bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > James Rodriguez: Bayerns nye stjerneskud

James Rodriguez: Bayerns nye stjerneskud

Så lykkedes det endelig Bayern at hente den granat, som Hoeness havde lovet. James Rodriguez kommer til det sydtyske på en to-årig lejeaftale med option på køb. Men passer VMs topscorer overhovedet ind på Bayerns hold? Vi tegner et portræt af colombianeren og ser på muligheden for succes hos mestrene.

James David Rodríguez Rubio er født d. 12. juli 1991 i byen Cúcuta i Colombia. Karrieren begyndte i Envigado F.C, hvor han startede som ungdomsspiller og senere blev rykket op som senior. I 2008 rykkede han videre til den argentinske klub Banfield, som på daværende tidspunkt spillede i den bedste række.

Året efter var han med til at vinde klubbens første og eneste argentinske mesterskab. Efter to år i klubben og 42 kampe blev han solgt videre til F.C Porto for omtrent 35 millioner kroner.

Porto blev en stor succes for James. Han vandt mesterskabet alle årene, han var der, og han blev kåret til ligaens spiller i 2012, hvor han samtidig kom på årets hold. Det var også under opholdet i Porto, at han fik sin landsholdsdebut. Det skete d. 11 oktober 2011, da han begyndte inde i en VM kval kamp mod Bolivia.

Den gode periode i Porto resulterede i, at han sommeren 2013 som 21-årig blev solgt videre til AS Monaco for 335 millioner kroner. Han var en del af en pakke som Monaco købte, hvor også Joao Moutinho blev solgt.

I sommeren 2014 var der VM i Brasilien. Her havde James en stor andel i, at Colombia nåede til kvartfinalen, hvor de røg ud til Brasilien efter et nederlag på 2-1. James scorede seks mål i turneringen og blev turneringes topscorer. Samtidig var han en del af turneringens hold.

Det fik Real Madrid til at lægge 595 millioner kroner, hvilket gjorde ham til den dyreste colombianer nogensinde.

Vraget til Champions League finalen

Den første sæson i Real Madrid blev en personlig succes. 17 mål og 18 assists var imponerende, selvom det i sidste ende ikke rakte til nogen titler. James fik godt med spilletid hos Ancelotti, der var god til at få det bedste ud af colombianeren. Men da Ancelotti måtte tage sit tøj og gå, var det i store træk også første skridt på vejen til et farvel for James. Benitez fik ikke på samme måde sat ham i scene, og da Zidane overtog posten halvvejs inde i sæsonen, satsede han på andre typer.
Da han helt blev vraget til truppen til dette års Champions League finale, var det tydeligt, at hans tid i Real Madrid var kommet til vejs ende.

Bayern så endnu en gang muligheden for at finde guld på spaniernes overskudslager (Robben og Alonso) og slog til med en to-årig lejekontrakt med option på køb. Ifølge BILD betale tyskerne godt 37 millioner kroner her og nu for at leje ham, mens de må hoste op med yderligere 260 millioner kroner, hvis de vil købe ham fri om to år.

Genforenet med Ancelotti

Og det er så her, vi står. James er nu genforenet med en træner, under hvem han spillede sit bedste fodbold i Madrid. I de næste to år skal han bevise, at Bayern gør klogt i at købe ham, men måske det ikke bliver så let endda. Carlos Ancelotti er notorisk kendt for at benytte sig af en 4-2-3-1 formation. Umiddelbart vil den mest ideelle position være 10’er positionen lige bag angriberen, men her var Thiago intet mindre end fremragende i sidste sæson. Og selv hvis spanieren rykkes længere tilbage på midten, står Thomas Müller klar til at træde ind på den position, hvor han helt sikkert også befinder sig bedst.

Så spørgsmålet er om James overhovedet er købt indtil startopstillingen? Hvis ja, vil han nok komme til at tilbringe størstedelen af tiden på venstre kanten, hvilket igen åbner op for en interessant problemstilling. For placeres James på en kant, går Bayern væk fra at spille med brede kanter, som ellers har været en stor del af deres DNA siden Robben og Ribery gjorde deres indtog i klubben for knap ti år siden. For James vil forsøge at trække ind i banen. Formentlig i højere grad, end han vil forsøge at komme til baglinjen.

Lørdag fik vi første indikation af, hvad Ancelottis plan er med James, da Bayern deltog i den årlige TelekomCup. Her havde colombianeren sit udgangspunkt på højrekanten, men søgte meget ind i banen og agerede playmaker og temposkaber. Og uden at vi skal ligge for meget i 45 minutter sommerbold, så var det lovende, det vi så. Han gik godt ind i kombinationerne, tog sig af mange af dødboldene, og viste ide t hele taget stor spilleglæde.

Uanset om det bliver som 10’er, wing eller reserve skal det nok blive til masser af spilletid for James i Bayern. Ancelotti roterede lystigt blandt sine foretrukne i sidste sæson, hvor samtlige af Bayerns midtbanespillere på nær Renato Sanches fik mindst 22 bundesliga kampe. Og hvad angår mål bør der heller ikke være nogen grund til bekymring. I sidste sæson blev 37 af Bayerns mål scoret af midtbanespillere, hvilket var flest af alle hold i Bundesligaen. Det passer godt til James, som har vist flere gange, at han både kan skyde udefra, men samtidig også finde de snævre pasninger.

Bayern har hentet den granat som Hoeness lovede. Nu er det så op til Ancelotti at sørge for, at James hurtigt får succes og bliver så eksplosiv som muligt.

Foto: Bayern München

Oplev James Rodriguez i München. se her , hvordan du får billetter til Bayern Münchens kampe 

You may also like
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt Bundes Manager runde 10: Har du penge, så kan du få – dem fra Bayern som du peger på
Sæsonoptakt, Bayer Leverkusen
Optakt: Bayer Leverkusen – Bayern München: Den tidlige duel om die Meisterchale
Optakt, Gladbach
Rocco Reitz – Stutteriets nye stjerneskud
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til runde 2 i Bundes Manager: Dobbelt op på Bayern