bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Fussball muss bezahlbar sein

Fussball muss bezahlbar sein

Tyskland har længe været kendt for både god fodbold på banen og gode billetpriser på tribunerne. De seneste par år er priserne dog steget, og dette har fået flere tyske fodboldfans til at protestere.

„Ich sag nein zu der Preispolitik, weil die Fankultur leise zerbricht. Ich sag nein zu den Ticketpreisen sonst werden die’s da oben einfach nicht begreifen. Ich zahl kein Zwanni für’n Stehplatz, ich zahl kein Zwanni um zu stehen. Ich zahl kein Zwanni für’n Stehplatz, man wann könnt ihr es verstehen?“

Sådan synger den tyske rapper M.I.K.I i sangen ”Fussball muss bezahlbar sein”, hvor han rapper, at han siger nej til prispolitikken, som han mener ødelægger fankulturen. Han vil ikke betale ein Zwanni – 20 euro – for en ståpladsbillet. Netop billetpriserne på især udebaneafsnittene er de seneste år blevet omtalt i Tyskland. Weekend efter weekend pryder bannere imod de stigende billetpriser de tyske tribuner, hvor en ståplads-billet koster omkring de 20 euro, som M.I.K.I rapper om.

Disse billetpriser har de tyske fodboldfans ikke altid været vant til, og netop derfor ser vi i disse år flere og flere protester og aktioner mod de stødt stigende billetpriser. Til Ruhr-derbyet i 2009 mellem Schalke og Dortmund kostede en ståplads billet i udeafsnittet 13,50 euro, mens den året efter, i samme sektion, kostede 22 euro.

Stigninger i hele landet
Stigninger i billetpriserne ses ikke kun til de store Bundesligakampe. Alle klubber i 1. Bundesliga har de seneste år hævet billetpriserne for ståplads-billetterne. Disse nye stigninger går især ud over de større hold i ligaens fans, som eksempelvis Bayern München. Fans af netop Bayern München må i gennemsnit betale 150 euro mere per sæson end andre klubbers fans.

At dette går ud over München-klubben er grundet klubbens status som konstant tophold, og derfor skrues priserne op, når netop denne klub kommer forbi. Dette har fans flere gange protesteret imod, da de ikke ser en udekamp mod eksempelvis Hoffenheim som en ”topkamp”.

Ligeledes blev der sidste måned set billetpriser til pokalkampen mellem Stuttgart – Dortmund til op mod 70 Euro. Her blev der fra Dortmunds side sendt flere billetter tilbage til Stuttgart, da de ikke formåede at få alle billetter solgt, til en ellers attraktiv pokalkamp, grundet de høje priser.

Screen Shot 2016-03-16 at 12.31.52

En statistik fra 2012 der viser, at billetprisen også dengang, på langt de fleste stadions, blev hævet når eksempelvis Bayern München kom på besøg. Samtidig kan det ses, at prisen på en ståplads var betydelig billigere når modstanderne var mindre hold som Greuter Fürth. (kein-zwanni.de)

Kampagnen ”Kein Zwanni”
Disse prisstigninger har fået flere fans til at protestere. Én af disse protester er kampagnen ”Kein Zwanni – Fussball muss bezahlbar sein”. Denne kampagne, der som navnet antyder handler om, at fodbold skal være betaleligt, blev lanceret på baggrund af Ruhr-derbyet i september 2010, hvor gennemsnitsprisen for en siddepladsbillet var på 50 euro. Her havde man nået et punkt, hvor flere fans ikke kunne være med længere, og derfor blev ”Kein Zwanni” dannet af en gruppe Dortmund fans. I dag tæller kampagnen flere fans fra diverse Bundesliga hold, som alle kæmper samme kamp mod billetpriserne.

Hurtigt blev det for flere fans klart, at der kun var én mulighed for at protestere mod prispolitikken i tysk fodbold; nemlig boykot af kampe. Boykottet af Ruhrderbyet fik stor medieomtale, både i Tyskland, men også i England, som i den grad har skudt priserne på billetterne i vejret.

