bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > EM 1992 – En samlet nation, et splittet hold

EM 1992 – En samlet nation, et splittet hold

Mistillid til træneren, interne stridigheder på holdet og et gruppespil der kun akkurat rakte til videre deltagelse. EM 1992 blev langt fra den stolte fortælling om et samlet Tysklands styrke, som der var lagt op til. Vi ser tilbage på alle tiders danske fodboldtriumf – set med tyske briller. 

Flemming Toft: “Franske Jacques Delors, hollandske Van Basten (…)og tyske Helmuth Kohl, som vi nu gør Eiskohl… Det er ikke til at tro på. 2-0 til Danmark og vi er 12 minutter fra EM-triumfen…”.

EM 92 er blevet en del af den danske nationale selvforståelse selv i historieundervisningen. Flemming Tofts jubeludbrud fra de glade juni-dage er kendt af alle. Temaaftener om triumfen rydder sendefladen i disse dage, temanumre dedikeres til denne begivenhed, hvor kendte danskere bliver spurgt: “Hvor var du, da…”

Det var vel heller ikke helt underordnet for rusen og den nationale begejstring, at det netop var Tyskland, vi slog i finalen? I EM 1988 blev tyskerne i semifinalen slået på eget græs i Hamburg af Holland, der senere tog pokalen. De hollandske gader gik amok i fejring og national-fest, da rivalerne blev slået i fjendens land. Der havde ikke været så mange mennesker i de hollandske gader siden befrielsen i 1945, der blev brugt som referenceramme for sejren. Det noget betændte forhold mellem Holland og Tyskland på fodboldbanen havde pludselig alt at gøre med 2. verdenskrig. En bølge af anti-tysk hollandsk nationalisme blussede op i sommeren 1988.

Det peger i den grad frem mod den danske triumf fire år senere. Og selvom nationalismen herhjemme ikke umiddelbart kom lige så stærkt til udtryk, er anti-tyske følelser jo ikke fremmede i den danske historie og selvforståelse. Og den danske anti-tyske slagsang, der gjaldede i gaderne i København, Aarhus og Aalborg (“Deutschland, Deutschland alles ist vorbei”) er i øvrigt stjålet fra netop hollænderne.

Men hvordan så EM 1992 egentlig ud for vores nabo mod syd? Hvordan forberedte de sig på slutrunden? Hvordan var de forsvarende verdensmestres forventninger til EM? Hvordan håndterede landstræner Vogts for første gang at råde over spillere fra både øst og vest? Og hvordan reagerede de på, at Danmark sensationelt tog guldet?

Tyskland frem mod 1992 – nyt land, nye ansigter

Tyskland blev verdensmestre i 1990, da Lothar Matthäus løftede pokalen i Rom efter 1-0-sejren over Argentina. Efter sejren skete der væsentlige forandringer i det tyske fodboldforbund. Franz Beckenbauer gik af som træner og hans assistent, Berti Vogts, tog over. Vogts var selv med på det tyske landshold i 1974, da Tyskland sidst blev verdensmestre. Nu stod han over for en helt ny udfordring, da det nu var ham, der skulle påtage sig den noget utaknemmelige opgave som ny landstræner at løfte arven efter ‘Der Kaiser’.

Det var selvfølgelig et hold med naturlig selvtillid, han skulle føre frem mod EM i Sverige i 1992. Men hvordan overgår man et verdensmesterskab? Og hvordan følger man efter et ikon som Beckenbauer? Umiddelbart var der dog andre udfordringer, der pressede sig på.

Muren var faldet i 1989 og VM-triumfen i 1990 blev en begivenhed, som hele Tyskland kunne fejre – både i øst og vest. Der manglede dog noget. Tyskland blev først reelt genforenet i oktober 1990, så én af Berti Vogts første opgaver frem mod EM 1992 var at løse det store puslespil med at få integreret så mange spillere fra det tidligere DDR på holdet som muligt. Det skulle dog heller ikke gå ud over evnen til at præstere på banen, og det må heller ikke have været nemt at sætte vesttyske stjerner og verdensmestre af holdet. Der endte da også med at blive plads til forholdsvis få DDR-spillere på det nye landshold. På coveret af det tyske sportsmagasin Kicker måneden efter genforeningen i oktober 1990 poserer Guido Buchwald med en tysk landsholdstrøje, som han holder op foran sig. Overskriften er ‘Die neue deutsche Welle’ (den nye tyske bølge). Ved hans side står Matthias Sammer, der samme år på klubplan skiftede Dresden i øst ud med Stuttgart i vest.

