bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Bundesliga > Bayern München > Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – sjette afsnit

Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – sjette afsnit

Brian Laudrup kæmper med at komme tilbage efter sin skade, alt imens Bayern er i færd med en af sine værste sæsoner nogensinde. Heynckes er allerede fyret, afløseren Søren Lerby viser sig heller ikke som noget godt valg, og meget bedre bliver det ikke med tilgangen af Erich Ribbeck, der havde svært ved at genkende sine egene spillere! FC Hollywood tager for alvor form i næstsidste afsnit af vores fortælling om Brian Laudrup og hans tid i Tyskland. Læs sjette kapitel og find blandt andet ud af, hvordan Lerby endte som træner i Tysklands største klub, og hvorfor Beckenbauer og Laudrup endte i et stort skænderi i medierne.

Selvom den sportslige krise heller ikke var gået sporløs hen over Jupp Heynckes, og han havde mistet en del af sin autoritet i Bayern-truppen i de foregående måneder, var han generelt set en meget respekteret og vellidt træner blandt spillerne. Derfor blev der også grædt meget i forbindelse med hans afgang. Uli Hoeneß fældede efter eget udsagn en tåre; Heynckes havde gjort det samme, før han sagde farvel til spillerne, og også blandt dem, de hovedansvarlige for miseren, blev der grædt. En enkelt havde endda så dårlig samvittighed, at han undskyldte over for Heynckes. To andre spillere, Stefan Effenberg og Brian Laudrup, valgte efter hjemmekampen mod Borussia Dortmund nogle dage senere – ledsaget af deres respektive koner og med rødvin i bagagerummet – at køre hjem til den fyrede træner for at tage behørig afsked med ham. Heynckes og hans kone var netop på vej ud at spise, da Laudrup og co. meldte deres ankomst. Hans reaktion viste, at besøget måske ikke kom så overraskende endda: ”Jeg vidste præcis, at hvis der var nogen fra holdet, der kom forbi, var det jer to.” I sin selvbiografi fra 2003, Ich hab’s allen gezeigt, beskrev Effenberg det videre forløb som ”en fugtig-glad aften.”[i]

Den 33-årige trænernovice, Søren Lerby, på næsten umulig opgave i kriseklub

Afløseren for Heynckes blev Søren Lerby, der som aktiv selv havde spillet for FC Bayern fra 1983 – 1986 med stor succes, og som Hoeneß i mange år kaldte for sit bedste indkøb nogensinde.

Lerby var kun 33 år på det tidspunkt, og han havde ingen trænererfaring overhovedet endsige nogen træneruddannelse. Bayern-ledelsen havde alene valgt ham på formodningen om, at når han som spiller havde været i besiddelse af store lederegenskaber og et udpræget vinderinstinkt, ville han også uden videre kunne overføre de kvaliteter til trænergerningen. Lerbys tidligere træner i FC Bayern, Udo Lattek, der nu arbejdede som sportsdirektør i 1. FC Köln, var af samme opfattelse og havde derfor også forsøgt at skrive kontrakt med ham. Det skabte stor polemik i den tyske offentlighed og fodboldverden, at Bayern havde ansat en træner uden den relevante og påkrævede uddannelse, men Uli Hoeneß forsvarede bl.a. sit valg med, at Franz Beckenbauer heller ikke havde haft en sådan, da han var teamchef for det vesttyske landshold fra 1984 – 1990, og alligevel var han endt med at blive verdensmester.

Antagelsen om, at Lerby var en stor træner, skulle vise sig at være en fejlslutning, men det var unægteligt heller ikke noget nemt job, han havde sagt ja til at overtage: Der var uro i spillertruppen, trænerstaben (som assistent-træner Egon Coordes forlod, fordi han ikke blev forfremmet til cheftræner efter Heynckes’ afgang) og ledelsen, og den voldsomme mediekritik gjorde kun det hele endnu værre. Dertil kom, at nyindkøb som bl.a. Thomas Berthold og Oliver Kreuzer på ingen måde havde været i stand til at erstatte Augenthaler, Kohler og Reuter. Skader til vigtige spillere som Aumann, Laudrup, Thon og Strunz bidrog kun til at forstærke krisen.

På den baggrund var det måske ikke så overraskende, at Lerby fik en forfærdelig start på trænerkarrieren, da FC Bayern i 13. spillerunde tabte 0-3 hjemme til Borussia Dortmund, der for en sjælden gangs skyld havde Flemming Povlsen på scoringslisten. Ugen efter blev det til endnu et nederlag, 2-3 ude til VfB Stuttgart, men han og FC Bayern havde stadig det absolutte lavpunkt – måske endda i klubbens nyere historie – til gode. Det kom den 23. oktober 1991 på Gentofte Stadion, hvor Lerbys mandskab tabte med 2-6 til B1903, der ifølge den daværende tyske landstræner, Berti Vogts, var ”et tredjerangshold”.[ii]

Klublegender Beckenbauer og Rummenigge tilbage i FC Bayern som vicepræsidenter

Præsident Fritz Scherer reagerede ved at tilknytte de to Bayern-legender, Karl-Heinz Rummenigge og Franz Beckenbauer, til klubben med titel af vicepræsidenter. Forinden havde de i øvrigt begge takket nej til at afløse Jupp Heynckes på trænerposten.

