bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Den nye kriger i den grønne trøje

Den nye kriger i den grønne trøje

Thomas Delaney fik lørdag Bundesliga-debut for Werder Bremen, da holdet led et smalt nederlag på 1-2 mod Dortmund. Vi fulgte danskeren i hans debut, som endte med at blive en dramatisk én af slagsen.

Det er lørdag. Klokken nærmer sig 15.30, og det er langt om længe tid til Bundesliga-fodbold igen efter en alt for lang vinterpause. Hjemme på Weser-Stadion tager Werder Bremen imod Dortmund, og med 42.100 tilskuere på lægterne er arenaen i Bremen totalt udsolgt.

I løbet af opvarmningen toner en video frem, hvor en flok Werder-spillere en efter en fortæller, om de helst vil score et traumtor, eller om de hellere vil score på frispark i stedet for en friløber. Claudio Pizarro, Max Kruse, Fin Bartels og Robert Bauer optræder alle i indslaget, men undervejs toner Thomas Delaney også frem på skærmen. Han kan ikke svare på spørgsmålet på tysk, men griner højlydt og svarer på engelsk, og bliver mødt af et stort bifald fra Werders trofaste tilskure. De har glædet sig til, at se deres nye dansker i aktion, og nu er det endelig tid.

Debut-nederlag – men stor præstation

Thomas Delaney starter kampen på midtbanen ved siden af makkeren Clemens Fritz, og mens man i træningskampen mod Braunschweig i sidste uge så en Thomas Delaney, som lige skulle finde fodfæste på holdet, så er billedet et helt andet i hans Bundesliga-debut. Danskeren spiller med stor autoritet, og er alle vegne på banen. Samtidig dirigerer han løs med alle spillerne – også anfører Fritz – og knokler for holdet. Specielt Dortmund-juvelen Julian Weigl har det svært over for danskeren og virker tydeligt frustreret i flere situationer, hvor Thomas Delaney sætter hårdt ind og efterfølgende lunter væk med et smil på læben, mens Julian Weigl råber og skriger så højt, at han nærmest overdøver de tusindvis af Bremen- og Dortmund-tilhængere.

Det bliver dog til et nederlag i debuten. André Schürrle åbner ballet med en hurtig scoring efter fem minutter, og i løbet af første halvleg bliver Werder-keeper Jaroslav Drobny præsenteret for et rødt kort, da han nedlægger Marco Reus med en nødbremse uden for feltet. Werder kommer dog tilbage i kampen efter pausen ved en Fin Bartels-scoring, men Dortmund løber med sejren, da Lukasz Piszczek scorer efter 71 minutters spil.

En træt men tilfreds dansker

Efter kampen er Thomas Delaney en populær mand i mixed-zone. Werder TV, Sky Sports og Sport1 vil alle have ham hen foran de rullende kameraer, men da det er overstået, kommer han over til bulibold.dk. Han har en solid hudafskrabning over øjet, ligner en meget træt mand, og han ikke helt huske, hvornår Jaroslav Drobny blev udvist, og hvornår han selv havde et godt skud mod Dortmund-målet. På trods af nederlaget og trætheden er han dog glad for at have spillet sin første Bundesliga-kamp, og på trods af en dårlig start fra Werder-mandskabet, så mener han stadig, at de kommer godt tilbage:

”Det var dejligt, og en stor oplevelse at være her. Tempoet var voldsomt højt.”

”Jeg synes ikke rigtig, at vi kommer godt ud, og de får et lidt tilfældigt mål med lidt uheld fra vores side, men alt taget i betragtning synes jeg alligevel, at vi kommer godt tilbage. Vi får en mand udvist, men kommer tilbage i kampen og kæmper med alt hvad vi har, så det er svært at yde mere.”

Foto: Christian Lund Ewald

Den danske midtbanekriger føler, at Werder Bremen var godt inde i kampen, men om de kunne have vundet med 11 spillere på banen, tør han dog ikke at svare på:

”Det ved jeg ikke. Nogle gange sker der noget, når der ryger en mand ud. Der kommer noget power, men til sidst er vi bare mere flade, end de er. I minutterne inden det røde kort er vi mere inde i kampen, Clemens (Fritz, red.) har et skud på overliggeren, og jeg har selv et godt skud på keeperen. I 2. halvleg bliver det lidt mere defensivt, men vi skaber også muligheder, og vi kommer bedre og bedre ind i kampen.”

Som nævnt virkede danskeren som en spiller, der allerede har fundet sig godt tilrette på Werder-holdet, og han føler sig også allerede godt tilpas på midtbanen:

”Jeg spiller sammen med to gode spillere i Serge (Gnabry, red.) og Clemens. En kommende superstjerne, en gammel ræv og så mig, der kan løbe og arbejde. Serge gik desværre ud undervejs, men jeg føler mig godt tilpas, hvad angår mine medspillere, og hvad der forventes af mig.”

”Det er jo Champions League det her”

Med et udsolgt Weser-Stadion var der knald på lægterne i danskerens Bundesliga-debut, og den gode stemning påvirkede også danskeren positivt:

”Jamen det er jo skønt, og det bliver jo sådan her hver uge. Det er jo Champions League det her, i hvert fald det tætteste vi kommer på det, så det var en stor oplevelse. Tilskuerne er jo ellevilde i de sidste fem minutter, hvor vi hjemme i Danmark nok ville sidde og hive vores hår ud i stedet, og sige ”hvad fanden er det der foregår?”, men det var fedt, og det er fedt at være her.”

Thomas Delaney og resten af Werder-truppen kan se frem til mere ’Champions League-stemning’ på lørdag, hvor Bayern München kommer forbi Weser-Stadion, som endnu engang vil være udsolgt, og som endnu engang vil have danskeren med nummer seks på ryggen på midtbanen.