Sammer var en af de DDR-spillere, der fik sin debut på det nye tyske landshold i 1990. Andre spillere fra øst, der blev en del af det samlede hold i 1992, var spillere som Thomas Doll og Andreas Thom. Der blev således kun plads til tre DDR-folk i den endelige EM-trup. DDR-drengene blev i interviews frem mod slutrunden spurgt, hvad der var anderledes sammenlignet med, hvad de var vant til. Thom var den mindst meddelsomme. Han svarede, at det jo blot var nye mennesker og ny mad. Doll kunne sætte lidt flere ord på. Han havde aldrig prøvet at være i så store rammer som en EM-turnering, og pegede på, at det var specielt – både for de vesttyske og østtyske spillere. Han jokede i øvrigt med, at han regnede med at spille mod SNG (betegnelsen for den nye sammenslutning af 12 af 15 stater fra det tidligere Sovjetunionen, der brød endeligt sammen i 1991) i den første kamp: “Jeg har jo fordelen af at forstå russisk”.

Der skete også andre forandringer i truppen frem mod 1992. I den endelige EM-trup var der kun 10 gengangere fra triumfen i Rom to år tidligere. Væk var den skadede Lothar Matthäus – lige så vel som fx Klaus Augenthaler, Thomas Berthold og Pierre Littbarski ikke var med.

En vaklende tysk slutrunde

I kvalifikationen var tyskerne sluttet øverst i deres pulje foran Wales, Belgien og Luxemburg. Undervejs blev det også til udebane-nederlag i Cardiff mod Wales og en smal 3-2 sejr på udebane i Luxembourg.

Vogts fik dog samlet sit mandskab til forberedelse og testkampe, inden det gik løs ved EM. Stammen af spillere var på plads. Det var stadig gamle kendinge som Brehme, Kohler, Buchwald og Völler, der var de bærende spillere. På målmandsposten stod valget mellem Andreas Köpke og Köln-målmanden Bodo Illgner, der delte de sidste to testkampe mod Tyrkiet og Nordirland mellem sig. Vogts endte med at pege på Illgner.

I et interview inden åbningskampen ærgrede anfører Rudi Völler sig naturligvis over tabet af Matthäus, men understregede, at Tyskland som forsvarende verdensmestre måtte tage favoritrollen på sig og have som mål at tage titlen.

Det var ikke berusende tyske præstationer i gruppespillet. Så langt fra endda.. En uafgjort 1-1 mod SNG i det første opgør, en 2-0-sejr over Skotland og endelig et 1-3-nederlag mod de evige rivaler fra Holland. Ikke voldsomt imponerende. Det betød, at de i sidste runde var afhængige af resultatet i den anden puljekamp mellem SNG og Skotland. For at gå videre skulle SNG blot slå skotterne, der allerede var ude af turneringen, men Skotland vandt 3-0 og hjalp på den måde tyskerne videre til semifinalen.

Præstationerne og beruselsen fra VM i 1990 lå langt væk ved en slutrunde, hvor det også i de tyske medier blev påpeget, at kampene i Sverige havde svært ved at måle sig med euforien og tilskuer-mængderne fra slutrunden i Italien. Det kan man måske godt forstå. Der var over 70.000 tilskuere på San Siro til Tysklands tre puljekampe ved VM 1990. Christoph Daum udtalte i et interview med Kicker efter gruppespillet, at Tysklands kampe under EM havde været stemningsforladte som på en kirkegård. Der var blot 17.000 tilskuere på stadion i Norrköping (som er den maksimale kapacitet også i dag), hvor tyskerne åbnede EM mod SNG.

