bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt – Borussia Mönchengladbach: Defensiv danskerduo på Europa-jagt

Optakt – Borussia Mönchengladbach: Defensiv danskerduo på Europa-jagt

Borussia Mönchengladbach

Sidste sæson

Nummer fire i Bundesligaen.

Efter en 2014/15-sæson hvor Gladbach for første gang i 37 år kvalificerede sig til Champions League var forventningerne til den følgende sæson store. Derfor var det til alles enorme forundring, at holdet efter de første fem kampe i 2015/16 stod med 0 point på kontoen og at Lucien Favre, træneren der havde bragt dem så meget, tog sit tøj og gik.

Afløseren blev André Schubert, der i første omgang var en midlertidig løsning, men som hurtigt fik rusket op i spillerne og ikke tabte i sine første 11 kampe i spidsen for Gladbach. Schubert fik posten permanent og selvom efteråret ikke var ligeså imponerende – og man måtte nøjes med en sidsteplads i CL-gruppen – kunne den tidligere ungdomstræner sikre holdet en fjerdeplads i Bundesligaen og kvalifikationen til Champions League.

På danskerfronten bragede Andreas Christensen igennem (efter en dårlig premiere mod Dortmund) og etablerede sig som en af holdets største profiler.

Transfers

Gladbach har – vanen tro – måtte vinke farvel til en af den foregående sæsons profiler, nemlig midtbanedynamoen Granit Xhaka, der blev solgt til Arsenal for rekordhøje €45 millioner. Dertil smuttede Håvard Nordtveit på en fri transfer, og det er de to spillere, snarere end de aldrende Stranzl og Brouwers, der bliver svære at erstatte.

Man har dog gjort et hæderligt forsøg ved at hente Christoph Kramer tilbage igen efter et knap så vellykket ophold hos Bayer Leverkusen, og derudover fået Hoffenheims Tobias Strobl på en fri transfer. At det efter alt at dømme lykkes at holde på Dahoud gør, at den centrale midt er fint dækket ind efter Xhakas exit.

Til generationsskiftet i defensiven er det med danske øjne naturligvis spændende, at Jannik Vestergaard er kommet til fra Werder Bremen. Han skal danne makkerpar med Andreas Christensen, som man har forsøgt at vriste fra Chelsea, hvis denne altså ikke skal spille længere fremme, som det før har været tilfældet.

Offensiven ligner sig selv i forhold til sidste sæson, hvor eneste nye mand er den 18-årige slovak Laszlo Benes, der dog ikke forventes at få en bærende rolle i den tætpakkede offensiv. Josip Drmic er tilbage fra et skidt lejeophold hos HSV og Gladbach vil formentlig gerne af med ham, men en skade har sat en stopper for den proces.

Styrket/svækket

En anelse svækket.

Denne sæson

Gladbach kan blive et spændende bekendtskab denne sæson. Man råder over rigtig mange dygtige offensive folk, der kan spille på mange pladser, og rammer Schubert rigtigt er det et meget slagkraftigt hold, vi har med at gøre.

Gladbach havde dog et kedeligt forår, hvor man især på udebane havde meget svært ved at hente point. På eget græs var man tæt på urørlige, så Schuberts opgave bliver at løse problemet på udebane. Lykkes det er der ingen grund til at Gladbach ikke igen kan blande sig i subtopstriden, men der er mange om budet, så der er ikke råd til for mange fejltrin.

Et væsentligt spørgsmål er også, hvor længe holdet skal spille europæisk.

Bud på placering

4-7

Bud på idealopstilling

3-5-2: Sommer – Jantschke, Christensen, Vestergaard – Johnson, Dahoud, Kramer, Stindl, Wendt – Hahn/Hazard, Raffael

Hold øje med

Mahmoud Dahoud.

Den unge midtbanespiller har et fantastisk touch og en blændende teknik og har været ombejlet hele sommeren. Det ser ud til at han bliver i klubben, men med hans potentiale kan han meget vel være næste sæsons store traditionelle salgsobjekt.

foto: Wikimedia Commons

You may also like
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
Optakt til runde 26 i 2. Bundesliga: St. Pauli på vej mod oprykning og Baumgart som en moderne Churchill
1. FC Kaiserslautern
Optakt til 24 runde i 2. Bundesliga: Skæbnekamp for Kaiserslautern
Andy Brehme, Kaiserslauterne
Optakt til runde 23 i 2. Bundesliga: Steffen Baumgart til HSV og farvel til Andy Brehme
Hannover, optakt, højdepunkter
Optakt til 22. runde i 2. Bundesliga: Nye trænere i Kaiserslautern og HSV