Det hjalp øjensynligt en smule at få nye kræfter ind i klubbens ledelse, for Bayern tabte ikke i de efterfølgende fem Bundesliga-kampe, hvoraf tre endte uafgjort, ligesom holdet vandt returopgøret mod B1903 med beskedne 1-0. I løbet af november måned var to erfarne forstærkninger til defensiven, Alois Reinhardt fra Bayer Leverkusen – den sidste mand, der blev siet fra Beckenbauers bruttotrup til VM-slutrunden i 1990 – og den hollandske landsholdsspiller Jan Wouters, også blevet hentet til klubben, og der syntes i det hele taget at være basis for en forsigtig optimisme.

Alligevel havde man hele tiden fornemmelsen af, at FC Bayern og træneren Søren Lerby ikke var noget godt match. På trods af sine tre år i München som spiller talte Lerby ikke specielt godt tysk, men derimod et miskmask af dansk, hollandsk og tysk, der gjorde det nemt for medierne – og spillerne uden for citat – at lave grin med ham, hvilket selvsagt ikke var befordrende for hans autoritet som træner. Dertil kom, at Lerby generelt virkede meget tynget af det store pres, der lå på hans skuldre, og slet ikke lignede den selvsikre og respektindgydende lederskikkelse, han havde været som spiller, da han kostede rundt med Lothar Matthäus på Bayerns midtbane i en grad, så den senere verdensstjerne til tider mindede om en forsagt skoledreng. Det virkede heller ikke ligefrem overskudsagtigt, at han i samarbejde med Uli Hoeneß iværksatte en ret detaljeret form for overvågning af spillerne i deres fritid kombineret med et påbud om, at Effenberg og co. skulle være hjemme senest kl. 22.30 på hverdage. Det var ret vidtgående skridt, og onde tunger mente, Lerbys ageren var noget hyklerisk, for som aktiv havde han bestemt ikke selv været afvisende over for livets mere muntre sider.

Effenberg angriber alt og alle i Bayern-ledelsen. Kun Brian Laudrup støtter ham

Lerbys autoritet blev yderligere undermineret ved, at han hele tiden lavede om på holdet og taktikken, og de spekulationer, der allerede eksisterede i visse dele af medierne og offentligheden om, at han i virkeligheden kun var en marionetdukke for Rummenigge og Beckenbauer, fik ny næring, da Stefan Effenberg i december 1991 direkte gav udtryk for netop det synspunkt og derfor konkluderede, at enhver kritik af Lerby også måtte gælde de to vicepræsidenter. Ved samme lejlighed lagde han sig også ud med resten af Bayern-ledelsen ved at sige, det var en fejl at fyre Jupp Heynckes og desuden kalde en udmelding, Uli Hoeneß var kommet med efter 1-0-sejren over Karlsruher SC i november, om, at FC Bayern stadig kunne nå at blive mester, for ”endnu dummere end mit udsagn for et år siden.”[iii]

Udtalelserne kostede Effenberg en enkelt spilledags intern karantæne i FC Bayern, ligesom han blev siet fra den tyske landsholdstrup til EM-kvalifikationskampen mod Luxemburg. Ifølge Effenberg var 14-15 spillere enige i kritikken og havde også givet udtryk for det i omklædningsrummet, men den eneste, der havde modet til at stille sig frem i offentligheden og forsvare ham, var Effenbergs bedste ven, Brian Laudrup, der kaldte ham ”en god dreng og en ægte ven. Han er der altid, når man har brug for ham. Han gør alt for dig.”[iv]

Effenberg mente selv, det var de ældre Bayern-spillere med Klaus Augenthaler i spidsen, der mod Lerbys vilje havde presset ham til at træffe den kontroversielle beslutning. I første omgang havde den danske træner endda sagt, Effenberg skulle sidde ude i to kampe, men straffen blev senere halveret. Der var nu heller ingen grund til at tro, han havde noget personligt imod Effenberg eller vice versa. Lerby havde sågar bedt Laudrup om hjælp til at tøjle den rebelske midtbanespiller og talt om faren for, at han kom til at sidde permanent på tilskuerpladserne, hvis ikke han ændrede stil og blev mere diplomatisk uden for banen. Laudrup mente, Lerbys oprigtige bekymring for Effenberg skyldtes, at han så lidt af sig selv i ham, både som person og spiller.[v] Det var der formentlig noget om, og Effenberg, ja, han havde såmænd i maj 1991, da Jupp Heynckes stadig var Bayern-træner, udtalt: ”Jeg er en type, som Søren Lerby var det tidligere.”[vi]

Som om han ikke havde bekymringer nok i forvejen med Effenberg og co., var Lerby også involveret i en hollandsk skattesag, der endte med, at han fik en betinget fængselsstraf.

Lerby undgår med nød og næppe fyring før vinterpausen

Med Effenberg tilbage på holdet vandt FC Bayern 3-1 over Fortuna Düsseldorf i 22. og sidste spillerunde før jul, og dermed fik Lerby lov til at beholde sit job hen over vinterpausen, men det var en stakket frist. Erich Ribbeck, der allerede havde været på tale, da Heynckes blev fyret, stod klar i kulissen til at tage over, og Bayern-ledelsen havde for længst signaleret, at Lerby i bedste fald forblev træner frem til sæsonens afslutning.