Allerede i denne kamp mistede holdet sin anfører, da Rudi Völler brækkede armen. Spillet hang ikke sammen. Det var især forsvarsspillet, der var udfordringen. Mod Skotland blev der trods 2-0-sejren givet mange chancer væk, og igen blev der slidt hårdt på tyskernes bagerste kæder. Vogts måtte således på grund af skader undvære Guido Buchwald og Stefan Reuter til den tredje og afgørende puljekamp mod hollænderne.

I den kamp var hollænderne ovenpå og foran 2-0 ved pausen. Frankfurt-spilleren Manfred Binz startede i denne kamp i det tyske forsvar som libero, som han havde gjort i de to første kampe. Han havde næppe forestillet sig, at dette ville blive hans sidste optræden på det tyske landshold. Han var en mindre katastrofe i første halvleg og blev i pausen skiftet ud med Matthias Sammer, der gik ind på Thomas Helmers plads på midtbanen, der så måtte agere ny libero. Det var måske ikke helt retfærdigt, at Binz bagefter kampen blev lagt for had. Den tyske midtbane med Effenberg og Sammer fik kritik for ikke at være defensivt stærke nok og for at give for mange nemme frispark væk, der lagde unødigt tungt pres på forsvaret.

En anden Frankfurt-spiller fik også hård kritik. Andreas Möller spillede – som vennen og holdkammeraten Binz – sine sidste minutter ved EM mod Holland. Möller anklagede bagefter Brehme for at være bagmanden, der fik ham fjernet fra holdet. Vogts udtalte efter slutrunden, at beslutningen om at erstatte Möller med Sammer i semifinalen blev taget få minutter efter nederlaget til Holland.

Tyskerne kunne gøre status efter gruppespillet, hvor stemningen forståeligt nok bar præg af en vis lettelse efter det skuffende spil, der alligevel gav adgangsbillet til knock-out-kampene.

Så kom semifinalen mod værterne fra Sverige, der blev et vendepunkt for selvforståelsen med 3-2-sejren. Reuter og Buchwald var tilbage på holdet efter skader. Helmer blev sat ned i forsvaret. Effenberg havde fået en del kritik, men beholdt dog sin plads i startopstillingen. Igen viste forsvaret sig ikke at være uovervindeligt – nu havde det tyske Abwehr indkasseret seks mål i fire kampe. Men det var underordnet. For første gang fremstod det tyske hold som en stærk enhed, der arbejdede sammen som et kollektiv. Det var dette sammenhold og denne offervilje, som Vogts havde efterlyst, der nu endelig viste sig.

Før finalen – vil verdensmesteren bryde forbandelsen?

Op til finalen var der optimisme og tro på egne evner at spore i tyske medier. Det var måske ikke så overraskende. Holdet havde spillet Tyskland i en europæisk finale igen, og havde nu mulighed for at tage det tredje europæiske mesterskab. Sulten var stor efter skuffelsen i 1988, hvor det ikke lykkedes at vinde EM på hjemmebane, og i tyske medier talte de ligefrem om en forbandelse. I 1976 var de ligeledes ankommet til EM som verdensmestre, men måtte se sig besejret i finalen mod Tjekkoslovakiet efter en straffesparkskonkurrence, der udødeliggjorde en vis Panenka.

Hans Peter Briegel blev brugt som ekspert i Kicker og gav sin analyse af de tyske muligheder dagen før finalen. I en gennemgang spiller for spiller af de sandsynlige startopstillinger nåede Briegel frem til, at Danmark var overmatchet på stort set samtlige positioner. Schmeichel, Povlsen og Laudrup var de tre navne, der aftvang mest respekt. Derudover var Briegel, der selv blev europamester med Tyskland i 1980, ikke imponeret over de danske spillere. Fx skulle tomåls-skytten fra semifinalen, Henrik Larsen, i finalen stå over for Andreas Brehme – matchvinderen fra VM-finalen to år tidligere. Det noteres, at Larsen havde scoret bare fem mål for Lyngby i sæsonen, og at han ikke ligefrem er den typiske Torjäger: “Wuchtiger Spielertyp, kein Sprinter”, lød det underspillet fra Briegel.

