bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Bundesliga > Den tyske model

Hvad er hemmeligheden bag tysk fodbolds succes? Et bud kan være Bundesligaens struktur og den famøse 50+1-regel, men hvad dækker det over og hvor peger pilen hen i fremtiden?

Professionaliseringen af fodbold har rykket markant ved opfattelsen af det smukke spil. Den har også rykket ved spillets rammer. Fodboldbranchen er blevet en milliardforretning, hvor den engelske Premier League må siges at være den ultimative frontløber. Astronomiske lønninger, transfersummer og tv-aftaler hersker i England og i fodboldbranchen generelt.

Det fundament, som de engelske klubbers kommercielle tække hviler på, er blandt andet støbt af mediemogulen Rupert Murdoch. Sportens forretningsgrundlag er nemlig afhængig af den iscenesættelse og idolisering, som særligt medierne er garant for. Og det forstod Murdoch tidligt. Ikke alene købte han rettighederne til at vise Premier League, men han brugte samtidigt flere af sine aviser, heriblandt The Sun, til konstant at holde liv i iscenesættelsen og omtalen af Premier League.

Halvandet årti senere er Premier League brandet som verdens bedste liga, mens tv-rettighederne (2016-2019) senest er blevet solgt for den nette sum af 51 milliarder kroner.

Ligaens eksponering har dog også tiltrukket en række såkaldte mæcener. Rigmænd, for hvem en Premier League-klub synes et legetøj. De mange penge har i nogle tilfælde, såsom i Chelsea og Manchester City, medført en omgående succes, men hvor det derimod ikke har været lykken i Portsmouth. Samtidig har de mange penge gjort ligaen til en importliga, hvor stjernerne sjældent er opdraget i den respektive klub, men snarere er hentet ind udefra. ”Verdens bedste liga” kræver også verdens bedste spillere, og hvis de, der kommer fra egne rækker, ikke kan det, der forventes, findes der spanske, franske eller sydamerikanske spillere, der kan.

Reformering af licenskrav: en ny fortælling

Den engelske måde at drive en professionel fodbold på står i skærende kontrast til den tyske ditto. Det gælder både, når der måles på omsætning, talentudvikling og ikke mindst ejerforhold. De tyske fodboldklubber omsætter ikke i samme grad, som de engelske fodboldklubber gør det. Til gengæld er fyldte stadions, talentudvikling og positive regnskaber en bærende del af den nyere fortælling om tysk fodbold.

Den positive fortælling tager sin begyndelse ved årtusindskiftet. I 2000 floppede det tyske landshold fælt, da de deltog ved EM-slutrunden i Holland og Belgien. Mehmet Scholl scorede tyskernes eneste mål ved slutrunden, som det tyske landshold måtte forlade med ét sølle point efter den indledende runde. Selvom Tyskland var del af en stærk pulje, blev det tidlige exit retmæssigt betragtet som en fiasko. Noget måtte gøres. Men hvad?

Selvom der næppe findes et entydigt svar på dét spørgsmål, må tyskernes siges at være et af de bedre. De besluttede at reformere licenssystemet for 1. Bundesliga og 2. Bundesliga, hvilket med rette kan anses som grundlaget for dele af den succes, som tysk fodbold har nydt de seneste år.

Et af nøglepunkterne i licenskravene er det omfattende i talentarbejde, som klubberne i de to bedste rækker påkræves at udføre i de såkaldte Leistungszentren (talentcentre). ”Formålet med opførelsen af talentcentrene er, at optimere kvaliteten i talentarbejdet”, som det står skrevet i et tillæg til licenskravene. Og netop nu høster tysk fodbold frugten af det store talentarbejde, der bliver gjort i disse centre.

Spillere som Manuel Neuer (29), Andre Schürrle (25), Thomas Müller (26), Sami Khedira (28), Mats Hummels (26), Mesut Özil (27), Ilkay Gündogan (25), Mario Götze (23), Marco Reus (26) og Toni Kroos (26) er blandt produkterne af den nye, tyske talentskole. Og som kendere af tysk fodbold ved, er listen meget længere.

50+1-reglen

Et andet licenskrav, der hører den nye, tyske fortælling til, er den særegne og såkaldte 50+1-regel. Overordnet betyder 50+1-reglen, at moderklubben skal være i besiddelse af mindst 50% plus en ekstra af stemmeandelene i klubber, der er organisede som et kapitalselskab. Det er essentielt, da 14 af denne sæsons 18 Bundesligahold netop er organiseret som kapitalselskaber.

På den måde kan klubberne, hvis de sælger andele, opnå en kapitalindsprøjtning, mens investorer ikke kan opnå nogen kontrol, da de på forhånd ikke kan få noget stemmeflertal. Majoriteten af stemmerne er altså moderklubbens, så identitet og sportslige interesser kan fastholdes. Dermed, og ifølge Deutscher Fussball Bund (DFB), beskytter det klubberne og konkurrencen i de tyske ligaer.

Der findes naturligvis ikke kun én sandhed. Men det må ikke desto mindre antages, at 50+1-reglen er fordrende for klubberne i den forstand, at reglen forsøger at holde klubberne ved deres rødder. En ekstern investor er med overvejende sandsynlighed mere tilbøjelig til at træffe kortsigtede og mere risikable beslutninger, end fansene, der elsker klubben, er.

