bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Bundesliga > Optakt – VfB Stuttgart: Den ungdommelige kæmpe er tilbage

Optakt – VfB Stuttgart: Den ungdommelige kæmpe er tilbage

Sidste sæson:

Nummer 1 i 2. Bundesliga

Nedrykningen i forrige sæson var noget af en mavepuster for den ellers så stolte fodboldklub med de lange traditioner. Det helt store og altoverskyggende mål var at sikre en adgangsgivende plads til Bundesligaen igen. Efter en vanlig, fristes man til at sige, turbulent start, hvor træner Jos Luhukay forlod klubben efter blot fire kampe, kom der endelig ro over Mercedesklubben, da det unge trænertalent Hannes Wolf overtog tøjlerne.

Oprykningen kom nogenlunde sikkert i hus trods en lidt vaklende periode i foråret, som fulgte i kølvandet på sagen med Kevin Großkreutz, som var impliceret i et slagsmål efter en tur i byen med flere af klubbens unge spillere, hvilket resulterede i en fyring fra klubben. Spillerne kunne dog på trods af al virakken som tidligere nævnt lade sig fejre som vinder af 2. Bundesliga foran mere end 50.000 fans.

En stor del af æren kan tilskrives den nyindkøbte bomber Simon Terodde, som kom til fra Bochum, hvor han sæsonen forinden var blevet ligatopscorer med 25 træffere. En bedrift som han ligeledes gentog i sidste sæson, da han netop blev noteret for 25 scoringer.

Transfers:
Stuttgarts trup var et stykke over niveau i forhold til, hvad man ellers kan forvente af en klub i 2. Bundesliga. Men ikke desto mindre manglede og mangler den stadig en del, for at kunne leve op til de høje forventninger, som der stilles fra både fans og omgivelser. Derfor er det foreløbig blevet til hele otte tilgange samt seks afgange.

Den mest markante afgang er den rumænske fanfavorit Alexandru Maxim, som har valgt at forlade klubben til fordel for Mainz. Desuden har den østrigske landsholdsspiller Florian Klein forladt klubben efter kontraktudløb, og Jean Zimmer er blevet udlejet til Fortuna Düsseldorf for den kommende sæson.

Ind er kommet den 28-årige reservekeeper fra Leicester, Ron-Robert Zieler, som efter blot et enkelt år forlader det engelske til fordel for hjemlandet og Stuttgart. Derudover er den 22-årige kantspiller Chadrac Akolo hentet til klubben fra schweiziske FC Sion samt den unge græker Anastasios Donis fra Juventus. Midtbanetalentet Orel Mangala er hentet i Anderlecht, efter han sidste sæson var en tur på leje hos Dortmund, hvor han gjorde sig bemærket på klubbens U-19 hold. Brasilianske Ailton er hentet ind som backup for venstrebacken Emiliano Insua og Holger Badstuber er kommet til klubben på en fri transfer som stabilisator til klubbens skrantende defensiv. Afslutningsvis er det unge tysk-bosniske talent Dzenis Burnic hentet til klubben på en etårig lejeaftale fra Dortmund, ligesom Dennis Aogo er hentet på en fri transfer, efter han havde kontraktudløb hos Schalke.

Trods de mange til- og afgange kan vi dog godt forvente, at vi endnu ikke har set det sidste til Stuttgart i dette transfervindue, da det er en offentlig hemmelighed, at klubben ønsker at tilknytte endnu en midterforsvar samt højreback i bestræbelserne på at etablere sig atter som en fast bestanddel af Bundesligaen. 

Styrket/svækket:

Styrket 

Denne sæson:

Der venter Hannes Wolf og resten af Stuttgart en stor udfordring, når den nye sæson sparkes i gang på udebane imod hovedstadsklubben Hertha BSC. Trods titlen som oprykker rækker ambitionerne til langt mere, end hvad det er blevet til i de seneste sæsoner, og derfor er den interne målsætning heller ikke blot at redde livet i Bundesligaen, men tværtimod en placering i midten af tabellen.

Med omdannelsen af den professionelle afdeling til et aktieselskab tilbage i begyndelsen af juni måned fik Stuttgart tiltrængt kapital tilført, som allerede er ved at blive investeret i forstærkninger til truppen. Op til sæsonstart har VfB – naturligvis – dog ikke kunne lade være med at trække overskrifter, da man har valgt at stoppe samarbejdet med den ellers populære sportschef Jan Schindelmeiser.