Kicker havde også spurgt de 18 Bundesliga-trænere dagen før finalen om at gøre status over slutrunden. De blev spurgt om, hvilke nye taktiske tendenser der havde været interessante, hvilke spillere der havde imponeret mest – og hvem der ville vinde finalen. De var enige om, at det på den taktiske front ikke havde været et særligt spændende EM med stort set ingen interessante eksperimenter eller fornyelser. Og så var der generel skuffelse over de tamme præstationer fra de store hold som Frankrig og England, der ifølge daværende Karlsruhe-træner Winfried Schäfer taktisk var gået et par evolutionstrin tilbage til stenalderen med kick-and-rush-fodbold under Graham Taylor. De var enige om, at Thomas Hässler var den helt store tyske åbenbaring ved slutrunden, og så fik Povlsen og Laudrup en del anerkendende nik sammen med spillere som Klinsmann, Brolin og van Basten.

18 ud af 18 trænere pegede i øvrigt på Tyskland som europamester. Den eneste træner, der have noget, der kunne tolkes som et forbehold var Kaiserslautern-træneren Rainer Zobel. Han begrundede den forventede tyske sejr med, at Danmark ikke kunne stille i stærkeste opstilling.

Briegel sluttede dog i sin forudsigelse af finalen af med at nævne det danske sammenhold som en faktor, der kunne være afgørende. Det var er måske ikke det mest opsigtsvækkende forbehold. Man kan vel nærmest sige, at det ligger indbygget i storfavorittens vinderlogik at fremhæve modstanderens sammenhold og kampgejst som den eneste virkelige bastion, der skal nedbrydes.

Men den danske præstation mod Holland i semifinalen kunne dog tolkes som et varsel for de tyske eksperter om, at der var noget uovervindeligt over den danske trup efter præstationen i Göteborg. Briegel sluttede dog af med at påpege, at tyskerne selv havde fundet deres styrke og sammenhold i kampen mod Sverige i semifinalen.

Landsholdsanfører Brehme, der havde overtaget bindet efter Völlers skade, udtalte, at hvis holdet spillede som mod Sverige, så kunne “intet egentlig gå galt”. Brehmes udtalelse blev bakket op af den tyske videnskab. Landsholdslægen Wilfried Kindermann blev konsulteret i Kicker og han kunne berolige det tyske fodboldpublikum: “Teoretisk kan intet gå galt”. Kindermanns vurdering af spillernes helbred ligger til grund for vurderingen, hvor han fx fremhæver hollændernes sejrsfest efter kampen mod tyskerne med champagne, som afgørende for deres semifinale-nederlag til Danmark. Til gengæld kan den tyske læge og professor med tilfredshed konstatere, at anfører Brehme kun drak “en lille øl” efter sejren over Sverige.

I lederen i samme nummer skriver Rainer Holzschuh, at det tyske hold endelig fungerede som en enhed mod svenskerne, hvor holdene med de store stjerner fra penge-ligaerne udstilles som taberne ved denne slutrunde.

Overskriften på lederen var i øvrigt Weltmeister als Bannbrecher? – som vel bedst kan oversættes til ‘Kan verdensmestrene bryde forbandelsen?’ Retrospektivt en interessant rubrik.

Flemming Toft: “Så kører Flemming Povlsen… Og frispark… Klart frispark”.

Preben Elkjær: “Det vil han også gerne have, Flemming… Løber fornuftigt ind foran den tyske spiller, Thom… Og den er hjemme Flemming”.

Flemming Toft: “Jeg tror det… Det kan ikke glippe nu…”.

Preben Elkjær: “Er du pessimist? Ha-ha-ha-ha”.

Flemming Toft: “Nej, men jeg er ved at gøre noget lignende i bukserne i øjeblikket”.