Én af de ting, der trods alt gav den danske trænernovice visse forhåbninger om bedre tider, var, at Brian Laudrup, som han selv havde forudsagt, var i stand til at træne sammen med sine holdkammerater i begyndelsen af det nye år. Det samme gjaldt de andre langtidsskadede spillere, Roland Grahammer og Thomas Strunz, og inden længe trænede også Raimond Aumann med på normal vis. Når kvartetten kom så hurtigt tilbage efter sine skader, skyldtes det selvsagt først og fremmest, at Bayern enten selv havde ansat-, eller samarbejdede med, de bedste læger og fysioterapeuter, ligesom faciliteterne på klubbens anlæg var hypermoderne. I den forbindelse skulle man dog ikke glemme det menneskelige aspekt, og på det punkt var Uli Hoeneß i særklasse. Kort før jul havde han således besluttet at sende de fire spillere – ledsaget af en fysioterapeut – fem dage til Monaco. Dengang kaldte Brian Laudrup turen for ”det bedste, Uli Hoeneß nogensinde har gjort.” (…) ”Vi havde det så sjovt med hinanden som aldrig før.”[vii] Derudover ”tyvstartede” han faktisk allerede træningen med bold på det tidlige tidspunkt, fortæller Brian Laudrup i dag: ”Da kan jeg huske, jeg løber rundt og dribler efter tre måneder, og det var helt unikt dengang, fordi det kunne jo tage op til et år nogle gange.”

Forberedelsesfasen forløb overordnet set fint for både Brian Laudrup personligt og FC Bayern generelt. Den fandt sted i franske Bordeaux, hvor spillerne blev indkvarteret sammen to og to i træhytter uden tv og telefon, så de var tvunget til at tale med hinanden og havde tid til at tænke over den alvorlige situation, klubben befandt sig i.

Laudrup blev skiftet ind i de fleste træningskampe og gjorde det godt. Samtidig var han sig bevidst om, at der kunne gå lang tid, før han var tilbage i sin gamle form: ”Der var nogen, der havde sagt til mig: Brian, du skal bare være klar over, at hvis du er ude i seks måneder, så tager det seks måneder, før du er helt på det niveau igen – forhåbentlig det samme niveau, fordi der er jo også nogle, der desværre aldrig bliver helt de samme spillere igen, hvis de får sådan en korsbåndsskade.”

Den slags overvejelser havde Brian Laudrup dog ingen grund til at gøre sig, tværtimod, og humøret blev ikke dårligere af, at han nu havde fået talt ud med Richard Møller Nielsen og igen stod til rådighed for det danske landshold.

Efter godt 5 ½ måneders skadespause var Laudrup som forventet med i Bayern-truppen til den første Bundesliga-kamp efter vinterpausen ude mod Schalke 04. Umiddelbart før opgøret var både han og Aumann blevet undersøgt af Richard Steadman, lægen, der havde opereret dem begge, og han kunne konstatere, at deres knæ så ud, som de skulle.

Forventningerne til Laudrup var på forhånd store. Både Uli Hoeneß og Karl-Heinz Rummenigge havde peget på ham som en spiller, der kunne gøre en positiv forskel i anden halvdel af Bundesliga-sæsonen.

Comebacket forløb imidlertid ikke helt, som Laudrup havde drømt om. Han kom på banen ved stillingen 1-0 til Bayern efter godt en times spil og fik få sekunder senere chancen for at fordoble føringen, men sparkede lige på en ung Jens Lehmann i Schalke-målet. Afbrænderen blev dyr for Laudrup og holdkammeraterne. De måtte nemlig tage til takke med det ene point, efter det – af alle spillere – var lykkedes for den tidligere Bayern-angriber, Radmilo Mihajlovic, at udligne til slutresultatet 1-1 tre minutter før tid.

FC Bayern anno 1992: en nedrykningskandidat

Brian Laudrup begyndte også på bænken i den efterfølgende hjemmekamp mod Dynamo Dresden, men allerede i pausen blev Mazinho udskiftet til fordel for den tilbagevendte dansker. På det tidspunkt var stillingen 1-0 til gæsterne, men det lykkedes Wohlfarth at udligne, blot for at se holdet fra det tidligere DDR score sejrsmålet kort før tid og dermed tilføje FC Bayern i almindelighed og Lerby i særdeleshed endnu et ydmygende nederlag.

En så erfaren spiller som anfører Raimond Aumann sagde nu ligeud, at Bayern spillede for at undgå nedrykning – ikke ligefrem ord, man var vant til at høre fra en repræsentant for Tysklands største og mest vindende klub gennem tiderne, men ikke desto mindre en nøgtern konstatering baseret på det faktum, at holdet kun lå placeret tre point over stregen med 24 af de 38 spillerunder afviklet.

Med det in mente gav det sig selv, at Søren Lerby nu var akut fyringstruet, og selv Uli Hoeneß, hovedmanden bag ansættelsen af den uerfarne danske træner, talte nu åbent om, at det kunne blive nødvendigt at skille sig af med ham.

Lerby var nu stadig træner i udekampen mod VfL Bochum, og denne gang havde han valgt at stille med den i 1990/91-sæsonen så velfungerende angrebsduo bestående af Wohlfarth og Laudrup. Det viste sig at være en særdeles god idé, for førstnævnte lavede hattrick i kampen, mens Laudrup lagde op til to mål i den overraskende sikre 5-0-sejr til de kriseramte gæster.

