bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (17. runde)

Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (17. runde)

Så nåede vi halvvejsmærket, inden vi fik set os om. At dette er sidste danskerstatus i cirka en måned er et sørgeligt faktum, men netop derfor må vi nyde den og absorbere, hvad vi kan. Heldigvis er der et danskermål at gå til vinterpause på. For at blive klogere på, hvem der har fået nettet til at blafre, er der kun en ting at gøre: Følg med herunder.

Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach:

Gladbach skulle i weekenden forsøge at komme tilbage på rette spor efter et rædsomt 5-0-nederlag i sidste runde til Leverkusen. De skulle revanchere sig mod Darmstadt, som godt nok er oprykker, men som sandelig gav hård kamp til stregen. Faktisk så det længe ud til, at kampen skulle ende 2-2, men i det 86. minut scorede Oscar Wendt for Gladbach, hvormed en 3-2-sejr var en realitet.

Andreas Christensen havde en god dag på kontoret, som han så ofte har haft det i denne sæson. Vi må selvfølgelig ikke glemme, at Darmstadt formåede at score 2 mål, hvilket altid får en til at kigge i retning af forsvaret, men ikke desto mindre var AC igen en vigtig brik for Gladbach. Han havde bolden 6,3 % af tiden, hvilket var mest af alle spillere i opgøret. Derudover vandt han også 4 hovedstødsdueller, hvilket var samlet flest af alle.

Det var en af de kampe for AC, hvor han endnu en gang viste, at han er en mand, man kan regne med i forsvaret, og at han så sandelig er en fremtidens, men også nutidens, mand.

Frederik Sørensen, 1. FC Köln:

Man skulle tro, at Kölns træner, Peter Stöger, læste disse gennemgange, hvor vi de sidste par uger har beklaget os meget over, at Frederik Sørensen ikke har fået mere spilletid, end tilfældet har været. I hvert fald var danskeren i weekenden igen at finde i startopstillingen for sin klub. Det hænger højst sandsynligt sammen med, at Köln mødte Dortmund, og Stöger har ved flere lejligheder vist interesse i at stille med en bagkæde på 5 mand, når holdet har mødt overordentlig svære modstandere.

I weekenden var netop denne disposition guld værd for Köln, der endte med at slå Dortmund 2-1, men det vi virkelig skal glæde os over her, er det faktum, at Frederik Sørensen havde en afgørende fod med i sejren. Stillingen var nemlig helt lige indtil det 90. minut, hvor Frederik Sørensen leverede en bold til Anthony Modeste, som denne sparkede ind og sikrede de 3 point for Köln.

Sørensen havde altså næstsidste fod på det yderst vigtige mål, og der findes vist næppe en bedre måde at signalere til sin træner, at man skal have noget mere spilletid.

Jannik Vestergaard, SV Werder Bremen:

Nogle ting ændrer sig ikke meget i disse gennemgange af de danske præstationer, bl.a. at Niki Zimling ingen spilletid får, eller at Jannik Vestergaard ofte spiller en solid kamp, mens han medspillere ikke er i stand til at levere på samme niveau.

Det sidste (og det første for den sags skyld) så vi i weekenden. Werder Bremen mødte på udebane Eintracht Frankfurt i en kamp, som Bremen tabte 2-1. Jannik Vestergaard spillede hele kampen i midterforsvaret, og her vandt han 7 hovedstødsdueller; næst flest af alle i kampen, mens han også leverede bl.a. 2 tacklinger.

At Vestergaard spillede en udmærket kamp, var dog ikke nok for Werder Bremen, sådan som vi har set det så mange gange i sæsonen. Holdet ligger i øjeblikket på en 16. plads, hvilket vil sige, at hvis turneringen stoppede i dag, så skulle Vestergaard og co. i playoff om at rykke ned.

Det er ærgerligt for Vestergaard, at han spiller på et hold, der ikke er bedre, men skal man vende situationen og forsøge at finde det positive, så kan man med et smil tilføje, at han får meget kamptræning i at stå i forsvaret og i at afværge chancer.

Leon Andreasen og Uffe Bech, Hannover 96:

Der er nogle kampe, man på forhånd frygter i Bundesligaen. De to årlige kampe mod Bayern er sådanne. I weekenden var det tur for Hannover 96 med Leon Andreasen til at møde de altdominerende sydtyskere. Kampen blev på ingen måde en nedsabling, som man nogle gange har set Bayern levere dem, men Hannover tabte alligevel kampen 1-0. Leon Andreasen startede på banen, men måtte slutte den på bænken. Efter 69 minutter blev han udskiftet til fordel for Allan Saint-Maximin. Inden da havde Andreasen været en reel trussel mod modstanderens mål, bl.a. med et skud på overliggeren, men tættere på kom det ikke.

Uffe Bech var for tredje kamp i træk ukampdygtig med en betændelsessituation ved ribbenene. En vinterpause er nok meget kærkommen for Bechs skadessituation, og forhåbentlig er tilbage for fuld styrke, når Bundesligaen starter igen.enene. En vinterpause er nok meget kærkommen for Bechs skadesåbentlig er danskeren tilbage for fuld styrke, når Bundesligaen starter igen.

Det mest dramatiske i Hannover skete dog mandag, da træner Michael Frontzeck valgte at sige sit embede op. Hannover ligger på en 17. plads, altså andensidst, så der er ikke noget at sige til, at Frontzeck måtte føle, at han ikke kunne levere, hvad han ønskede med holdet. Det skal blive uhyre spændende at følge med i, hvem der kommer til at overtage tøjlerne i Hannover, og hvad det får af konsekvenser for de to danskere i truppen.

