bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > Når man ofrer alt for at spille ved en slutrunde – Rummenigge og Völlers utrolige lidelseshistorier

Når man ofrer alt for at spille ved en slutrunde – Rummenigge og Völlers utrolige lidelseshistorier

Da jeg så Bastian Schweinsteiger sprinte ned mod det ukrainske mål i det 92. minut af Tysklands første gruppekamp ved EM, gik der flere tanker gennem hovedet på mig. For det første: Kicker Sportmagazin havde øjensynligt ikke helt uret i den uhørt barske kritik, bladet havde rettet mod landsholdsanføreren så sent som den 2. juni. Da kunne man bl.a. læse om ”den umiskendelig overvægtige og meget tunge Schweinsteiger” under den offentlige træning tirsdag den 31. maj. Videre hed det: (…) ”Da havde man brug for en del fantasi for at forestille sig, at Schweinsteiger når at komme i slutrundeform i tide.”

For det andet – og det hænger sammen med det første – tænkte jeg, at det vist var godt, Schweinsteiger ikke havde været på banen i mere end nogle ganske få minutter, for ellers havde han næppe haft kræfter til en så lang og anstrengende sprint.

Ikke desto mindre formåede Manchester United-spilleren i sin nuværende, lidt runde, udgave at bringe mig på andre tanker blot få sekunder senere, da han definitivt havde afgjort kampen til Tysklands fordel ved at halvflugte Mesut Özils indlæg smukt i mål. Nu tog jeg pludselig mig selv i at tænke, at alene denne ene aktion retfærdiggjorde Joachim Löws udtagelse af en halvskadet og halvgammel spiller, der p.g.a. to ledbåndsskader i samme, højre, knæ i henholdsvis januar og marts 2016 kun havde været på banen i sammenlagt 141 minutter for sin klub og 22 minutter på landsholdet i år.

At se en stor tysk landsholdsstjerne mere eller mindre hutle sig frem til- og/eller igennem en EM-eller VM-slutrunde er langtfra noget særsyn. Eksemplerne er legio og har i dén grad sat deres præg på tysk landsholdshistorie, men jeg har i denne artikel valgt at koncentrere mig om to verdensklasse-angribere, der tilsammen spillede 185 landskampe fra 1976 til 1994, scorede 92 mål og deltog i 11 slutrunder.

Karl-Heinz Rummenigges spanske VM-mareridt

Hvis man skal pege på den (vest-)tyske superstjerne, der har lidt mest i sin kamp for at blive klar til slutrunder, må valget nødvendigvis falde på Bayern München-legenden, Karl-Heinz Rummenigge, der i dag er bestyrelsesformand for klubben. Som vesttysk landsholdsanfører og årets spiller i Europa i både 1980 og 1981 hvilede der et ekstra stort pres på ham før VM i Spanien i 1982. Desværre for Rummenigge pådrog han sig allerede i den første gruppekamp mod Algeriet, som vesttyskerne sensationelt tabte 1-2, en muskelsprængning (muskelbristning) i sit højre baglår, da han udlignede til 1-1 midt i anden halvleg. Set fra et lægeligt synspunkt kan man ikke spille med den type skade, men hvis man alligevel gør det, bringer man potentielt sin karriere i fare. Det var netop, hvad en anden Bayern-stjerne fra en lidt yngre generation, Arjen Robben, gjorde i 2010, da han spillede fem VM-kampe, inklusive finalen mod Spanien, med en tilsvarende skade og efterfølgende måtte holde to måneders pause.

Det chokerende nederlag til Algeriet fik hurtigt Rummenigge til at forkaste enhver tanke om at sidde over i den anden gruppekamp mod Chile. Vesttyskerne skulle vinde, og derfor, forklarede anføreren, var han sågar villig til at spille på en smertestillende indsprøjtning. Rummenigge tilføjede, at han var ”fuldstændig ligeglad” med, om skaden blev forværret. [i]

Det hører med til historien, at den tyske holdlæge, Heinrich Heß, kun havde diagnosticeret en simpel forstrækning, der normalt heler i løbet af ganske få dage, og den slags småskavanker kunne selvsagt ikke forhindre Rummenigge i at spille ved et VM. Han så da også ud til at være i ganske god fysisk form, for det lykkedes ham på utrolig vis, omstændighederne taget i betragtning, at lave et ægte hattrick i 4-1-sejren, deriblandt et meget flot mål med ydersiden af foden, papegøjen, til vesttysk 3-0-føring efter en et-to-kombination med Felix Magath.