“Beckenbauer har ikke forstand på fodbold”

Der opstod ikke eufori i Bayern-lejren efter storsejren, selvom alle selvsagt håbede, at den ville blive vendepunktet i en indtil da forfærdelig sæson. Der skulle da også vise sig at være al mulig grund til at forblive skeptisk. Godt nok var det efter omstændighederne acceptabelt at spille 0-0 hjemme mod 1. FC Köln, men i udekampen mod 1. FC Kaiserslautern gik det igen gruelig galt. Hele 0-4 tabte et svagt-, og til tider også brutalt, spillende Bayern-hold, der fik Roland Grahammer udvist og burde have fået Jan Wouters sendt samme vej. Det eneste lyspunkt var Stefan Effenberg, der i den karantæneramte Raimond Aumanns fravær bar anførerbindet. Roland Wohlfarth og Brian Laudrup, derimod, havde mild sagt ikke nogen stor eftermiddag på Betzenberg. Det var i hvert fald sådan, kampens medkommentator på den private tv-kanal, Premiere, så på det, og det gjorde han i meget utvetydige vendinger klart over for seerne. Det var én ting; problemet var, at den pågældende ekspertkommentator gik under navnet Franz Beckenbauer og blandt sine mange, mange gøremål bestred posten som vicepræsident i Bayern München. Derfor vakte det også stor opmærksomhed, at han kaldte Brian Laudrup for en ”spadseregænger”. Som tidligere nævnt var den danske angriber allerede blevet betegnet som sådan halvandet år forinden, men mens det dengang var ment som en kompliment, var der denne gang tale om det stik modsatte, nemlig en barsk kritik af, at Laudrup, efter Beckenbauers mening, bevægede sig for lidt og for dovent. For at sætte trumf på tilføjede der Kaiser, at ”der er kun ét angreb, der er dårligere end vores – 1860 Münchens.”[viii] Lokalrivalen – med danske Frank Pingel i truppen – kæmpede på det tidspunkt om at undgå nedrykning i 2. Bundesliga Süd, og udtalelsen var dermed selvsagt ikke udpræget flatterende om et Bayern-angreb, der ellers havde været Bundesligaens bedste- og, med sine 30 mål, mest effektive i den foregående sæson.

Beckenbauer var i den tyske offentlighed og fodboldverden kendt for sine jævnlige, verbale vredesudbrud, der sagtens kunne indbefatte endog ganske grove personangreb på én eller flere spillere. Allerede i november 1991 havde han i flere tilfælde sammenlignet det milliondyre Bayern-mandskab med et ”skolehold”,[ix] og som teamchef for det vesttyske landshold fra 1984 – 1990 excellerede han ligefrem i den slags udtalelser. Umiddelbart før VM i Mexico i 1986 havde han f.eks. inden for få minutter sagt disse høfligheder: ”Der er for meget skrot (i Bundesligaen); der skal renses ud.”; (…) ”Vi bliver hverken verdensmestre (i Mexico) eller europamestre i 1988; det kan I glemme.”[x]; (…) ”Det er godt, at EM i 1988 finder sted hos os (i Vesttyskland); ellers ville vi slet ikke kvalificere os.”[xi] På de indre linjer kunne han sågar, i sin egen udlægning, finde på at tilsvine sin bedste spiller, Lothar Matthäus, på det groveste, som det følgende eksempel efter en landskamp mod Sverige i marts 1988 illustrerer: ”Næste dag, foran hele holdet, skældte jeg ham ud i en sådan grad, at jeg omgående var rejst hjem og aldrig havde spillet for landsholdet igen, hvis der var én, der havde gjort det mod mig.”[xii]

Sagen var bare den, at det var svært for alvor at blive sur på Beckenbauer, når han efterfølgende rutinemæssigt – ofte med et afvæbnende smil og en charmerende bemærkning – undskyldte sine verbale udgydelser. Det gjorde han også i Brian Laudrups tilfælde, omend det først skete nogle måneder senere.

Umiddelbart efter Kaiserslautern-kampen reagerede den danske Bayern-angriber vredt på den kejserlige kritik, da han blev interviewet af Premiere. Det bekræfter Brian Laudrup over for Bulibold.dk: ”Det er klart, det er – for det første – frustration over mit eget spil, fordi jeg er først på vej tilbage dér, og jeg kan jo godt mærke, jeg er slet ikke i den form, jeg skulle være i. Jo, jeg er i god nok form, men jeg har slet ikke den rytme i mit spil og har svært ved at få det til at fungere. (…) Så bliver jeg konfronteret med det, og han er jo en stor mand i Bayern München på det tidspunkt, så du forventer jo ikke at blive stukket i ryggen af dine egne – også vel vidende, at jeg har været igennem et genoptræningsforløb. Så jeg mener, jeg siger, at det er utroligt, at en mand, der har oplevet så meget i fodboldens verden, alligevel ved så lidt om den. ”

Mens Laudrup efterfølgende talte stille og roligt med Fritz Scherer om sin udtalelse uden at modtage nogen decideret kritik, var der ikke megen støtte at hente hos Uli Hoeneß, da han dagen efter blev interviewet til den regionale tv-kanal, Bayerischer Rundfunk (BR): ”Hvordan kommer han frem til at brokke sig over, at Franz Beckenbauer kritiserer hans præstation? Franz har som vicepræsident retten og sågar pligten til at sige sin mening.”[xiii]

Rummenigge og Beckenbauer letter arbejdsbyrden for medierne

Fra sit perspektiv var det forståeligt, at Hoeneß bakkede op om Beckenbauer, men dem, der havde oprigtig grund til at være glade for der Kaiser, var medierne, for nu behøvede de ikke længere selv at opsøge nyhederne, men kunne blot nøjes med at sætte sig hen i sofaen, når Bayern spillede, tænde for tv’et, vælge Premiere på kanallisten og så ellers finde popcorn og cola frem. Nåh ja, når der stod tyske landskampe og slutrunder på programmet, kunne de også slå over på ARD og høre Karl-Heinz Rummenigge agere ekspertkommentator. Heller ikke han gik af vejen for at lade hele forbundsrepublikken få indblik i sine inderste tanker om visse Bayern-spillere.

