bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Bundesliga > Bayern München > Optakt: Borussia Dortmund – FC Bayern München

Optakt: Borussia Dortmund – FC Bayern München

Lørdag aften er en stor aften i tysk fodbold. Opgøret mellem Dortmund og Bayern München er i folkemunde kendt som “Der Klassiker”, og mange hævder, at det er den største kamp i tysk fodbold. Det er de to mest vindende hold i Bundesligaens historie, der lørdag aften brager sammen, og med en sejr kan Dortmund for alvor spille sig tilbage i kampen om mesterskabet.

Kampfakta:
Spillested: Signal Iduna Park, Dortmund
Dommer: Stieler
På TV: Eurosport 2
Kamptidspunkt: Lørdag 18:30

Holdnyt:
Borussia Dortmund:
I sidste runde fik Dortmund sat en stopper for deres stime uden sejre i Bundesligaen, da de på udebane slog HSV med 5-2, i en kamp hvor Aubameyang med fire mål og en assist i den grad fik sagt undskyld for sin tur til Milano

Generelt er Dortmund på vej tilbage til den form, de viste i indledningen af sæsonen. Götze bliver stadig bedre og bedre centralt, og på kanten har Pulisic de sidste par kampe været blandt sit holds bedste.

Derudover er det også værd at bemærke, at det endelig lysner på skadesfronten hos de sort-gule. Bender er stadig skadet, mens både Durm og Subotic begge er tilbage på træningsbanen. Det samme er i øvrigt Marco Reus, der ikke har spillet en kamp siden pokalfinalen sidste sæson mod netop Bayern.

Reus var oprindeligt meldt klar til kampen, men på fredagens pressemøde gjorde Tuchel det klart, at en hælskade gør, at han ikke kommer i aktion lørdag. Til gengæld er Schmelzer tilbage, men han må formentlig begynde på bænken, mens Schürrle ligner en starter længere fremme.

FC Bayern München:
Før landskampspausen tabte Bayern point til Hoffenheim hjemme på Allianz Arena. Det var en kamp, hvor gæsterne havde held til at sætte særligt Alonso under pres, når han modtog bolden på egen banehalvdel.

Netop Alonsos omgang med bolden har i denne sæson skabt flere farlige situationer for mestrene, og Ancelotti bliver nødt til at overveje, hvordan han beskytter sin aldrende stjerne, så han ikke bliver fanget i det høje pres, Dortmunds offensiv uden tvivl vil levere.

Udover Alonsos rolle er Ancelottis største bekymring formentlig, hvordan han skal indlede kampen. Coman, Robben og Martinez er med sikkerhed ude, mens Ribery er igen klar efter at have siddet ude i længere tid. Han kan være et alternativ for Müller, der stadig jagter sin første sæsonscoring.

Centralt står valget mellem Vidal og Kimmich. Vidal fik et slag i landskampen for Chile og kom først sent torsdag tilbage til München, så han er stadig lidt af et spørgsmål, ligesom Costa i øvrigt er det.

Med en sejr vil Bayern næsten kunne sætte Dortmund afgørende af i kampen om titlen, mens et nederlag vil reducere afstanden mellem de to rivaler til tre point.

Karantæner:
Borussia Dortmund: Ingen
FC Bayern München: Ingen

Bud på startopstillinger:
Borussia Dortmund: Bürki – Piszczek, Sokratis, Ginter, Guerreiro – Weigl – Dembelé, Castro, M. Götze, Schürrle – Aubameyang

Bayern München: Neuer – Lahm, J. Boateng, Hummels, Alaba – Xabi Alonso – Thiago, Vidal – Robben, T. Müller – Lewandowski

Vidste du at…:
Dortmund har ikke scoret i holdenes seneste tre kampe? 0-0 i ligaen og pokalen, mens Supercuppen blev tabt med 2-0 tilbage i august.

Dom:
Disse opgør lever deres eget liv, og på Signal Iduna Park med den gule mur i ryggen kan hjemmeholdet klare alt. Derfor tror vi på en måske lidt overraskende 2-1 sejr til Dortmund.

Hvis ikke du kan få nok optakt til der Klassiker, så har vi lavet en hel times podcast, hvor vi dykker ned i rivaliseringen, historien og forskellene på de to hold

Relateret
You may also like
Da dansk talent slog tysk verdensklasse i Champions League
Den nye, tyske TV-aftale: solidarisk guldregn?
James Rodriguez: Bayerns nye stjerneskud
Bundesligaprogrammet for sæsonen 2017/18