Efter at have lavet tre mål i en VM-kamp, selvom han var alvorlig skadet, kunne Rummenigge notere sig endnu en triumf for sin vilje og selvopofrelse, da det spanske nyhedsbureau, EFE, ved en afstemning blandt internationale sportsjournalister valgte ham til VM’s bedste spiller i gruppekampene foran den brasilianske superstjerne, Zico.

I resten af turneringen var det dog helt åbenlyst, at Rummenigge havde store problemer. Bl.a. kunne han forståeligt nok ikke sprinte. Før den første kamp i mellemrunden (der bestod af fire grupper med tre hold, hvoraf vinderne gik videre til semifinalerne)mod England udtalte han: ”Jeg kan sågar mærke smerter, når jeg går, og nogle gange er benet følelsesløst ned til knæet.”[ii]

Ikke desto mindre formåede Rummenigge stadig i enkelte situationer at være en helt afgørende faktor på det vesttyske hold. Det var bl.a. tilfældet i semifinalen mod Frankrig. Efter den ordinære kamp var endt 1-1, kom han på banen i den forlængede spilletid ved stillingen 2-1 til franskmændene. Umiddelbart derefter gjorde Frankrig det også til 3-1, men så sørgede først Rummenigge, der efter eget udsagn spillede ”udelukkende på viljen”,[iii] og siden Klaus Fischer på et flot saksespark for, at Vesttyskland udlignede og fremtvang straffesparkskonkurrence. Den vandt vesttyskerne, bl.a. takket være Rummenigges scoring fra 11-meter-pletten, og de var dermed klar til finalen mod Italien, selvom det skete med en lidt bitter smag i munden med tanke på Toni Schumachers grove overfald på Patrick Battiston.

Rummenigge indrømmede i 1991, at det havde været klogest også at begynde VM-finalen på bænken, men den skadede anfører var, stik imod al fornuft, med fra start, og denne gang gik det ikke godt. Han var stadig ikke i stand til at sprinte, og efter godt en halv times spil kunne man opleve den bizarre situation, at den vesttyske libero, Uli Stielike, løb ud til træner Jupp Derwall på sidelinjen for at kræve sin anfører udskiftet. Stielike var heller ikke bange for at konfrontere Rummenigge på tomandshånd, og i omklædningsrummet i pausen opfordrede han ham direkte til at lade sig udskifte med tilføjelsen: ”Du skader os kun.”[iv] På det tidspunkt var stillingen stadig 0-0, men da Rummenigge langt om længe forlod banen 20 minutter før tid til fordel for en anden halvskadet spiller, Hansi Müller, var vesttyskerne bagud 0-2, og de endte med at tabe 1-3.

Hvis man gjorde status efter finalen, kunne man konstatere, at Rummenigge ikke alene havde vundet VM-sølv, men tilmed var blevet turneringens næstmest scorende spiller efter italienske Paolo Rossi med fem mål. Det er værd at tænke over, når man tager i betragtning, at Bayern Münchens læge, Müller-Wohlfahrt, senere udtalte, at han kunne have diagnosticeret muskelsprængningen på et minut, og at Rummenigge i så fald havde måttet rejse hjem til Vesttyskland allerede efter den første gruppekamp mod Algeriet.

Det var ikke kun Rummenigge, der, efter omstændighederne, overpræsterede. Det samme gjaldt Vesttyskland som hold, når man tænker på, at mange af spillerne i landsholdstruppen opførte sig som førsteårs-studerende på rustur, da de før VM-slutrunden var på træningslejr i det naturskønne område, Schluchsee, i Schwarzwald i den sydvestlige del af Vesttyskland. Inden længe var det med god grund omdøbt til Schlucksee (Slugesø)i de tyske medier p.g.a. det rigelige alkoholindtag blandt spillerne, der også fortrak tiden med at spille poker om store pengesummer og få besøg af diverse præsentable eksemplarer af det modsatte køn. Træning var der desværre ikke så megen tid til i det pressede program, og det hævnede sig i finalen mod Italien, da de vesttyske spillere ikke kunne stå distancen fysisk.