Et af flere eksempler herpå er billetpriserne. For igen at drage en parallel til engelsk fodbold, er billetpriserne eksploderet i den engelske Premier League. Af samme årsag valgte Bayern Münchens fans at boykotte den indledende del af kampen i deres opgør mod Arsenal FC i gruppespillet i Premier League.

“Denne prisstruktur gør et stadionbesøg umuligt for yngre og socialt udsatte fans. Det ødelægger fankulturen, som er basen for fodbold. I England er den udvikling allerede i gang”, som kritikken blandt andet lød ved den lejlighed.bayern fans protesterer mod arsenal

Det er blandt andet på den baggrund, at 50+1-reglen kommer klubberne til gode. Det er i hvert fald tilfældet, hvis man er af den overbevisning, at fodbold ikke kun er forretning, men derimod eksisterer på grund af fansene.

Torne i buketten

Men reglen har dog sine undtagelser. To klubber, Bayer Leverkusen og VfL Wolfsburg, blev henholdsvis overtaget af kemi- og farmaceutvirksomheden Bayer og bilproducenten Volkswagen, da de erhvervede klubbernes andele i 1999 og 2001. Endnu en klub, TSG Hoffenheim, der styres af forretningsmanden Dietmar Hopp, er senest stødt til den lille gruppe af undtagelser. Reglen giver nemlig juridiske enheder mulighed for at erhverve mere end 49 % af andelene, hvis de har ydet ”uafbrudt og betydelig støtte til moderklubbernes fodboldhold i mere end 20 år”.

Oprindeligt betød reglen, at støtten skulle være påbegyndt inden 1999, hvilket inkluderede Bayer og Volkswagen. Men en nylig opblødning fra Deutsche Fussball Liga (DFL) betød, at Hopp efter en generalforsamling i Hoffenheim blev den første enkeltperson til at kontrollere en klub.

Hvad Hopp har gjort i TSG Hoffenheim, prøver Martin Kind at gøre i Hannover 96. Han er mangeårig præsident og storinvestor i Hannover og en skarp kritiker af 50+1-reglen. I 2018 kan Kind og hans investorgruppe omgå reglen og efter 20 års uafbrudt støtte overtage mere end halvdelen af klubbens stemmeandele.

Endelig er der selvfølgelig RB Leipzig, det famøse Red Bull-projekt. I forhold til de andre undtagelser, så har Leipzig en anden struktur – den er faktisk ikke et kapitalselskab, men er organiseret som en traditionel klub, der er bestående af dens medlemmer ligesom Schalke, Stuttgart, Darmstadt og Mainz. Klubben har dog kun ganske få medlemmer, hvor flere endda er medarbejdere i Red Bull. Derudover kan bestyrelsen uden grund afvise nye medlemsanmodninger, der i øvrigt – i modsætning til €60 i Bayern München – årligt koster €800. Altså kan Leipzig bestemme, hvem der skal medbestemme. Det er stik imod ånden, men stadig inden for reglens rammer.

Fremtiden?

Udviklingen og den seneste opblødning fra DFL, har potentielt sat en dør på klem, hvilket i nogle tilfælde har vakt en skepsis og bekymring. Den tidligere fodboldspiller og sportsdirektør i Stuttgart, Fredi Bobic, har i et interview udtalt, at han mener, at 50+1-reglen går en dyster fremtid i møde. Klubberne vil ifølge ham ofre ”den hellige ko” for en større profit.

Om Bobic får ret er dog svært at forudsige. Der er selvfølgelig et incitament for at ændre den særegne 50+1-regel: penge. Men den ”den tyske model” er nærmest indgroet i landets fodboldkultur og -struktur, sportsligt såvel som økonomisk. Og opbakningen hertil på tilskuerplan fremstår urokkelig. Især RB Leipzig må lægge øre til mange beskyldninger, kampagner og protester. Det samme ses i Hannover, hvor Martin Kind er vidne til protester fra egne fans, der er utilfredse med den overtagelse, som klubben kan ende i, såvel som protester fra andre klubber i Bundesligaen.

dortmund fans 50 plus 1 regel

Udover meritterne på banen, såsom landsholdets VM-sejr i fjor, to tyske hold i Champions League finalen i 2013 og Bundesligaens overhaling af Premier League på UEFA’s koefficientliste, så går det økonomisk rigtig, rigtig godt for tysk fodbold. En lukrativ tv-aftale med (Rupert Murdochs) Sky blev indgået i 2013, og den forhøjes sandsynligvis i 2017. Derudover omsatte Bundesligaen i 2013-2014 for samlet €2.45 milliarder – en omsætning der har sat ny rekord hvert eneste år det sidste årti. Dertil afslørede en rapport i 2013, at selvom Premier League havde størst indtægt, så er Bundesligaen langt mere profitabel. I 2011-2012 havde tyske klubber en samlet profit på $242 millioner – i modsætning til en profit på $154 millioner i det engelske.

Endeligt er den samlede gæld lav, når der sammenlignes med Premier League og La Liga. Klubberne arbejder generelt med en stram økonomisk model og en langsigtet strategi, hvilket heller ikke begrænser en Christian Heidel i Mainz – tværtimod! I en udtalelse sidste weekend sagde han selvsikkert, at han og Mainz ikke er bange for pengene i den engelske Premier League.

Michael Hehr & Max Mortensen

Relateret
You may also like
Rundens hold i Bundesligaen – runde 4
Rundens hold i Bundesligaen – runde 3
Optakt: Schalke 04 – VfB Stuttgart
Det store transferoverblik