Schindelmeiser har siden hans tiltrædelse sidste sommer forsøgt at skabe en rød tråd i klubben, som den har manglet i flere år. Mange af hans indkøb er unge talenter, som hidtil er uprøvet på allerhøjeste niveau. Håbet var fra Schindelmeisers side, at disse ville kunne udvikle sig og forhåbentlig relativ hurtigt finde sig til rette på øverste hylde. Dette var dog ikke en risiko, som chef Wolfgang Dietrich og resten af bestyrelsen var villige til at løbe, hvorfor det endte med en afskedigelse. I stedet tiltræder Michael Reschke, der tidligere var ansat hos rekordmestrene fra Bayern München.

Hannes Wolf har stadig flere spørgsmål, som han skal have fundet svar på inden sæsonstart. Formentlig var det planen, at nyindkøbet Zieler skulle være ny fast mand i mellem stængerne i stedet for det tidligere førstevalg Langerak. Zieler har dog langt fra overbevist i sæsonoptakten, hvorfor der allerede nu stilles spørgsmålstegn ved hans kvaliteter og niveau.

Badstuber er formentlig først aktuel ift. startformationen efter den første landskampspause, og må derfor formentlig se de første 2-3 runder fra bænken, hvor det blot kan blive til korte indhop. Emiliano Insua er ude i ca. 6 uger, efter han han fik en dyb flænge i benet under træningskampen imod Betis. Nyindkøbet Ailton har gjort det fornuftig i optakten, men det forventes, at Aogo som udgangspunkt skal erstatte utrættelige Insua. Desuden skal Wolf beslutte, om han vil spille med en eller to angribere. I langt størstedelen af sidste sæson spillede man 4-1-4-1, hvilket dog særligt skyldtes Ginzceks skadesproblemer og manglende form til følge.

I optakten og slutningen af sidste sæson har samarbejdet imellem Terodde og Ginzcek dog fungeret relativ godt, hvorfor det regnes som værende sandsynligt, at Wolf vælger at starte sæsonen med en variant af 4-4-2 med de to centrale midtbanespillere trukket en anelse længere tilbage på banen end normalt. Den rutinerede kaptajn Christian Gentner bliver også presset fra flere sider, og han skal derfor for alvor bevise, at han stadig har det påkrævede niveau til at spille med i Bundesligaen. Unge spillere som Mangala, Ofori og Burnic har præsteret godt i optakten og kunne sagtens tænkes at indgå i startopstillingen som alternativ til Gentner.

Uagtet at klubben har høje forventninger og ambitioner, må den mest realistiske målsætning dog trods alt stadig være, at klubben i første omgang skal sikre sig endnu en sæson i Bundesligaen så hurtig som muligt, og derfra kan man så begynde at se opad i tabellen og se, hvad det rækker til for Die Schwaben.

Bud på placering: 12-16

Bud på idealopstilling: 4-4-2

Zieler – Pavard, Baumgartl, Badstuber, Insua – Burnic, Gentner – Akolo, Brekalo – Ginzcek, Terodde

Hold øje med – Simon Terodde
Den 29-årige bomber er for første gang at finde i Bundesligaen. Tidligere på sommeren var han jagtet af flere etablerede Bundesligaklubber, men valgte alligevel at forlænge sin kontrakt med oprykkerne. I de seneste to sæsoner er det blevet til hele 50 ligamål, så mon ikke det kunne tænkes, at han også kommer til at score et tocifret antal i denne sæson, og dermed være en afgørende spiller for, om Stuttgart formår at indfri ambitionerne og målsætningen om at etablere sig i Bundesligaen? Den høje angriber kan i hvert fald se frem til at blive serviceret af særligt Insua og Brekalo i venstresiden, som flere gange i den forgangne sæson blev noteret for oplæg til Terodde.

Hvis du overvejer en tur til Stuttgart, så læs med her for gode råd til turen og se, hvordan du får billetter til VfB’s kampe

Relateret
You may also like
Optakt – Hertha BSC: Fortsætter det forsømte forår?
Optakt – Eintracht Frankfurt: Den hollandske invasion
Optakt – TSG Hoffenheim: Kan Nagelsmann gøre det igen?
Optakt – Bayer Leverkusen: De unges chance