Også hvad Søren Lerby angik, havde især Beckenbauer været flink til at holde den genforenede nation løbende orienteret om, hvordan Bayern-ledelsen så på hans fremtid. Navnene på mulige efterfølgere var formelig flydt ud af kejserens mund i en lind strøm, og kun de færreste undrede sig over, at Lerby blev fyret efter Kaiserslautern-kampen, men derimod over, at det ikke var sket noget før. Efter al sandsynlighed skyldtes det da også alene det forhold, at den potentielle efterfølger, Beckenbauer-vennen Erich Ribbeck, i december havde revet flere ledbånd i foden over ved et skiuheld. Var det ikke sket, havde han formentlig allerede afløst Lerby i vinterpausen.

Selvom de fleste Bayern-spillere havde været glade for den danske træner på det menneskelige plan, var der også mange, der delte den opfattelse af Lerby, Stefan Effenberg gav udtryk for i sin bog, nemlig, at han ”som træner var fuldkommen overmatchet,”[xiv] ikke havde nogen plan og var et mønstereksempel på, at en god spiller ikke nødvendigvis bliver en tilsvarende god træner. Effenberg kunne også fortælle, at adskillige spillere rendte Uli Hoeneß på dørene for at klage deres nød over ham. Thomas Berthold sagde for sit vedkommende i 1993 om Lerby, at han var ”en supertype, men ingen træner.”[xv]

Ny Bayern-træner var god retoriker, men manglede basal viden om holdet og Bundesligaen

Den nye mand på uriasposten, Erich Ribbeck, tiltrådte næsten fire år efter, han havde vundet UEFA Cuppen med Bayer Leverkusen og forsvoret, at han nogensinde ville arbejde som træner igen. Ud over den ene sæson, hvor han var ansat som sportschef/manager i HSV, havde han i de foregående år ernæret sig som repræsentant for Bayern-sponsoren, Opel, en stilling, der var som skabt til den smarte og retorisk begavede Ribbeck, der gik under tilnavnet ”Sir Erich”.

Ribbeck havde tilsyneladende ikke fulgt særlig godt med i, hvad der rørte sig i Bundesligaen, mens han var væk fra trænergerningen, for som Opel-repræsentant havde han troet, at Jan Wouters – immervæk europamester med Holland på vesttysk grund i 1988 og tidligere Ajax-anfører – var oldboys-spiller, og under sin første træning med Bayern-truppen kendte/genkendte han heller ikke Thomas Strunz. Igen vakte det en vis undren, for den unge defensive midtbanespiller var et stort talent, som Jupp Heynckes flere gange havde spået en fremtid som verdensklassespiller, og Uli Hoeneß havde sammenlignet med AC Milan-stjernen, Frank Rijkaard. Strunz havde også spillet to landskampe for Tyskland, men alligevel kunne Ribbeck altså ikke huske ham.

I Sport Bild kunne man forvisse sig om, at der var noget om snakken: Ribbeck havde de facto et meget begrænset og overfladisk kendskab til holdene og de enkelte spillere i Bundesligaen. Det viste sig, da han og to andre nyudnævnte trænere, Egon Coordes og Erich Rutemöller fra henholdsvis HSV og Hansa Rostock, fik stillet en række spørgsmål i den forbindelse. De to sidstnævnte svarede rigtigt på det meste, mens Ribbeck åbenbarede en viden om sit arbejdsområde, der lå i underkanten af, hvad man kunne forvente af en gennemsnitlig tysk fodboldfan. I den sammenhæng skal det dog retfærdigvis siges, at Brian Laudrup i dag ikke mindes specifikke ting eller episoder, der bekræfter det billede.

Ribbeck fik debut som Bayern-træner i hjemmekampen mod sin gamle arbejdsgiver, HSV. Før opgøret havde der været spekulationer om, at Brian Laudrups svage indsats mod Kaiserslautern og ikke mindst hans efterfølgende kritik af-/svar på tiltale til Franz Beckenbauer ville koste ham en tur på bænken, men han var med fra start som Roland Wohlfarths angrebsmakker. Laudrup havde en stor chance for at åbne scoringen fem minutter inde i anden halvleg efter at have rundet to HSV-forsvarere, men han misbrugte tilbuddet, og i det 67. minut blev han udskiftet efter en middelmådig indsats. Uden Laudrup scorede Wohlfarth og Thon i slutminutterne kampens eneste mål og sikrede dermed Ribbeck en god start i sit nye job. Som Stefan Effenberg sagde, var det ”en absolut heldig og ufortjent sejr,”[xvi] bl.a. fordi HSV-angriberen, Jan Furtok, fik to mål annulleret for offside, men det var man nu ret ligeglad med i Bayern-lejren. I den situation, klubben befandt sig, kunne man ikke tillade sig at være kræsen.

I den svære udekamp mod mesterskabskandidaten, Eintracht Frankfurt, gik det mindre godt. Trods en spillemæssig god præstation tabte FC Bayern 2-3, bl.a. fordi Thomas Berthold blev udvist. Det var fjerde gang i de syv opgør efter vinterpausen, en Bayern-spiller havde måttet forlade banen i utide, og det fik Brian Laudrup til at drømme om at slutte en kamp med 11 spillere på banen.

