubfølelse kan være nøglerne, som Werder Bremen skal bruge for at låse op for den uheldige situation, klubben er i. Og man har også forsøgt at putte noget klubfølelse ind i truppen. Eksempelvis forlængede klubben med Claudio Pizarro, ligesom Lennart Thy, som har en fortid i Werder, blev hentet i FC St. Pauli. Endelig blev klublegenden Clemens Fritz overtalt til at tage en tørn mere på midtbanen.

Alexander Nouri endte i øvrigt gårsdagens kamp på tribunen, da han overfusede dommeren i slutminutterne. Det er naturligvis ikke så smart, men i momentet virkede som noget af det, der manglede i Werder Bremen: nerve, engagement. Weser-Stadion var en heksekedel, og Alexander Nouri blev hyldet som en anden frelser, da han gik op af tribunen efter bortvisningen.

Københavnsk maskinmester
Til januar får Werder Bremen tilgang af den nuværende FC København-anfører Thomas Delaney, hvis skifte fik en blandet modtagelse i Danmark. Men det kan meget vel vise sig at være det bedste skifte, han overhovedet kunne foretage.

Hans plads på holdet virker ganske sikker. Clemens Fritz er en legende, men han ligner også en mand, som nok skulle have holdt fast i beslutningen om at gå på pension. Han holder stadig et fint niveau, men som kampen skrider frem, er det tydeligt at se, at trætheden overvinder ham, hvorefter han ender med at stå inde i midtercirklen og råbe af de andre spillere.

Der er brug for en indpisker på Werder Bremen-holdet – og helst en indpisker, som ofrer sig selv 110 procent for holdet i alle 90 minutter, og her ligner Thomas Delaney den helt perfekte mand. Derudover har den danske landsholdsspiller et formidabelt overblik på banen, og det kan let komme Serge Gnabry til gode.

Nej, Werder Bremen rykker ikke ned, men..
Werder Bremen er langt fra ved at gå ned med flaget, og selvom de har fået en jammerlig sæsonstart, rykker de næppe ned. Når uheldet vender, og de skadede spillere kommer tilbage, har Werder Bremen en trup, som sagtens kan være med i Bundesligaen. Mestre bliver de naturligvis ikke, og europæisk deltagelse sker nok heller ikke, men en solid midterplacering må være indenfor rækkevidde.

Der er dog en udfordring på målmandsposten. Her har Felix Wiedwald og Jaroslav Drobny delt spilletiden imellem sig i denne sæson, men ingen af dem har umiddelbart den fornødne kvalitet. Drobny stod en solid kamp mod Mainz og havde et par store redninger, men han så samtidig også rystende usikker ud i flere situationer. Og så kan man også spørge sig selv, om en klub som Werder Bremen virkelig skal være tjent med at have en keeper, som ikke kunne komme på holdet hos rivalen fra HSV i sidste sæson.

En ny keeper, Thomas Delaney i maskinrummet og en skadesfri trup. Så begynder det at ligne noget for Werder Bremen. Men opbakningen i Bremen fejler i hvert fald ingenting. Og så skulle man overveje, om Alexander Nouri blot skal være en midlertidig løsning, eller hans intense trænerstil skal belønnes med noget mere permanent.

Foto: Christian Lund Ewald

Relateret
You may also like
Optakt: Dortmund-Werder Bremen
Optakt: Werder Bremen – TSG 1899 Hoffenheim
Optakt: 1. FC Köln – Werder Bremen
Podcast: Interview med Thomas Delaney