Skadesfrit EM-intermezzo uden succes

Ved EM i Frankrig i 1984 var Rummenigge til gengæld skadesfri og i topform efter at være blevet Bundesligaens topscorer med 26 mål i den netop overståede sæson. Han var tilmed lige blevet solgt til Inter for DM 11 mio. som den næstdyreste spiller i fodboldhistorien indtil da og kunne se frem til at femdoble (!) sin løn i Italien, så han fremover ville tjene DM 1,9 mio. netto om året. Det var dengang en uhyrlig sum, der svarede til, at han fik en brutto-årsløn i Vesttyskland på DM 4,3 mio., noget mere end en hel, gennemsnitlig Bundesliga-trup på 20-25 spillere tjente.

VM-skadesmareridtet fortsætter i Mexico

Ved slutrunden i Mexico i 1986 fortsatte Rummenigges VM-mareridt og –lidelseshistorie. Han var stadig landsholdsanfører og en superstjerne, nu altså i Inter, men også i 1986 forhindrede en skade ham i at folde hele sit talent ud på fodboldens allerstørste scene.

Til forskel fra VM i Spanien havde Rummenigge denne gang allerede været skadet i flere måneder, før turneringen begyndte. Han døjede med eftervirkningerne fra hele to fibersprængninger lige over knæhaserne, altså på den nederste del af sit højre baglår. Skaderne havde han pådraget sig i henholdsvis landskampen mod Brasilien den 12. marts og under opvarmningen til Milano-derbyet mod AC Milan den 6. april. I stedet for at tage sig den fornødne tid til at blive skaderne kvit, valgte Rummenigge at bide smerterne i sig og melde sig spilleklar til storkampen mod Juventus i slutningen af marts og de to UEFA Cup-semifinaler mod Real Madrid i april måned. Det skulle han ikke have gjort, for Inter tabte til Juve og blev elimineret på den europæiske scene af den kongelige spanske klub. Hvad skaderne angik, kunne de selvsagt kun hele, hvis Rummenigge holdt sig i ro.

Inden skadesproblemerne havde Rummenigge ellers været i sprudlende form og lavet 13 Serie A-mål i 23 kampe i 1985/86-sæsonen, hvilket dengang var en sensationel scoringsstatistik i verdens bedste- og i særdeleshed mest defensivt orienterede liga. Men da VM gik i gang, var det desværre en helt anden udgave af Rummenigge, man fik at se.

I de tre første gruppekampe mod Uruguay, Skotland og Danmark måtte han tage til takke med maksimalt 20 minutters spilletid. Det var selvsagt ikke en tilfredsstillende situation for en superstjerne under sin sidste VM-slutrunde, og Rummenigge kunne da heller ikke skjule sine frustrationer over for medierne: ”Jeg har nu haft tre korte indhop under dette VM. Det må ikke blive en varig tilstand. Sådan kan det ikke fortsætte.”[v] Derfor gjorde Rummenigge også alt, hvad der var menneskelig muligt for at blive i stand til at spille en hel kamp. Ifølge Toni Schumacher ”beslaglagde” han, til stor utilfredshed for de andre 21 spillere, en massør ”døgnet rundt”[vi], selvom der kun var to tilknyttet den vesttyske trup. Betegnelsen ”døgnet rundt” var dog ikke helt præcis, for hans værelseskammerat i Mexico, Lothar Matthäus, har senere kunnet fortælle, at Rummenigge på opfordring af sine tidligere holdkammerater i Bayern München, Søren Lerby og Dieter Hoeneß, smuglede den hollandske fysioterapeut, Richard Smith, der ellers arbejdede for det danske landshold, ind i den tyske landsholdslejr på haciendaen, La Mansión Galindo, i Querétaro. Smith brugte en meget speciel behandlingsmetode, der indebar, at han pressede sine fingre, knoer og sågar albuer direkte ned i de skadede områder for efter sigende at fremme blodgennemstrømningen og dermed også fremskynde helingsprocessen. Reelt var der nok mere tale om, at skaden så at sige blev bedøvet, hvorved risikoen for at forværre den under kampene steg tilsvarende. Som om, Rummenigge ikke allerede havde lidt nok, blev han bagefter – langt ud på natten, vel at mærke – sat til at lave stigningsløb på haciendaens tæppebelagte gange.