(…)

Flemming Toft: “Det er slut, vi har gjort det… igen, det danske fodboldlandshold. Det danske fodboldlandsholds største triumf er en kendsgerning, cifrene har vi her: John Jensen, Kim Vilfort, målscorerne, 2-0 over verdensmestrene i denne EM-finale… Og sådan ser det ud, når man har det godt…

Status efter slutrunden

I et interview efter finalen gjorde Vogts status over præstationen. Han forsvarede sit hold og mente, at de efter omstændighederne havde spillet op til deres bedste. Han mere end antydede dog også, at stemningen i den tyske trup ikke havde været optimal undervejs i turneringen. Det havde givet en del ballade, at problembarnet Andreas Möller var blevet sat af holdet efter nederlaget til hollænderne og erstattet af Matthias Sammer. Der findes ingen fribilletter til en central rolle på landsholdet, understregede Vogts, der pegede på netop Möller som sin største skuffelse. Også andre spillere som fx Thomas Doll havde i øvrigt luftet kritik af trænerens dispositioner undervejs. Faktum var også, at holdet bestod af unge spillere på centrale positioner. Effenberg og Sammer spillede deres første slutrunde. Möller kunne ikke udfylde rollen som midtbaneleder. Kun Hässler havde præsteret godt på den offensive midtbane.

Vogts blev spurgt, om han kunne lære noget af de nye danske europamestre, der kom mere eller mindre uforberedte til slutrunden. “Intet hvad angår forberedelsen. Der kan danskerne lære af os”. Dog ønskede Vogts sig samme lidenskab, spilleglæde og vilje fra sine tyske spillere, som han havde set fra danskerne.

Briegel gjorde i sin klumme i Kicker også status efter finalen. Han mente på baggrund af finalen egentlig ikke, at tyskerne havde så stor grund til at være utilfredse. Måske burde de være tilfredse. Spillet havde kun fungeret ordentligt én gang i turneringen – i semifinalen. Og de to stjerner Matthäus og Völler var ikke til rådighed i slutkampene. Briegel understregede, at det nu var op til Vogts at rydde ud i truppen frem mod VM 94.

Vogts fyldte 70 sidste år. I et interview til den tyske tv-station ZDF indrømmede han, at det ikke havde været nemt at efterfølge Beckenbauer. Ifølge Vogts sammenligner de tyske fans Beckenbauer med en Gud, mens Berti – den gamle terrier fra Gladbach – aldrig kunne forvente folkets ubetingede opbakning. “Hvis jeg gik på vandet, så ville folk beklage sig over, at jeg ikke kunne svømme.” Således sætter han selv ord på mediernes behandling af ham.

VM i USA blev en skuffelse, da en flyvende Yordan Letchkov sendte tyskerne ud i mørket allerede i kvartfinalen, men ved EM i 1996 fik Vogts endelig sin triumf med en sejr over Tjekkiet ved slutrunden i England.

Hverken Tyskland eller Danmark har vundet EM siden begge nationer tog pokalen i 1990´erne. Og hvad det danske hold angår, så er resultaterne i 00´erne og 10´erne vel også én af grundene til, at 25-året i disse dage får så massiv opmærksomhed.

Hvad det tyske hold ellers har opnået derefter, er en helt anden og længere historie.

 

 

 

 

Litteraturliste:

Kicker Sportmagazin, nr. 94, 1990

Kicker Sportmagazin, nr. 46-53, 1992

– Kuper, Simon: Football Against the Enemy, 1994

Internetsider:

– Danmarkshistorien.dk – hjemmeside udgivet af Aarhus Universitet siden 2009:

EM-finalen i fodbold 26. juni 1992

(link:http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/em-finalen-i-fodbold-26-juni-1992/?no_cache=1&cHash=1b71c05450dd4cf955b1ed4a72191829)

Hamburger Abendblatt: ‘Berti Vogts wird 70’, 29.12.2016

(link:http://www.abendblatt.de/sport/fussball/article209114485/Berti-Vogts-wird-70-Zehn-Dinge-die-Sie-nicht-wussten.html)

– ZDF’s hjemmeside: ZDF.de – interview med Berti Vogts, 2016

(link: https://www.zdf.de/sport/fussball-vogts-geburtstag-100.html)

– Rsssf.com. Statistik over det tyske landsholds resultater 1990-1999

(link: http://www.rsssf.com/tablesd/duit-intres-det1990.html)

 

Relateret
You may also like
Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – syvende afsnit
Hunde, træer og Schumacher
bulipod ep. 20: EM-special – Tysk taktik og tendenser
Interview med Henrik Hvillum: Tyskland er sin egen værste fjende