Det ønske fik han opfyldt i hjemmekampen mod 1. FC Nürnberg, men det var også det eneste positive ved 1-3-nederlaget, der bl.a. blev en realitet, fordi Stefan Effenberg brændte et straffespark ved stillingen 1-2. Brian Laudrup fik kun lov til at være på banen i sølle 11 minutter. Efter kampen gjorde Ribbeck det klart, at FC Bayern nu spillede om at undgå nedrykning og tilføjede: ”Jeg har brug for 11 spillere, der kæmper som løver.”[xvii]

Brian Laudrup: FC Bayern forsøgte aktivt at sælge mig i foråret 1992

For første gang under Ribbeck gav Laudrup nu offentligt udtryk for utilfredshed med sin situation i FC Bayern – dog uden at omtale træneren ved navn. Han beklagede sig over manglende opbakning fra klubbens side og talte om sit behov for at have en ”tillidsperson”, ud over Uli Hoeneß, der blev regnet for at være svækket på de indre linjer, efter at Rummenigge og Beckenbauer var blevet en del af den daglige ledelse. I det mindste kunne Laudrup glæde sig over, at sidstnævnte udtalte, at han var ”fan af Laudrup”, omend med den lille og ikke helt uvæsentlige tilføjelse: ”Men kun, når han præsterer.”[xviii] Jo, tak, det havde Laudrup vist bemærket…

Man skulle næsten tro, det var løgn, men med en sejr i hjemmekampen mod Bayern i 31. spillerunde ville Stuttgarter Kickers, der som nr. 17 i Bundesligaen lå placeret lige under nedrykningsstregen, kun være ét point efter Erich Ribbecks mandskab, som dermed selv ville befinde sig i akut nedrykningsfare. Den situation var det de færreste, der havde set komme før sæsonen, men nu var den opstået, og der var ikke andet at gøre, end at få det bedste ud af den. Det fik Bayern denne gang med en 4-2-sejr – uden at gøre brug af Laudrup overhovedet, hvilket måske ikke var så overraskende, når man tog den fodboldfilosofi i betragtning, Ribbeck var gået ind til kampen med. Selvom Laudrup kunne glæde sig over sejren, var den dårlige nyhed for ham, at angrebskonkurrenterne Mazinho, Labbadia og Wohlfarth alle scorede.

Når en spiller af Brian Laudrups klasse slet ikke blev benyttet, var det kun naturligt, at der opstod spekulationer om hans fremtid, og det var netop, hvad der skete. Interessant nok mener han i dag, at FC Bayern aktivt forsøgte at sælge ham til en italiensk klub på det tidspunkt, og dermed var de rygter, der bl.a. blev skrevet om i seriøse Kicker, altså ikke ubegrundede.

Laudrup lagde fortsat heller ikke selv skjul på, at han var frustreret over sin situation: ”Efter min skade skal jeg skabe mirakler. Det forstår jeg ikke. Det er et absolut helvede for tiden.”[xix]

Stefan Effenberg havde for sit vedkommende allerede bekendtgjort, at han ønskede at forlade FC Bayern ved sæsonens afslutning. Udmeldingen kom i gensidig forståelse med klubben, for den ville – med undtagelse af Erich Ribbeck og Uli Hoeneß – også meget gerne af med den rebelske midtbanespiller, selvom han i sine to år i FC Bayern havde været klubbens klart mest stabile spiller. I samme forbindelse beskyldte Effenberg den frygtede/berygtede boulevard-avis, Bild – Europas mest sælgende dagblad overhovedet dengang – for at piske en stemning op imod ham, ligesom det havde været tilfældet med Jupp Heynckes, før han blev fyret. Samme Bild havde i øvrigt i mange år haft Franz Beckenbauer ansat som klummeskribent, og de nære relationer, han stadig havde til avisen, udgjorde ikke alene endnu en interessekonflikt for ham personligt, men også et reelt problem for klubben.

I udekampen i 32. spillerunde mod Borussia Dortmund var Brian Laudrup noget overraskende tilbage i startopstillingen, denne gang som offensiv midtbanespiller. Han gjorde det udmærket, men lige lidt hjalp det, for Bayern tabte kampen 0-3 og havde dermed igen kun tre points afstand til en nedrykningsplads.

Ikke desto mindre var Bayern-mandskabet i stand til at slå Bundesligaens førerhold, VfB Stuttgart, der senere også vandt mesterskabet, med 1-0 i sin næste kamp. Det enlige mål blev scoret af Stefan Effenberg, banens bedste spiller, kort før pausen. Ni minutter før tid blev der også begået straffespark mod ham, men det brændte Olaf Thon.

Det var ingen tilfældighed, at Effenberg gjorde det så godt. For det første spillede han over for sin landsholdskonkurrent, Matthias Sammer, som Franz Beckenbauer offentligt havde sagt var bedre end ham, og for det andet var Effenberg før kampen blevet informeret om, at repræsentanter for Serie A-klubben, AC Fiorentina, var til stede på Olympiastadion for at tage ham i øjesyn.

Midt i anden halvleg fik de også Brian Laudrup at se, og han gjorde sig positivt bemærket fem minutter før tid, da Stuttgart-forsvareren, Günther Schäfer, måtte ty til en nødbremse for at stoppe danskeren efter én af hans spektakulære dribleture. Samme 29-årige Schäfer var advaret på forhånd, for i januar 1992 havde han betegnet netop Laudrup som den bedste angriber, han nogensinde havde spillet over for.

