bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Bundesliga > Optakt: Hamburger SV – RB Leipzig

Optakt: Hamburger SV – RB Leipzig

HSV har fået en super start på denne sæson, hvor de endnu ikke har smidt point. Fredag aften venter dog langt fra nogen nem opgave, når HSV tager imod Yussuf Poulsens Leipzig.

Kampfakta:
Spillested: Volksparkstadion, Hamburg
Dommer: Deniz Aytekin
Kamptidspunkt: Fredag kl. 20.30

Holdnyt

Hamburger SV:
Markus Gisdol må være en ufattelig populær mand i havnebyen Hamburg, da han sidste år sikrede dem en sæson mere i Bundesligaen efter et sandt drama mod Wolfsburg. I år har HSV så fået en forrygende sæsonstart, hvor de står noteret for seks point efter de første to kampe. Sidste gang sprudlede HSV ude mod Frederik Sørensens FC Köln. Den gode sæsonstart er endda sket til tords for, at Nicolai Müller har fået en korsbåndsskade, efter han sikrede HSV tre point i den første kamp hjemme mod Augsburg, hvor tyskeren kom til skade i fejringen af målet.

Det er meget tæt i toppen af Bundesligaen, og indtil videre indtager Hamburger SV 3. pladsen i ligaen á point med Bayern og Dortmund på henholdsvis 2. og 1. pladsen. Nyindkøbte André Hahn har vist sig vigtig i HSV-offensiven, hvor han har spillet samtlige minutter, og så er han kommet på tavlen en enkelt gang.

Defensiven har de sidste par sæsoner været et gevaldigt problem, men den har for en gangs skyld set fornuftig ud. Gisdols mandskab har bestemt ikke gang i noget nemt program i øjeblikket, men hvis de fredag aften kan sikre sig point mod Leipzig, så vil holdet gå ind med selvtillid forud for kampe mod blandt andre Dortmund og Leverkusen.

Tilskuerne på Volkparkstadion må se bort fra Nicolai Müller og Hunt, der er ude med skader, mens Mavraj afsoner karantæne efter sit røde kort mod Köln.

RR Leipzig:
Leipzig har fået en godkendt start på dette års Bundesliga-sæson. Første kamp var ude mod Schalke, hvor Gelsenkirchen-mandskabet slog sidste års vicemestre med 2-0, og så virkede turen hjem til Leizpig nok en anelse længere end de godt 454 km., som der er.

Ralph Hasenhüttls mandskab fik dog selvtilliden tilbage, da de udspillede Freiburg med 4-1 runden efter, og så var de ligesom tilbage på rette spor igen. I den kamp viste offensiven sig fra sin bedste side, hvor brandvarme Timo Werner kom på scoringstavlen to gange.

På transfervinduets sidste dag nåede Leipzig lige at sikre sig den nu tidligere Leverkusen-spiller Kevin Kampl, og han har fortsat sin debut til gode. Offensiven er klart Leipzigs bedste og vigtigste våben, og sidste sæson formåede de også at lave 66 mål. Jean-Kevin Augustin har også vist sit værd i offensiven, hvor han godt nok ikke er kommet på scoringstavlen endnu, men til gengæld har han arbejdet hårdt for at fodre sin angrebskollega Timo Werner.

Fra bænken har Hasenhüttl også masser af muligheder, enten i form af Konrad Laimer eller Bruma, som begge er yderst talentfulde. Danske Yussuf Poulsen er igen med i truppen, efter en lårskade har holdt ham ude siden første runde, hvilket også kostede ham landsholdsdeltagelse i denne uge.

Karantæner:
HSV: Mergim Mavraj
Leipzig: Ingen

Bud på startopstillinger:
Hamburger SV: Mathenia – Diekmeier, K. Papadopoulos, Jung, van Drongelen – Ekdal, Walace – Hahn, Holtby, Kostic – Wood

RB Leipzig:
Gulacsi – Klostermann, Orban, Upamecano, Halstenberg – Keita, Demme – Sabitzer, Forsberg – Agustin, Werner

Vidste du at…:
Hamburger SV´s Dennis Diekmeier ikke har scoret i 183 kampe inden fredagens opgør mod Leipzig? Faktisk har han slet ikke scoret i sin professionelle karriere, hverken for HSV eller for FC Nürnberg, hvilket må siges at være en statistik der taler for sig selv.

Dom:
Leipzig må, på trods af HSV´s gode sæsonstart, være små favoritter til at tage sejren, men det kræver altså en del går op i en højere enhed. Naby Keïta skal igen finde storspillet frem fra sidste sæson, og Timo Werner skal fortsætte formen fra de sidste par uger. HSV har dog også muligheder, hvis de er kyniske nok i begge ender. I perioder er Bobby Wood rigtig stærk, og han kan sagtens udfordre Leizpig-forsvaret. Vi tror på en underholdende kamp, hvor det ender 2-2 på Volksparkstadion.

Læs også: Guide: Fodboldrejse til Hamburger SV

Relateret
You may also like
Optakt: Borussia Dortmund – FC Köln
Optakt: RB Leipzig – Borussia Mönchengladbach
Optakt: SV Werder Bremen – FC Schalke 04
Optakt: TSG Hoffenheim – FC Bayern München