Den seneste af flere protester fra kampagnen var under den føromtalte pokalkamp Stuttgart – Dortmund. Her boykottede store dele af Dortmund-fansene de første 20 minutter, hvorefter der blev kastet flere hundrede tennisbolde ind på banen. Samtidig prydede bannerne ”Wann sieht man`s auch in Stuttgart ein? Fussball muss bezahlbar sein!“ udeafsnittet.
Efter denne kamp udtalte en af folkene bag ”Kein Zwanni”, at man er nødt til at kunne protestere i 20 minutter, for at man stadig kan se fodbold på stadion om 10 år. Samtidig mente de, at denne protest var særdeles vellykket, da billederne af Hummels og co. der agerede bolddrenge på banen ramte diverse nyhedssites.

Samme pris – hjemme og ude
Oven på Bayern Münchens Champions League opgør mod Arsenal tilbage i oktober udsendte grupperne Schickeria München og Club nr. 12 en pressemeddelelse, hvori de tog afstand fra de høje billetpriser de havde mødt i London. Her havde billetterne til udeafsnittet kostet helt op til 100 euro, hvilket de i den grad mente havde overtrådt en grænse, hvor priserne stadig er rimelige.

I denne pressemeddelelse foreslog de to grupper, at et holds fans bør betale det samme i det land de rejser til, som de gør på deres egen hjemmebane. Dette mener grupperne bør vedtages, da fans fra lande med mindre købekraft stadig bør kunne følge deres hold i Europa. Dette betyder altså, at såfremt Bayern München fans betaler 20 euro for en gæstebillet i Zagreb, bør fans fra Zagreb betale samme beløb i München. Samtidig bør gæstebilletter ikke være dyrere end de billigste billetter til hjemmeholdets afsnit.

England som skræmmebillede
De tyske fodboldfans frygter, at hvis billetpriserne fortsat vil stige, vil man inden for få år se engelske tilstande. Her har priserne på både ude- og hjemmeafsnittene i den grad steget de seneste år.

På trods af stigningen i priser på tyske stadions er der stadig lang vej til det engelske. Dette har Bayern München præsidenten Uli Hoeness også udtalt sig om i 2010, hvor han kom med en stikpille til de engelske klubber:
”Vi ser ikke fans som køer der skal malkes. Fodbold skal være for alle. Det er den største forskel mellem os og England”.

En af grundene til denne store forskel er den tyske 50+1 model der gør, at medlemmerne af klubben ejer størstedelen af stemmeandelene i klubben. Dette er markant anderledes end i England, hvor flere klubber ledes af rigmænd som Glazer-familien i United, Abramovich i Chelsea og Sheikh Mansour i City.

Lignende protester i Schweiz og Østrig
I andre tysktalende lande er der i de seneste par år ligeledes set forskellige aktioner mod de billetpriserne, som også i Schweiz og Østrig er steget.
Austria Wiens fans gjorde sig bemærket, da de i udekampen mod Admira Wacker havde adskillige bannere mod billetpriserne, mens de slutteligt kastede deres sko ind på banen – til en kamp hvor billetterne kostede 21 euro.

I Schweiz har de forskellige fangrupper længe kæmpet for at få billetpriserne til at være maksimum 20 Franc for studerende og 25 Franc for en normal billet til udebaneafsnittet. Dette har fansene efter en håndfuld år endelig fået vedtaget af forbundet.

You may also like
Højdepunkter, optakt, Bayern München, Borussia Dortmund, Optakt: Bayern – Dortmund
Optakt: Bayern München – Borussia Dortmund
Tilskuersnit for Bundesligaen
50+1 reglen og Bayer Leverkusen – Pandoras pilleglas?
DFB, Nationalelf, landshold, Tyskland, EM 2024, VM 2022
100 dage til EM: Toni Kroos tilbage, men i hvilken rolle?
Optakt, Bayern München, højdepunkter
DFL fastsætter kamptidspunkter for runde 27 – 30 i 1. og 2. Bundesliga