Fornærmet Ribbeck kender ingen nåde over for Strunz

For Thomas Strunz blev Stuttgart-kampen den – foreløbig – sidste optræden i Bayern-trøjen. Nu havde Ribbeck nemlig lært ham at kende, og han kunne ikke lide det, han så eller – rettere sagt – hørte. Der var sket det, at Strunz til træning den efterfølgende torsdag var kommet til at sige ”rend mig i røven”[xx] i Ribbecks retning. Han blev med det samme beordret til at forlade træningsbanen og fik bagefter besked om, at han ikke ville komme til at spille mere for Bayern München, og at det derfor var bedst, hvis han fandt sig en ny klub. Strunz forsøgte at forklare Ribbeck, at den knap så pæne vending, han havde brugt, var sagt i ærgrelse ud i luften og slet ikke møntet på ham, men appellen havde ingen effekt: Strunz spillede ikke et sekund mere i FC Bayern under den strikse træner og blev efter sæsonen solgt til VfB Stuttgart. Forud for episoden på træningsbanen havde der også været en meningsudveksling de to imellem efter hjemmekampen mod 1. FC Nürnberg. Ribbeck havde givet Strunz skylden for 1-3-nederlaget, hvilket han ikke ville acceptere, og det hele var endt med, at Bayern-træneren havde opfordret den næsten 24-årige midtbanespiller til at hente sine papirer – en anden måde at sige ”skrid” på. I det tilfælde havde Ribbeck efterfølgende bedyret, at hans ord ikke skulle tages for pålydende, men efter endnu et fejltrin blev Strunz’ skæbne altså endegyldig beseglet. Under alle omstændigheder var der tale om en uværdig afgang for en spiller, der nok var selvsikker og med sine meningers mod, men ikke intrigant eller destruktiv. Tre år senere måtte FC Bayern betale mere end dobbelt så meget, som klubben havde fået fra Stuttgart, for at korrigere Ribbecks fejl og købe Strunz tilbage.

Også Brian Laudrup skulle komme til at mærke, at Ribbeck havde svært ved at tilgive de spillere, der havde kritiseret ham, men inden det kom så vidt, var han stadig i spil til en plads i Bayerns startopstilling. I udekampen mod Gladbach i 34. spillerunde var han blandt Ribbecks 11 udvalgte og kvitterede for tilliden ved at score sit kun andet sæsonmål – det første siden 1. spillerunde den 3. august året før mod Werder Bremen – da han bragte FC Bayern foran 1-0 i det 56. minut. Fire minutter senere udlignede hjemmeholdet på straffespark til slutresultatet 1-1.

I hjemmekampen mod Wattenscheid blev der, ligesom i det tilsvarende opgør i den foregående sæson, lavet syv mål, men denne gang var Brian Laudrup hverken blandt målscorerne eller kampens bedste spillere, selvom han, som Kicker skrev, ”i perioder spillede som tidligere” i 5-2-sejren over ”dette jammerlige hold.”[xxi] Det var bemærkelsesværdigt, at Laudrup overhovedet var med fra start og spillede en time, for bare to dage forinden havde han været på banen i 79 minutter, da Danmark slog Norge 1-0 på Århus Stadion.

Da de øvrige resultater i 35. spillerunde flaskede sig helt, som FC Bayern kunne ønske sig, stod det allerede nu så godt som klart, at nok havde sæsonen været katastrofal, men det værst tænkelige scenario, nedrykning, ville trods alt ikke blive en realitet.

På det tidspunkt, i begyndelsen af maj, gav Brian Laudrup offentligt udtryk for, at han ønskede at blive i Bayern München i mindst ét år mere, og på samme måde havde klubben fortalt ham, at han indgik i planerne for den kommende sæson. I så fald var det ikke på baggrund af indsatsen i 1-2-nederlaget på udebane til Bayer Leverkusen i tredjesidste spillerunde. Med klædelig selvkritik erkendte Laudrup efterfølgende: ”Jeg spillede katastrofalt. Det må ikke ske.” Erich Ribbeck udtalte for sit vedkommende om hele holdets præstation: ”Jeg har fået noget at tænke over til den nye sæson.” [xxii]

I 4-2-sejren hjemme over MSV Duisburg gik det bedre for Laudrup personligt og Bayern-holdet generelt, mens den sidste kamp i maraton-sæsonen, ude mod Karlsruhe, blev endnu en skuffelse, da Mehmet Scholls mandskab vandt med 3-0. Kicker skrev, at Bayern-spillerne havde været ”helt ugidelige og med en indiskutabel indstilling,”[xxiii] og Erich Ribbeck mente, der havde været tale om holdets dårligste kamp under hans ledelse.

Den blamable indsats var kun med til at forstærke Bayern-ledelsen i sin overbevisning om, at det var nødvendigt at forstærke holdet markant til den kommende 1992/93-sæson.

Laudrup: Det gik helt galt for FC Bayern i 91/92-sæsonen, og jeg fandt heller ikke mit spil

Laudrup og co. sluttede som nr. 10, langt uden for UEFA Cup-pladserne. Det var samtidig FC Bayerns dårligste placering siden oprykningen til Bundesligaen i 1965 og første gang siden 1978/79-sæsonen, klubben ikke havde formået at kvalificere sig til én af de europæiske klubturneringer.

