bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Bundesliga > 1. FC Köln > Optakt: 1. FC Köln – RB Leipzig

Optakt: 1. FC Köln – RB Leipzig

Hjemmeholdet har fået sin bedste sæsonstart i 27 år, men de møder RB Leipzig, der endnu ikke har tabt

1. FC Köln:
Der er stadig lidt til, at karnevallet officielt går i gang i Köln, men byen og dens fodboldhold har lige nu en kæmpe fest. Med 3-1 sejren onsdag mod Schalke er gedebukkene oppe på ti point efter fire kampe. Deres bedste sæsonstart siden 1989, hvor en vis Christoph Daum sad på trænerbænken.

I kampen mod Schalke kom Modeste nok en gang på tavlen, og franskmanden er i forrygende form i øjeblikket. Og når han scorer, så betyder det som regel også sejr til Köln. Siden hans skifte sidste sommer har Köln et pointsnit på 2,2 i de kampe, hvor han har fundet vej til netmaskerne. I de 21 kampe han ikke har scoret, er det kun blevet til to sejre.

Franskmanden er selvsagt garanteret genvalg i Stögers startopstilling. Generelt kommer vi formentlig ikke til at se de store ændringer i forhold til Schalke kampen. Zoller kan muligvis afløse Jojic, men ellers ligner det de samme spillere, som har gjort det så godt indtil nu.

RB Leipzig:
Oprykkerne var tæt på at tage en ny, stor skalp, men de måtte i sidste ende nøjes med uafgjort mod Gladbach. Et resultat der blev grundlagt af en holdindsats og et stort arbejdsraseri. Leipzig spillerne løb tilsammen i kampen 120 kilometer, og det er rekord for samtlige hold i denne sæson indtil videre.

Set med danske øjne var det positivt, at Yussuf Poulsen for første gang i sæsonen fik samtlige 90 minutter på banen. Han gjorde det fint sammen med Werner i front, og hvis ikke Hasenhüttl giver ham et hvil, ligner det en genvalg til danskeren.

Hasenhüttl står i øvrigt over for en gammel bekendt i skikkelse af Peter Stöger. De to spillede sammen på det østrigske landshold og vandt ter mesterskaber på stribe med Austria Wien tilbage i begyndelsen af 90’erne.

Til kampen mod sin tidligere medspiller må han fortsat undvære Boyd og Klostermann. Sidstnævnte er ude med en korsbåndsskade og forventes ikke klar lige foreløbigt. Derudover er både Papadopoulos og Forsberg tvivlsomme.

Karantæner:
1. FC Köln: Ingen
RB Leipzig: Ingen

Bud på startopstillinger:
1. FC Köln: Horn – Sörensen, Mavraj, Heintz, J. Hector – M. Lehmann, Höger – Risse, Zoller – Osako, Modeste
RB Leipzig: Gulacsi – Bernardo, Orban, Compper, Halstenberg – Ilsanker, Demme – D. Kaiser, Forsberg – Sabitzer – Y. Poulsen

Vidste du, at…:
Leipzigs Timo Werner kan sætte en bemærkelsesværdig rekord søndag? Kommer han på banen, vil han være den yngste spiller nogensinde til at runde 100 Bundesligakampe.

Dom:
Det er to hold, der gerne benytter sig af de samme 11 og som gerne vil stå dybt for så at lukrere på kontrachancer. Det kan derfor sagtens blive en låst affære. 1-1.

Relateret
You may also like
Optakt – Hertha BSC: Fortsætter det forsømte forår?
Optakt – Eintracht Frankfurt: Den hollandske invasion
Er du Bundesligaens bedste manager?
Optakt – TSG Hoffenheim: Kan Nagelsmann gøre det igen?