Smiths hemmelige besøg hos Rummenigge fandt angiveligt sted natten før, Vesttyskland skulle møde Danmark i sin sidste gruppekamp. Sikkert er det – ifølge en artikel i dagbladet BT efter VM-slutrunden – at Rummenigge senere på kampdagen, den 13. juni kl. 23.30, underkastede sig endnu en smertefuld behandling hos Smith, men denne gang i den danske landsholdslejr, Hacienda Jurica, der ligeledes lå i Querétaro-området. En tysk fotograf havde været så venlig at køre landsholdsanføreren de knap 20 km derhen.

Fire dage efter 0-2-nederlaget til Danmark havde den 30-årige Inter-angriber fået det så meget bedre, at han var med fra start i 1-0-sejren over Marokko i ottendedelsfinalen, men han brændte et par store chancer, og det var tydeligt, at han var milevidt fra sin bedste form. I kvart- og semifinalen var Rummenigge stadig med i startopstillingen, men i begge kampe gjorde han en halvskidt figur og blev skiftet ud efter mindre end en times spil. Trods alt kunne han stadig glæde sig over at være en del af det vesttyske hold, der havde spillet sig i finalen mod Diego Maradonas Argentina. I den scorede han sit eneste VM-mål i Mexico, da han reducerede til stillingen 1-2 17 minutter før tid. Otte minutter senere lykkedes det tilmed Rudi Völler at udligne. På det tidspunkt tydede meget på, at de konditionelt overlegne vesttyskere ville vinde kampen, men de blev for overmodige og måtte i stedet se argentinerne score sejrsmålet til 3-2, da Jorge Burruchaga behandlede Maradonas geniale frispilning efter fortjeneste.

Efter sit andet VM-finalenederlag i træk annoncerede Rummenigge, at han ikke længere stod til rådighed for det vesttyske landshold, der ellers havde en EM-slutrunde på hjemmebane i 1988 at se frem til. Måske skulle han allerede være stoppet før VM i Mexico, for ikke alene formåede han ikke på noget tidspunkt at spille op til sit bedste; hans skadessituation skabte også voldsom uro i den tyske lejr. Ligesom ved VM i Spanien var der en del spillere, der overhovedet ikke lagde skjul på, at de fandt det dybt urimeligt, at en halvskadet spiller som Rummenigge tog pladsen fra en holdkammerat i topform. Inter-angriberen kunne ikke undgå at mærke den negative stemning i dele af truppen omkring sin person, og han mente, den især stammede fra fraktionen af 1. FC Köln-spillere – ”diese Kölner Mafia”, som han kaldte den – med viceanfører Toni Schumacher i spidsen. På et møde før kampen mod Danmark med deltagelse af bl.a. Beckenbauer og 1. FC Köln-spillerne, Pierre Littbarski og Klaus Allofs, beskyldte Rummenigge direkte Schumacher for at tale dårligt om ham i Bild, Der Spiegel og Kölner Express, fordi han var misundelig over hans anførerhverv. Rummenigge kunne imidlertid ikke dokumentere sin påstand, og det hele endte med, at han fik valget mellem at lægge navn til et offentligt dementi eller at blive sendt hjem. Han valgte klogeligt det første og undgik dermed den skæbne, der overgik den rebelske reservemålmand, Uli Stein, før kvartfinalen mod værtsnationen Mexico. Forholdet mellem de to største lederskikkelser i den vesttyske trup, Rummenigge og Schumacher, blev da også efterfølgende væsentlig forbedret, men det ændrede ikke ved, at VM i Mexico for førstnævnte var ”den værste tid, jeg nogensinde har oplevet.”[vii]

Rudi Völler: Publikums- og Beckenbauer-yndlingen end ikke Augenthaler og medierne kunne stoppe

Ligesom Rummenigge døjede også hans normale angrebsmakker på landsholdet, Rudi Völler, med en skade i månederne op til- og under VM-slutrunden i Mexico. Völlers problemer opstod helt tilbage i november 1985, da en hård tackling fra landsholdskollegaen, Klaus Augenthaler, i topkampen mellem Bayern München og Werder Bremen tvang ham til at forlade banen allerede i første halvleg. De efterfølgende reaktioner var voldsomme. Én ting var, at beskyldninger mellem trænere og ledere fra de to klubber føg frem og tilbage, noget helt andet, at Augenthaler modtog dødstrusler og sågar måtte leve under politibeskyttelse i en kortere periode.