Pierre-Emile Højbjerg, FC Schalke 04:

Pierre-Emile Højbjerg er en af de spillere for hvem, jeg personligt virkelig håber på fast spilletid og gode succesoplevelser, fordi han stadig er så ung, og fordi han har en så lysende fremtid foran sig, hvis ikke den bliver ødelagt af siddesår fra diverse udskiftningsbænke.

I weekenden var det dog ikke muligt for ham at skubbe Goretzka og Geis ud af startopstillingen, hvorfor han måtte tage plads på bænken. Det er helt tydeligt, at André Breitenreiter har sin ønskede duo på den centrale midtbane, og der skal vist et mindre mirakel eller en enorm arbejdsindsats til for at fravriste Breitenreiter det tankesæt.

Om ikke andet så er Pierre-Emile stadigvæk tydeligvis en af de spillere lige i periferien af startopstillingen, hvilket også blev vist i weekenden, da han blev skiftet ind efter 73 minutter til fordel for Klaus-Jan Huntelaar. En sådan indskiftning indikerer, at Pierre-Emile ikke har manifisteret sig på nogen plads, men at han altid står klar til at kæmpe for holdet, når en fra startopstillingen måtte være træt. Det er langt fra en optimal situation med tanke på Pierre-Emiles udvikling, men det er trods alt bedre end ingenting.

Schalke vandt kampen 1-0 på et mål af formstærke Choupo-Moting, som i øvrigt blev assisteret af Pierre-Emiles konkurrent Johannes Geis, så heller ikke der åbnede der sig en kattelem.

Et ønske til jul i år kunne derfor passende være et ønske om mere fast spilletid til Pierre-Emile Højbjerg.

Niki Zimling, 1. FSV Mainz 05:

Niki Zimling er en anden af de spillere, jeg uge efter uge virkelig ønsker at skrive noget positivt om. Men muligheden byder sig såre simpelt ikke. Denne runde var ingen undtagelse. Det vil altså sige, at Niki Zimling i løbet af den første halvsæson af Bundesligaen har siddet på bænken en enkelt gang, mens han ellers har måttet affinde sig med en plads på tribunen resten af tiden.

Det er en decideret deprimerende situation for en fodboldspiller, og der kan vist ikke være tvivl om, at det vil være bedst for Niki Zimling, hvis han kan finde et andet sted at fortsætte sin fodboldtilværelse i det forestående transfervindue.

Nicklas Bendtner, VfL Wolfsburg:

Wolfsburg mødte i weekenden bundproppen i rækken, Stuttgart, og denne kamp tabte Wolfsburg med 3-1. Sådan en kamp fra et hold, der ønsker at befinde sig kontinuerligt i toppen, kunne man sagtens gå i dybden med, men det er ikke det, det skal handle om her. I stedet skal det handle om Nicklas Bendtner og hans miserable situation i klubben for tiden. De forrige 4 runder forud for rundens kamp havde Nicklas Bendtner tilbragt på bænken uden at spille et minuts fodbold. I denne runde var Nicklas Bendtner end ikke fundet god nok til at sidde på bænken, hvorfor han måtte se kampen fra tribunen. Det vil sige, at Nicklas Bendtner ikke har spillet fodbold i Bundesligaen siden den 7. november. Den 7. november! Det er så langt fra holdbart, og rygter begynder da også at sværme om, at Dieter Hecking ser sig parat til at afhænde Nicklas Bendtner til en anden klub.

Hvis tendensen med den seneste periodes manglende spilletid fortsætter, må det være tydeligt for enhver, at Nicklas Bendtner skal finde sig et andet sted at spille fodbold. Et sted, hvor han faktisk spiller fodbold.

Noter fra 2. Bundesliga:

Også 2. Bundesligaen står foran en vinterpause, og naturligvis skal vi også se på, hvorledes danskerne i denne række klarede sig i den sidste runde inden højtiden. Der er både positive og negative ting at berette om, vi starter med de positive og Yussuf Poulsen i RB Leipzig.

Det står nu klart, at Leipzig overvintrer på førstepladsen, efter at de i weekenden slog Greuter Fürth 2-1. Yussuf Poulsen var valgt til at starte kampen på toppen, og han kvitterede for tilliden med at score kampens første mål. Derudover fik han også tilegnet sig et gult kort, inden hans kamp sluttede i det 82. minut, da han blev udskiftet til fordel for Davie Selke.

Modsat er der ingen positive ting at berette om fra Braunschweig. De spillede 1-1 i weekendens runde, men dette uden at nogle af deres to danskere var involveret. Mads Hvilsom sad på bænken i hele kampen, mens Emil Berggreen måtte se til fra tribunen.

You may also like
1. FC Kaiserslautern, Relegation, 2. Bundesliga 2022/23
Optakt til runde 27 i 2. Bundesliga: Sidste chance for Alexander Zorniger og Fürth?
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
Optakt til runde 26 i 2. Bundesliga: St. Pauli på vej mod oprykning og Baumgart som en moderne Churchill
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 25. runde i 2. Bundesliga: Er der overhovedet nogen, der vil rykke op?
Optakt, Bayern München, højdepunkter
DFL fastsætter kamptidspunkter for runde 27 – 30 i 1. og 2. Bundesliga