I dag er Brian Laudrup ikke sen til at indrømme, at han heller ikke selv havde levet op til forventningerne efter sit comeback i februar 1992: ”Alt det virvar gør, at jeg har svært ved at finde frem til mit spil. Det tager noget tid. Hele det der med at turde gå ind og drible igen… Hvad nu, hvis man bliver sparket ned, ryger knæet så igen? Der var en masse tanker, der fløj rundt i hovedet på mig, og det gjorde, at jeg slet ikke kunne leve op til, kan man sige, i hvert fald noget af den første sæson. Så kommer der alle de her ændringer både på- og uden for banen, og det har jeg jo så også prøvet andre steder, og det er jo sjældent det bedste i løbet af en sæson, at en træner ryger, og der kommer en anden, og så kommer der en tredje. Så kan det godt gå helt galt, og det gjorde det vel egentlig også i den anden sæson, (i FC Bayern) det må vi konstatere.”

Slutstillingen i Bundesligaen i 1991/92-sæsonen

Placering Klub Kampe Sejre Uafgjorte Nederlag Målscore Målforskel Point
1. VfB Stuttgart 38 21 10 7 62 – 32 +30 52
2. Borussia Dortmund 38 20 12 6 66 – 47 +19 52
3. Eintracht Frankfurt 38 18 14 6 76 – 41 +35 50
4. 1. FC Köln 38 13 18 7 58 – 41 +17 44
5. 1. FC Kaiserslautern 38 17 10 11 58 – 42 +16 44
6. Bayer Leverkusen 38 15 13 10 53 – 39 +14 43
7. 1. FC Nürnberg 38 18 7 13 54 – 51 +3 43
8. Karlsruher SC 38 16 9 13 48 – 50 -2 41
9. SV Werder Bremen 38 11 16 11 44 – 45 -1 38
10. FC Bayern München 38 13 10 15 59 – 61 -2 36
11. FC Schalke 04 38 11 12 15 45 – 45 0 34
12. Hamburger SV 38 9 16 13 32 – 43 -11 34
13. Borussia Mönchengladbach 38 10 14 14 37 – 49 -12 34
14. Dynamo Dresden 38 12 10 16 34 – 50 -16 34
15. VfL Bochum 38 10 13 15 38 – 55 -17 33
16. SG Wattenscheid 09 38 9 14 15 50 – 60 -10 32
17. Stuttgarter Kickers 38 10 11 17 53 – 64 -11 31
18. Hansa Rostock 38 10 11 17 43 – 55 -12 31
19. MSV Duisburg 38 7 16 15 43 – 55 -12 30
20. Fortuna Düsseldorf 38 6 12 20 41 – 69 -28 24

 

Brian Laudrups sæson statistisk set

Sæson Klub BL-kampe Mål Assists Udsk. Indsk. Karaktergnsn. i Kicker Skribents karakter*
1991/92 Bayern München 20 2 3 9 4 3,39 5
Sæson Klub Kampe i DFB Pokal Mål Assists Udsk. Indsk. Karaktergnsn. i Kicker Skribents karakter
““/“ “ “ 1 0 0 1

* Fra 1 – 10.

Læs de fem foregående kapitler i serien om Brian Laudrup og følg med i morgen, hvor vi præsenterer syvende og sidste del.

Kapitel 1 – Bayer Uerdingen det rigtige valg
Kapitel 2 – Horst Wohlers, Bartram og en krigerisk træningskultur
Kapitel 3 – Bundesligaens Aggasi og karrierens bedste kamp
Kapitel 4 – Murens Fald, krisemøde i kælderbar og skæbnesvanger fiberskade
Kapitel 5 – Mesterdræberen, Heynckes-fyring og afsked med tre verdensmestre

[i] Stefan Effenberg: Ich hab’s allen gezeigt, s. 74.

[ii] Kicker Sportmagazin, 07.11.91.

[iii] Kicker Sportmagazin, 16.03.92.

[iv] Kicker Sportmagazin, 02.12.91.

[v] Sport Bild, nr. 5, 22.01.92.

[vi] Sport Bild, nr. 22, 22.05.91.

[vii] Sport Bild, nr. 5, 22.01.92.

[viii] Sport Bild, 24.06.92.

[ix] Kicker Sportmagazin, 07.11.91 og 11.11.91.

[x] Kicker Sportmagazin, 26.05.86.

[xi] Hamburger Abendblatt, 26.05.86.

[xii] Lothar Matthäus: Der Leitwolf.

[xiii] Stuttgarter Zeitung, 10.03.92.

[xiv] Stefan Effenberg: Ich hab’s allen gezeigt, s. 74.

[xv] Kicker Sportmagazin, 18.10.93.

[xvi] Kicker Sportmagazin, 16.03.92.

[xvii] Kicker Sportmagazin, 30.03.92.

[xviii] Sport Bild, 01.04.92.

[xix] Kicker Sportmagazin, 02.04.92.

[xx] Kicker Sportmagazin, 30.04.92.

[xxi] Kicker Sportmagazin, 04.05.92.

[xxii] Kicker Sportmagazin, 07.05.92.

[xxiii] Kicker Sportmagazin, 18.05.92.

 

Relateret
You may also like
Guide: Fodboldrejse til MSV Duisburg
Optakt: Bayern München – SC Freiburg
Optakt: RB Leipzig – FC Bayern München
Optakt: VfL Wolfsburg – Bayern München