Det var overraskende, at bølgerne gik så højt, for umiddelbart var Völler ikke kommet alvorligt til skade. En fibersprængning i venstre lår, lød diagnosen. Det skulle imidlertid vise sig, at han stadig havde problemer, da han begyndte at træne igen, og Bremens læge og andre konsulterede eksperter kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Efter råd fra Franz Beckenbauer valgte Völler derfor i al hemmelighed at lade sig undersøge af Bayern-lægen, Müller-Wohlfahrt, i januar 1986. Han kunne konstatere, at Völler efter alt at dømme var begyndt at træne, inden skaden var helet, og derfor ubevidst havde skånet- og dermed svækket muskulaturen i venstrebenet, hvilket havde ført til en betændelsestilstand i lyskeregionen. Müller-Wohlfahrt anbefalede en operation hos en belgisk lyskespecialist, Marc Martens, der tidligere bl.a. havde haft Preben Elkjær under kniven, og den viste sig at være en succes.

Den 22. april 1986 kunne Völler så gøre comeback for Werder Bremen efter godt fem måneders pause i – af alle kampe – returmødet med Bayern München i 33. spillerunde. Mærkeligt nok satte Bremen sit to-points-forspring ned til ærkerivalen fra det sydtyske over styr efter Völlers tilbagevenden ved først at spille 0-0 i topbraget, bl.a. p.g.a. et brændt straffespark kort før tid, og derefter tabe 1-2 ude til VfB Stuttgart i sidste spillerunde, samtidig med, at FC Bayern hjemme vandt 6-0 over Borussia Mönchengladbach.

I det mindste kunne Völler glæde sig over, at han blev udtaget til Beckenbauers VM-trup, og han tog endda til Mexico med en vis optimisme i bagagen efter at have scoret 3 mål i alt i de to sidste testkampe mod Jugoslavien og Holland.

VM-slutrunden blev en blandet fornøjelse for Völler. Han spillede samtlige minutter i de tre gruppekampe og scorede i 2-1-sejren over Skotland, men efterhånden som Rummenigge trængte sig mere og mere på til startopstillingen, blev der tilsvarende mindre spilletid til Völler. I ottendedelsfinalen mod Marokko blev han udskiftet i pausen, og i kvartfinalen mod Mexico blev han slet ikke benyttet. Til gengæld kom han både i semifinalen mod Frankrig og finalen mod Argentina på scoringslisten efter at være blevet indskiftet i anden halvleg.

Den eneste vesttyske angriber, der var med fra start i alle kampe, var til de flestes overraskelse 1. FC Köln-spilleren, Klaus Allofs, men han havde også den ikke ubetydelige fordel af at være helt skadesfri…

Efter finalenederlaget til Argentina skrev den tidligere landsholdsforsvarer, Willi Schulz, i Hamburger Abendblatt, at det var intet mindre end ”et mirakel”, (…) at det var ”lykkedes for det vesttyske hold, som det første i de 13 VM-slutrunders historie, at komme i finalen uden angreb.”[viii] Det forekom at være en noget overdreven kritik af især Allofs og Völler, men mange undrede sig i hvert fald over, hvorfor Beckenbauer – med den i sidste øjeblik frasorterede angriber Frank Mills ord – havde ”taget de syge med og ladet de raske blive hjemme.”[ix]

Mills udtalelse illustrerede på bedste vis det dilemma, Beckenbauer adskillige gange befandt sig i som teamchef for det vesttyske landshold, og som Joachim Löw med sikkerhed kan relatere til i dag: Var de store stjerner, som bl.a. Rummenigge og Völler, på 60-80 % af deres sportslige ydeevne virkelig bedre end de næstbedste på 100 %? Dertil kom den utilfredshed og uro skaderne skabte, både blandt de pågældende spillere selv og deres konkurrenter og rivaler i truppen.

Völler ”bluffer” sig igennem EM-slutrunden på hjemmebane

Lidt ligesom i Rummenigges tilfælde kunne Völler også forledes til at tro, der hvilede én eller anden form for slutrundeforbandelse over ham, for i 1988 gentog scenariet fra Mexico sig.

Før EM i Vesttyskland havde Völler haft en virkelig skidt sæson i italienske AS Roma efter sit skifte fra Werder Bremen. Han havde forladt Bundesligaen med det tredjebedste scoringsgennemsnit nogensinde blandt spillere, der havde lavet flere end 100 mål (106 scoringer i 170 kampe/0,62 pr. kamp), men i Serie A var det kun blevet til 3 mål i 21 kampe (0,14 pr. kamp) i den første sæson. Det var der imidlertid gode grunde til, og de havde med skader at gøre. I november 1987 fik han således fjernet en betændt byld i låret, og efterfølgende havde han problemer med lysken i samme ben, vel at mærke ikke det, han var blevet opereret i et par år forinden.

Det var selvfølgelig bekymrende, at den vigtigste vesttyske angriber var så meget skadet og ude af form i et EM-år, men Franz Beckenbauer vaklede ikke det mindste i troen på Roma-angriberen. I februar 1988 udtalte han f.eks, at ”Rudi Völler er den bedste angriber i Europa, når han er i form.”[x] Selv efter det, Hamburger Abendblatt betegnede som en “pinlig” [xi] præstation af Völler i den sidste testkamp før EM-slutrunden mod Jugoslavien på sin gamle hjemmebane, Weserstadion i Bremen, mistede Beckenbauer ikke tilliden til ham – og ikke nok med det: Han satte trumf på med én af de mere bizarre udtalelser, en tysk landstræner/teamchef nogensinde er kommet med: ”Hvis Rudi Völler vil spille, så spiller han også.”[xii] Den melding kunne Rudi Völlers største konkurrent, den intrigante Borussia Dortmund-angriber, Frank Mill, så tænke lidt over. Det gjorde han skam også, men han var klog nok til ikke at afsløre indholdet af overvejelserne, for som han sagde: ”Ellers kan jeg rejse hjem i morgen.”[xiii] I 2007 kunne Mill så omsider delagtiggøre offentligheden i sin tankevirksomhed 19 år tidligere: ”Dengang var jeg bedre end Rudi Völler.”[xiv]

Det var Mill, der nåede at spille 17 landskampe uden at score ét eneste mål, nu ikke, men mange medier var ikke desto mindre af den samme opfattelse, og Völler kunne ikke skjule, at han efterhånden var følelsesmæssig påvirket af situationen: ”Anti-Völler-stemningen gør mig nervøs”, sagde han og talte om en ”stemningskampagne”[xv] mod sin person.

Der var to bemærkelsesværdige ting ved den situation, Völler befandt sig i: For det første var det overraskende at høre ham tale om, hvor påvirket han var af mediekritikken, i og med man i de foregående år igen og igen i interview efter interview havde kunnet konstatere, at selvom han som oftest virkede stille og rolig og som om, han havde begge ben solidt plantet på jorden, var han samtidig i besiddelse af en enorm selvtillid. Selv da han spillede sammen med verdensstjernen, Rummenigge, på landsholdet, udtalte han uden at blinke: ”Jeg er den bedste på min plads”[xvi], ”jeg kan ting, ingen andre kan”[xvii] etc., men nu var selv Völler altså ramt på selvtilliden.

For det andet var det helt ukarakteristisk, at medierne gik så hårdt efter ham, som tilfældet var, for Völler har både som spiller, teamchef for landsholdet og sportsdirektør/sportschef i Bayer Leverkusen været næsten helt forskånet for mediekritik, bl.a. da han fuldstændig umotiveret gik verbalt til angreb på sin egen tidligere landsholdsanfører, Oliver Bierhoff, i 2007.

I sommeren 1988 gennemgik Völler imidlertid en svær tid. Heldigvis kunne han ud over Beckenbauers urokkelige støtte glæde sig over, at de vesttyske fodboldfans støttede ham næsten ubetinget. Ligegyldigt, hvor-, og ikke mindst hvordan, han spillede, kunne han altid regne med tilskuernes opbakning, der som oftest manifesterede sig i langtrukne Rudi, Rudi-tilråb. De kom til at følge Völler, den mest populære tyske landsholdsspiller i nyere tid, i resten af hans karriere.

I de første to EM-kampe, mod Italien og Danmark, gav Völler sine kritikere i den tyske presse ny næring til deres aggressive kampagne mod ham ved at levere skuffende præstationer, men i den sidste gruppekamp mod Spanien viste Völler, at det var alt for tidligt at afskrive ham. Med to mål og det, Kicker kaldte for ”det største comeback siden Lazarus”,[xviii] sikrede han vesttyskerne en 2-0-sejr og dermed førstepladsen i gruppe 1.

Paradoksalt nok havde det formentlig været bedre for Vesttyskland, hvis Völler slet ikke havde scoret, og kampen mod Spanien var endt uafgjort. 2-0-sejren betød nemlig, at modstanderen i semifinalen hed Holland og ikke Sovjetunionen. Kampens rumænske dommer kom til at spille en ufrivillig hovedrolle ved først at tildele vesttyskerne et mere end tvivlsomt straffespark, som Lothar Matthäus udnyttede i det 55. minut, og senere gengælde gaven i den anden ende, så Ronald Koeman kunne udligne for hollænderne 19 minutter senere. I det næstsidste minut blev det så EM-slutrundens bedste spiller, Marco van Basten, der afgjorde kampen for de senere europamestre og dermed sendte vesttyskerne ud af turneringen foran et meget kritisk hjemmepublikum i Hamborg.

De to mål mod Spanien kunne ikke overskygge det faktum, at EM-slutrunden på hjemmebane havde været en personlig skuffelse for Völler, hvilket han heller ikke selv lagde skjul på, da han havde fået begivenhederne lidt på afstand: ”Turneringen kom nogle uger for tidligt for mig, og alle vidste det, men nogle medier ville ikke indse det. Hvis fansene ikke havde støttet mig så fantastisk, tror jeg, jeg havde bedt teamchefen om ikke at lade mig spille.”[xviiii] I marts 1989 gik Völler så vidt som at sige, han havde ”bluffet sig”[xx] igennem EM-slutrunden.

Efter en slutrunde i Italien i 1990 på godt og ondt, med VM-titlen som højdepunktet og et rødt kort – efter ikke at have gjort andet end at lægge hår til Frank Rijkaards spytklatter i ottendedelsfinalen mod Holland – som det absolutte lavpunkt, fortsatte Völlers slutrundekvaler med skader under EM i Sverige i 1992.

Völlers formodet sidste slutrunde ender som et antiklimaks

Efter Lothar Matthäus’ korsbåndsskade i april 1992 var Völler udnævnt til ny tysk anfører, og han gik ind til turneringen med berettigede forhåbninger om både at blive europamester og EM-topscorer. Men ak: Allerede i pausen af den første gruppekamp mod SNG (fællesskab bestående af 12 af de 15 stater, der opstod efter Sovjetunionens opløsning i 1991) måtte Völler lade sig udskifte med et brud på underarmen, en såkaldt parérfraktur, og dermed var EM allerede forbi for hans vedkommende.

Da Völler på forhånd havde annonceret, at han ville stoppe på landsholdet efter EM-slutrunden, gik alle ud fra, den afskedskamp, han var blevet lovet af det tyske fodboldforbund, DFB – og som blev spillet i oktober 1992 i Dresden med Mexico som modstanderen – også ville blive hans sidste landskamp, men Völler gjorde noget overraskende comeback på det tyske landshold umiddelbart før VM i USA i 1994, og ved slutrunden beviste han med sine to scoringer i ottendedelsfinalen mod Belgien, at han stadig var en angriber af høj klasse. Det overraskende kvartfinale-nederlag til Bulgarien kunne han dog ikke forhindre.

Generelle tanker om udtagelsen af spillere, der ikke er i absolut topform

Hvorvidt en landstræner bør udtage en halv- eller helskadet stjerne til en slutrunde eller ej, kommer selvfølgelig først og fremmest an på skadens omfang og alvor. Generelt må man konkludere – som Rummenigge og Völlers lidelseshistorier også tydeligt viser – at det sjældent er en god idé at løbe risikoen og udtage skadede spillere. Selv for superstjerner forholder det sig nemlig sådan, at de ikke i løbet af få ugers forberedelse, eller under selve slutrunden, er i stand til at indhente det fysiske og spillemæssige forspring, deres holdkammerater og modstandere har opnået ved at have spillet regelmæssigt på højeste niveau i en hel sæson.

En række vesttyske eks-landsholdsspillere, bl.a. Helmut Haller, Günter Netzer, Rainer Bonhof og Hansi Müller, der alle havde prøvet at befinde sig i den samme situation som Rummenigge og Völler før- og under en slutrunde og dermed kunne relatere til det fysiske og psykiske pres, de var udsat for, udtalte i marts 1986 til Kicker, at det for deres vedkommende ikke havde været al besværet værd.

Heller ikke for de følgende store stjerner fra andre lande var det forbundet med succes at ignorere skadesproblemer for at kunne spille ved en slutrunde: Kevin Keegan ved VM i 1982, brasilianerne Zico, Sócrates og Falcão ved VM i 1986, Preben Elkjær og Gary Lineker ved EM i 1988, Romário og Maradona ved VM i 1990 og Michael Owen ved VM i 2006, for blot at nævne nogle få eksempler. Der er helt sikkert også en del tilfælde, der viser, at det kan betale sig at satse på spillere med fysiske problemer og manglende kamptræning – Ronaldo i 2002 f.eks. – men generelt er konklusionen den modsatte. Schweinsteiger er altså advaret.

Litteraturliste:

Per Høyer Hansen: Fodbold-VM i Spanien ’82. Gyldendal, 1982.

Lothar Matthäus: Ganz oder gar nicht. Lübbe, 2012.

Harald Schumacher: Anpfiff. Droemer Knaur, 1987.

Uli Stein: Halbzeit. Knaur, 1994.

Dieter Ueberjahn: Top-Stars der Bundesliga. Engelbert, 1987.

Hans Wilhelm Müller-Wohlfahrt, H. Kübler: Hundert prozent fit und gesund – das Geheimnis des gesunden Menschen. Heyne Bücher, 1998.

Derudover har jeg læst adskillige udgaver af Kicker Sportmagazin og diverse udgaver af Sport-Bild samt Hamburger Abendblatt. Siden Fussballdaten.de har bidraget med mange statistiske oplysninger.

[i] Kicker Sportmagazin, 21.06.1982.

[ii] Kicker Sportmagazin, 30.06.1982.

[iii][iii] Sport Bild, 06.02.1991.

[iv] http://www.sueddeutsche.de/sport/wm-historie-ich-komme-in-den-himmel-1.951328-2

[v] Hamburger Abendblatt, 14-15.06.1986.

[vi] Harald ”Toni” Schumacher, Anpfiff, 1987.

[vii] Sport Bild, 06.02.1991.

[viii] Hamburger Abendblatt, 30.06.1986.

[ix] Top-Stars der Bundesliga, Dieter Ueberjahn, 1987.

[x] Kicker Sportmagazin, 04.02.1988.

[xi] Hamburger Abendblatt, 06.06.1988.

[xii] Kicker Sportmagazin, 06.06.1988.

[xiii] Kicker Sportmagazin, 06.06.1988.

[xiv] http://www.derwesten.de/sport/fussball/bvb/ich-war-ein-miststueck-auf-dem-platz-id1467505.html

[xv] Hamburger Abendblatt, 06.06.1988.

[xvi] Top-Stars der Bundesliga, Dieter Ueberjahn, 1987.

[xvii] Kicker Sportmagazin, 10.02.1986.

[xviii] Kicker Sportmagazin, 20.06.1988.

[xviiii] Kicker Sportmagazin, 05.09.1988.

[xx] Kicker Sportmagazin, 13.03.89

 

foto: Wikipedia 

Relateret
You may also like
Leverkusens definerende sæson
Optakt: Borussia Dortmund – 1. FC Köln
“This is Osterdeich” – Fanfortælling om forholdet til Werder Bremen
Für mutti und Vaterland